Tøm Papirkurven

… og se nu at få det sagt ordentligt

Nu er det officielt: De lyse nætter

Det meste af natten er der nu en lysstribe på den nordlige himmel på klare dage. Det er forundeligt opmuntrende.

Kattegat ved 21:30 tiden

Kattegat ved 21:30 tiden

Der var skyer på den nordlige himmel i går. Man skal huske det er sommertid, så 21:30 betyder at der er 3h30m til midnat (kl.01) og det bliver ganske mørkt, men himlen om aftenen efter solnedgang er nu smuk alligevel.

Det skyldes som bekendt at solen ikke kommer så langt under horisonten. I Stockholm er det endnu mere udpræget – i Trondheim, Bodø, Tromsø er det helt vildt.

Written by Donald

Thursday, May 5, 2016 at 9:16 UTC

Posted in Foto

Tagged with

8 Responses

Subscribe to comments with RSS.

  1. Ja, det hjælper jo, at Solen ikke er så langt under horisonten, men: også lysets bøjning omkring planeten KJorden spiller ind. Lys er energi, energi har masse, Jordens masse og lysets tiltrækker hverandre, og lyset “løber om hjørner”. Ses bl.a. ved solformørkelser. Jeg mener endda at vide, at det røde lys bøjes mere end det blå pga større energitæthed, større masse, og større påvirkning af månens masse.
    Har vi ikke set forklaring om dette i forbindelse med borgerligt tusmørke, maritimt tusmørke, og solformørkelse?

    AagePK

    Thursday, May 5, 2016 at 9:40 UTC

    • Ja, det hjælper at atmosfæren bøjer lyset. Der er faktisk flere ting: Optisk bøjning og høje skyer, der somme tider lyser i sommernatten. Bøjning (brydning) pga. en gravitationslinse har jeg kun hørt om ved store tunge elementer som sorte huller eller mørke tåger. Jeg kan ikke huske det lige nu. Jeg tror ikke månen er “tung nok” til at afbøje lys.

      Men mit favorit websted, det første tiltag med astronomisk vidensdeling via Internettet, APOD, Astronomical Picture Of The Day (som begyndte sit “liv” i 1995) har søgefacilitet:

      http://apod.nasa.gov/apod/ap160420.html

      Donald

      Thursday, May 5, 2016 at 23:41 UTC

    • Et andet billede af gravitational lens effect:

      Man får ikke meget ud af det uden forklaring: http://apod.nasa.gov/apod/ap090921.html

      Explanation: What is that strange arc? While imaging the cluster of galaxies Abell 370, astronomers had noted an unusual arc to the right of many cluster galaxies. Although curious, one initial response was to avoid commenting on the arc because nothing like it had ever been noted before. In the mid-1980s, however, better images allowed astronomers to identify the arc as a prototype of a new kind of astrophysical phenomenon — the gravitational lens effect of entire cluster of galaxies on background galaxies. Today, we know that this arc actually consists of two distorted images of a fairly normal galaxy that happened to lie far behind the huge cluster. Abell 370’s gravity caused the background galaxies’ light — and others — to spread out and come to the observer along multiple paths, not unlike a distant light appears through the stem of a wine glass. In mid-July, astronomers used the just-upgraded Hubble Space Telescope to image Abell 370 and its gravitational lens images in unprecedented detail. Almost all of the yellow images pictured above are galaxies in the Abell 370 cluster. An astute eye can pick up many strange arcs and distorted arclets, however, that are actually images of more distant galaxies. Studying Abell 370 and its images gives astronomers a unique window into the distribution of normal and dark matter in galaxy clusters and the universe.

      Donald

      Thursday, May 5, 2016 at 23:51 UTC

      • Jeg skrev “maritimt tusmørke”, der skulle have stået nautisk. Sådan er det, når man ikke lige kan huske de korrekte betegnelser, så må man improvisere.
        Nå, men: det er nu ikke så lang tid siden, at jeg mødte forklaringen om forskellen på den observerede og den faktiske synsvinkel, eller sådan noget, i forbindelse med lysets evne til at “løbe om hjørner”, når det passerer tæt forbi Månen eller et andet objekt. Ganske vist har Månen ikke den store masse sammenlignet med galakse-klynger, men lysets masse er jo så absolut den mindste i den sammenligning, og derfor den, der må bøje sig. Tænk på havets bevægelse i forbindelse hermed. Selv om Solen har en endnu større masse, er det jo kun ved nip- eller springflod, at Solen får noget at skulle have sagt i den sammenhæng. Men Månen er tættere ved vandets masse, så derfor… Sådan må det også være ved lys.
        Jeg er godt klar over, at argonauten John Strutt, 3. baron af Rayleigh, vil hævde sin lov om Rayleighs spredning af lys, som gør, at himlen er rød om aftenen og blå om dagen, og Månen derfor også er rød, når den er formørket; men jeg tror, at man, når man har fået lidt mere styr på gravitationslinserne (hvorfor tænker jeg pludseligt Linse Kessler, og får mærkelige billeder på nethinden? Men det svækker så absolut IKKE argumentationen om massernes tiltrækningskraft!🙂 ), vil man skulle medtænke gravitationsbøjningen, lige som man gør ved Månens og Solens samlede påvirkning af havet ved springflod.
        Jeg har ikke kapaciteten til at levere beregningerne, så det er nok ikke på dette område, jeg får tildelt Nobels pris i fysik. Det er her, argonauten John Strutt kommer ind: ved at studere forskellen i massetætheden på atmosfærisk kvælstof sammenlignet med kvælstof fra kvælstofholdige forbindelser, opdagede han Argon: derfor prisen.

        AagePK

        Friday, May 6, 2016 at 6:07 UTC

        • Som en modgift/balance til billedet af Linse gik jeg straks over på youtube og fik Yuja Wang til at spille Scriabin, Selections for solo piano, hendes lilla kjole forekommer herefter meget beroligende.🙂

          AagePK

          Friday, May 6, 2016 at 11:10 UTC

          • Yuja Wang er meget beroligende og er meget modebevidst. Jeg håber hun opgiver stropløse kjoler, *de* giver mig nemlig tics af nervøsitet … især når den glider ned og hun må hive op i den igen.

            Donald

            Friday, May 6, 2016 at 11:19 UTC

        • I 1919 lykkedes det astronomer at påvise lysstrålers bøjning om Solen!

          To britiske expeditioner organiseredes af Royal Astronomical Etc. Hver gruppe tog fotografier af en region af himlen med solen i centrum i maj 1919 total solformørkelse og sammenlignede positionerne af de fotograferede stjerner med billeder fra samme lokationer i juli 1919, hvor solen stod i en anden region, langt væk fra denne første stjerneregion. Resulataterne viste at lyset var afbøjet og også at det var i overensstemmelse med generel relativitet, men ikke med “Newtonian Physics”. Efterfølgende offentliggørelse katapultede Einstein til verdensberømmelse og førte til at han fik den eneste ticker-parade nogen sinde for en videnskabsmand på Broadway i New York.

          http://www.einstein-online.info/spotlights/light_deflection
          ***Measuring light deflection***

          1919 saw the first successful attempt to measure the gravitational deflection of light. Two British expeditions were organized and sponsored by the Royal Astronomical Society and the Royal Society. Each of the two groups took photographs of a region of the sky centered on the Sun during the May 1919 total solar eclipse and compared the positions of the photographed stars with those of the same stars photographed from the same locations in July 1919 when the Sun was far from that region of the sky. The results showed that light was deflected, and also that this deflection was consistent with general relativity but not with “Newtonian” physics. The subsequent publicity catapulted Einstein to world fame, and led to his having the only ticker-tape parade ever held for a scientist on Broadway in New York City.

          I går fik jeg kun lige skrevet om og fra de websider, jeg kendte i forvejen – nu havde jeg tid til at grave lidt. Jeg kan ikke finde noget om månen og deflection – som sagt mener jeg dens masse er for lille, lys reagerer ikke som om det var biler eller (rum)skibe, der blev tiltrukket af månens masse – det er en anden og mindre kraft fordi lyspartiklerne, fotonerne, er i en anden tilstand en månens atomer. Men hvad ved jeg. Keep looking!

          Tilføjelse:
          Lyste har den mindste masse i forhold til månen, skriver du, men tænk på inertien, den ophobede bevægelses-energi, den er stor og lysets hastighed er det hurtigste man kan have.

          Donald

          Friday, May 6, 2016 at 11:37 UTC

  2. Tak for henvisningen til Yuja Wang.

    Jørgen

    Sunday, May 8, 2016 at 9:25 UTC


Comments are closed.