Tøm Papirkurven

… og se nu at få det sagt ordentligt

En skør mand står og vinker til et dyr, som aldrig har set noget lignende

with 13 comments

Jeg kom afsted på motionstur henad eftermiddagen og besluttede mig for en lille runde fra Bækkebrovej, hvor Tisvilde Hegn næsten rører ved Ramløse å og hvor der er store skovstrækninger, som ikke så ofte er befærdede. Ikke fordi jeg har noget imod andre turister, men fordi det passede med tidspunkt, turlængde, indkøb osv.

De var også helt øde i dag, bortset fra et par svampe- og julepyntsamlere i nærheden af parkeringspladsen.

Jeg havde gået ca. to kilometer ad de gode tørre skovveje, da jeg hørte en kvist knække inde i en grantykning. Der var ryddet en slags korridor, så jeg kunne se i retning af lyden og selvfølgelig kiggede jeg nysgerrigt og tænkte på dengang, jeg havde mødt en venlig kronhjort af den ældre generation, stor og kraftig, et stort gevir, ca. 6 takker. Måske nu, igen?

Minsandten, så kom den frem i korridoren, på god afstand, ca 50 meter; hvis jeg havde været riffelskytte kunne jeg sikkert godt have nedlagt den. Men jeg havde ingen våben, og der var ingen mennesker i nærheden. Så fik jeg den skøre idé at vinke til den. Med armene op over hovedet og store langsomme bevægelser vinkede jeg. Den kiggede bare – jeg tror en dyreexpert ville sige at den stod stille for at falde ind med omgivelserne, på den anden side var den hele tiden fixeret på mig. Hvis den havde haft en kanon havde jeg smidt mig i grøften med det samme. Men vi var fredelige væsener, så jeg vinkede, og det kunne for den barnlige sjæl se ud som om den stod og tænkte over, om den skulle vinke tilbage og hvordan den i så fald skulle bære sig ad.

Der gik en evighed – jeg vinkede igen. Og igen. Hvis jeg kan læse tanker, så tænkte den “skør mand, ingen fare!” og jeg gik ikke nærmere, netop for ikke at signalere fare og for nyde øjeblikket. Det eneste jeg gjorde var at se til højre og venstre og bagud om der var nogen, som grinede ad mine tossede armbevægelser. Det var der ikke.

Så hørte jeg igen en kvist og nogle trin, og fire hunner eller tre og en årsunge kom frem i korridoren, gik bag hannen og travede fredeligt ad en dyreveksel ind i tykningen.

Det var altså et syn for guder.

Written by Donald

Saturday, November 26, 2016 at 23:46 UTC

Posted in Skov og have

Tagged with

13 Responses

Subscribe to comments with RSS.

  1. “… kan du smile til en kronhjort og vinke til en stær …” – men hvad, i mangel af stære, kan man vel vinke til en kronhjort. Du smilede forhåbentlig også til den.

    Rasmine

    Sunday, November 27, 2016 at 8:38 UTC

    • Ohja, den sang var så sød, og så med Poul Reichardt, der virkelig ønskede at charmere hele publikum, fra parterre til galleri, fra balkon til loge. Jo, jeg smilede. De kunne høre mig klukle!

      Donald

      Sunday, November 27, 2016 at 16:21 UTC

  2. Heldige du.
    Her har det bare vært en enslig rådyrhunn.
    Klem på deg🙂

    Mormor

    Sunday, November 27, 2016 at 16:47 UTC

    • En rådyrhunn har også ret til lidt beundring og et vink!
      Klem på dig🙂

      Donald

      Sunday, November 27, 2016 at 19:31 UTC

  3. Tak for den gode historie. Især synes jeg kommunikationen – og tankerne om den – er spændende. Hvad var der sket hvis du havde stået stille uden at vinke? Sådanne oplevelser er nu en fornøjelse.

    Jørgen

    Sunday, November 27, 2016 at 19:18 UTC

    • Ja sådanne oplevelser er virkelig en fornøjelse. Prøv at tænke på hvordan et bybarn ser biler, busser, tog, førerløse metro-tog, tossede turister, indespærrede dyr i zoologisk have, men aldrig en fritgående vild hjort på gaden – eller i skoven. Det må være derfor det er så stor en oplevelse, første gang man som barn kommer til Jægersborg Dyrehave og ser de store flokke krondyr på sletten foran Eremitagen! – Men så opdager man jo, når man bliver lidt ældre, at Eremitagen minsandten også er en indhegning, lidt større måske, men alligevel. De Nordsjællandske Skove, fra Tisvilde Hegn (og endda længere ude mod Hundested) over Gribskov og Hillerød Store Dyrehave til Rude, Jægersborg og Klampenborg er et skov-bælte, som tillader dyrene at gå over lidt større afstande. Det er stadig flokke, som ikke migrerer til Sverige, og de får mad om vinteren, men de er nærmere på stenalderen end noget andet, vi små menneskebørn har set indtil vi står i en skov og tænker “hvor mange uger kan min familie leve af sådan en karl?”

      Hov, jeg glemte at svare på, hvad der var sket, hvis jeg ikke havde vinket: Jeg tror og gætter, at den havde anset mig for mere farlig og havde sagt til konen og elskerinderne “vent, der er noget dér, som kan være dødsens.” – Og så havde den ventet, indtil jeg ikke gad mere eller til der skete noget andet.

      Eller også er dens syn sådan indrettet, at den ikke kan se at det er et menneske med mindre det bevæger sig, og så havde det været lige omvendt, at den var gået efter nogle sekunder (altså, hvis jeg ikke havde bevæget mig overhovedet). Jeg tror ikke den havde færten af mig. Vinden blæste mig “den anden vej”.

      Donald

      Sunday, November 27, 2016 at 19:37 UTC

      • Jeg så en lille bitte pige ved en BR-butik i dag. Hun var totalt opslugt af et par mekaniske dyr, der bevægede sig på en metalbakke. Hele kroppen oplevede det, hun hoppede og begejstredes. Måske var din oplevelse i naturen næsten sådan? Jeg tror egentlig godt jeg kender det.

        Jørgen

        Sunday, November 27, 2016 at 20:17 UTC

        • Ja, noget i den stil! De går jo mere adstadigt, de krondyr og råer, som bor i skovene heromkring, nej det var ikke dyrenes dans, bukken stod jo bom-stille indtil de andre havde passeret, det var mere den der fornemmelse af omvandrende bøffer, som kunne give forsørgelse til en familie, hvis man altså “boede i stenalderen” og ikke havde penge og en købmand i nærheden🙂

          Donald

          Sunday, November 27, 2016 at 20:20 UTC

  4. Det er sådan en oplevelse, man kan leve højt på resten af dagen🙂

    Ellen

    Sunday, November 27, 2016 at 20:23 UTC

  5. Altså, jeg tror/håber ikke, at hjorten opfatter et vink som venlighed, en hilsen: det er jo det, man gør, for at skræmme den væk. Ifald den bliver for nærgående.
    Hvorfor fotograferede du den ikke bare?😉

    AagePK

    Monday, November 28, 2016 at 8:12 UTC

    • Nej selvfølgelig vil sådan et selvstændigt, erfarent dyr ikke være venner med en mand, der vinker. Jeg undrede mig over at den ikke blev bange og ville på den ene side ikke skræmme den unødigt, på den anden side ville jeg heller ikke have at den troede at mennesker var ufarlige.

      Tusinder modstridende følelser løb gennem mine øjne eller hoved eller hvad man nu kalder det. Hvordan ville den smage, hvis man fik den på grillen? Ville den være for sejg? Skulle man hellere langtidsstege? Pakke den ind i bacon? “Nej det kan man ikke være bekendt, der er så få af dem, tænk på noget andet!” – … – … “Kan man fortælle den, at selv om jeg står stille, så er jeg et af de-hersens-mennesker, som kan skyde?”

      “Kan den i det hele taget se mig, når jeg står stille? Dyr har, ved jeg, en anden måde at se, og menneskets øjne er iøvrigt også en underlig konstruktion, som ser bevægelse før andet, så måske vil den hvis jeg vinker gå fri af sin fastfrosne frygt og gå væk, mens den endnu kan – og en anden gang vil den egenskab betyde at den undgår en jæger?”

      Men da jeg vinkede, med langsomme, store bevægelser, var der tankeoverførsel af en eller anden slags. Dens holdning og blikket sagde mig at her var en værdigt væsen. Herne, The Spirit! (som også kaldes Herne The Hunter – men det er mindre relevant her).

      … og så sagde den, at jeg iøvrigt ikke var den første skøre mand, den havde set. 😎

      Jeg vil tro at en hjort reagerer på bevægelse. Jeg har set rå’er på markerne, som står stille, fryser (Farmer har fortalt jæger-udtrykket for at den står stille for at skjule sig), når jeg kigger på dem. I det øjeblik, jeg tager kameraet frem (eller begynder at gå eller bevæger armene), flyer den. Derfor tog jeg ikke kameraet frem. En anden grund var, at det var for mørkt inde mellem granerne, selv om der var denne smalle korridor, som jeg kunne se ned ad.

      Donald

      Tuesday, November 29, 2016 at 12:19 UTC

  6. Other references

    Herne was incorporated into the Robin Hood legend in the 1984 television series, Robin of Sherwood. In it, Robin of Loxley is called by Herne to take on the mantle of “the Hooded Man”, which Robin’s father had predicted beforehand. It is Herne who encourages Loxley to become ‘Robin the Hood’ and to use his band of outlaws to fight for good against the evil Norman oppressors. Herne’s appearance bears a very strong resemblance to the illustrations that previously depicted him, in that an otherwise unnamed shaman character, portrayed by actor John Abineri, dons a stag’s head and tells Robin that “when the horned one possesses [him]”, he becomes the spirit of the forest. Herne featured in 17 of the 26 episodes of the series and was shown to have various magical abilities. The series’ adaptation of the Robin Hood mythos has become extremely influential and many of its brand-new elements have since been reinterpreted in a manner of different ways in nearly all of the subsequent films and television series of the legend.

    Donald

    Tuesday, November 29, 2016 at 12:38 UTC


Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s