Tøm Papirkurven

… og se nu at få det sagt ordentligt

En fyldt koncertsal til Mahler og Sibelius

Jeg fik aldrig hørt den gamle dirigent, Rafael Frühbeck de Burgos, som fik sine sidste år her i det blå koncerthus og som døde inden kontrakten udløb; men jeg synes ikke det er et savn. De gange, man transmitterede koncerter med denne dygtige dirigent, var det meget kendte fortærskede klassiske kompositioner, og jeg undrer mig lidt: var det orkesterledelsens plan, at DR-Symfoniorkesteret skulle spille populære klassikere og på den måde holde liv i koncertpublikummet?

Denne aften var der fuldt hus – det var endda en gentagelseskoncert! Den russisk-amerikanske-internationale dirigent Vasily Petrenko dirigerede Mahlers “Des Knaben Wunderhorn”, sunget af Nathalie Stutzman og Johan Reuter, og efter pausen Sibelius symfoni nr.2.

Koncerthuset var fyldt. Var det på grund af dirigenten? eller på grund af et spændende repertoire?

Salen fyldes

Salen fyldes

Ankomst Fredag aften

Ankomst Fredag aften

Bifald til koncertmesteren inden orkesteret stemmer

Bifald til koncertmesteren inden orkesteret stemmer

Salen er nu fyldt ... orkesteret spiller af hjertens lyst hver sin melodi, og publikum snakker højt og larmende

Salen er nu fyldt … orkesteret spiller af hjertens lyst hver sin melodi, og publikum snakker højt og larmende

Hvordan står musik som denne (“klassisk”) overfor “moderne” musik? Eller koncertsals-musik overfor rock, beat, Roskildefestival musik?

Rock/beat/jazz/fusion kan (selvfølgelig) også være omhyggeligt planlagt – nedskrevet – gennemtænkt musik, og jeg ved at mange jazzmusikere har forbundet koncertsals-musikkens udtryk med indskrænket, kropsfjendtlig holdning, mens jazz og beat er friere, og folk kan bevæge sig, vifte med armene osv.

Hvorfor er det kun dirigenten, som må vifte med armene?😉

Written by Donald

Monday, February 15, 2016 at 9:15 UTC

Posted in Liv

Tagged with ,

8 Responses

Subscribe to comments with RSS.

  1. Det ville være yderst upraktisk, hvis resten af orkestret også gjorde det😉

    Hvorfor skal det være så forfærdeligt at opføre sig sådan, at man ikke kommer til at genere de andre koncertgængere? Og hvorfor skulle det være en indskrænket, kropsfjendtlig holdning at læne sig tilbage og nyde musikken i mere eller mindre den samme stilling, som man indtager, når man slapper af hjemme hos sig selv?

    Rasmine

    Tuesday, February 16, 2016 at 17:43 UTC

    • Nej selvfølgelig er det ikke specielt forfærdeligt, men jeg får bare sådan en lyst til at bevæge mig til musikken.🙂

      Det kropsfjendtlige ligger vel mest i det, der foregår udenfor koncertsalen, hvor det, som du siger, er praktisk ikke at genere de andre, der lytter. Men husker du, eller har du oplevet den tid hvor man sagde at når man spiller er det forbudt at slå takt med foden – man kan allerhøjst krumme tæerne inde i skoene!

      Ja ja, tågymnastik er bestemt noget nyttigt, men lidt rytme i kropslige bevægelser befordrer opfattelsen af musikkens finurligheder.

      Donald

      Tuesday, February 16, 2016 at 21:47 UTC

  2. Det er et endda meget stort savn, især blandt musikerne, at lille flinke, dygtige, sympatiske og dybt seriøse Rafael gik hen og døde. I utide. Han var ankerkæden bagud til de store navne, og til opførelsespraksis. Fordi han havde lært direkte af komponisterne, eller dem, der havde oplevet komponisterne. Musikerne tilbad ham.
    Men jeg er ved at være træt af at gå til klassiske koncerter: folk kan bare ikke opføre sig ordentligt! De er SÅ selvoptagede, at de lader hånt om, at vi har brug for contemplation, ro, visuel som auditiv, for at få den åndelige kontakt med dirigent, solist og orkester, der skal til for at deltage i den fælles åndelige rejse, som klassisk musik OGSÅ er. Men som efterhånden ret få for lov til at opleve, fordi nogle fjolser absolut skal klappe i takt, knipse, stemme ben imod naboen eller næste bænkerad, og rokke til musikken. Eller glemmer at slukke telefonen.
    Det er noget helt, helt, HELT anderledes med jazz: fordi jazz er noget helt anderledes. Jazz er kropslig. Det er ikke mere forkert, begge dele er lige uundværlige, lige som pop eller folk. Swingle Singers, med Ward Swingles arrangementer af Bachs skønne melodier? HIMMELSKE! Men kropslige. Så man kan faktisk swinge imellem to genrer, med samme komponist.
    Så jeg har været til koncert med Celibidache, Wandy Tworek, Anne-Sophie Mutter, dotoresa Cecilia Bartholi, Andreas Scholl, Ben Webster, Procul Harum, Teddy Wilson, Gitte Hænning, Svend Asmussen: bare for at vise bredden, og jeg har nydt dem hver for sig. Gitte er nok vor bedste jazznavn, NHØP kommer lige i hælene.
    Forskellen bunder i beatet: klassisk, og folkemusikken-baseret pop, såsom Abba, har slaget på up-beatet, altså på 1. Jazz, og den pop, der har rødder i jazzen, har slagetr på down-beatet, altså på 2. Det giver et helt andet drive, det “skubber” din puls i vejret, og det stopper ikke, før musikken stopper. Hvor klassisk musik, Mozarth, giver ro. På trods af voldsomme effekter. Derfor spillede man også klassisk musik i sideudgangen på Hovedbanen, ud mod Istedgade: junkierne fik det helt dårligt, når de stod der og hustlede, og det var også meningen. Så gik de nemlig.
    Jeg har fået en øl og en snak med flere, og er blevet klogere af det: Ray Pitts øste ud på mig unge knægt, efter jeg havde hørt ham i hhv jazzgruppen og bigbandet: om forskellen, hensigten, historien bag, og målet. Med Ben Webster drak jeg bare min øl, jeg var starstruck, og lod Dollar Brand og Ben snakke, så lyttede jeg. Vi var priviligerede i Sydslesvig, alle store navne kom forbi, og der var fælles smørrebrød og drinks efter koncerter og teater. At sidde mellem Ghita Nørbye og Jørgen Reenberg efter deres pragt-præstation Fra regnormenes liv, eller af Ove Verner Hansen blive skubbet ind til Kirsten Hermansen og Kirsten Schultz i omklædningsrummet efter en opera, på jagt efter autografer… jo, man har haft et sjovt liv!

    AagePK

    Tuesday, February 16, 2016 at 19:31 UTC

    • Tak for den spændende og interessante gode kommentar! Det må jeg sige, du har været heldig at de store navne kom forbi Sønderjylland da du var dér, og du har nok fået et indblik i disse koryfæer som er få forundt!

      Det har været nogle store oplevelser, og forskellen har du malet/fortalt tydeligt her. Mit eneste “men” går på at: beat (1) og afterbeat(2) findes både hisset og her, Bach swinger, som du siger, og det gør Swingles Singer også, men ikke så meget anderledes, om overhovedet anderledes. Der er ikke mange klassiske musikere, som kan få “swinget” frem i Bach’s d-moll koncert for klaver (og heller ikke i koncerten for to violiner).

      Både Bach og Chopin har rytmer, som er “jazzede” om man vil; det er jo nok snarere jazzen, som er klassificeret😉

      Nej der er selvfølgelig elementer fra rundt om i verden, som ikke er med i den klassiske musik, den taber noget gennem 1800-tallet samtidig med at den vinder en utrolig rigdom i harmonik og orkestrale klangfarver.

      I 50’err jazzen (og før det, swing-tiden) blev rytmespillet stereotypt, og brugen af stortrommen i de tidlige beat-grupper (Beatles mfl), blev opfattet som “ny”. Men lad det nu ligge. Ben Webster, Dollar Brand, Teddy Wilson mfl., var melodiernes mestre, ballader, harmoni og rytme, harmonisk rytme, så musikken løftede mennesket ind i en bedre verden (ikke nødvendigvis virkelighedsflugt, men erkendelse af andre lag bevidsthed).

      Men det var egentlig ikke disse emner, som jeg ville udforske; som sagt var salen fuld, og den (relativt) unge Petrenko dirigerede et meget spændende repertoire, min undren går på om det er Petrenko og repertoiret, som fik fyldt salen, og om den krise, som DR-koncerthuset er i (eller har været i) skyldes at repertoiret under Rafael blev kedeligt – han spillede jo netop ikke de komponister, som han kan have kendt, men alle de gamle igen og igen. Fred være med hans store talent og geniale indspilninger med bl.a. Gulbenkian orkesteret (kan ikke finde dem i hans discografi) og som leder af Rundfunk Berlin, Deutsches Oper og mange flere spændende steder. Man skal holde op mens legen er god.

      Jeg tror ikke du kan finde en musiker, som i arbejdsløshedstider vil kritisere ledelsen, det er derfor jeg går efter billetstatistikkerne. Jeg skal se om jeg kan finde mere materiale.

      Donald

      Tuesday, February 16, 2016 at 22:14 UTC

      • Duke Ellington var jo klassisk uddannet, og meget inspireret af impressionisterne, så ja, en meget stor del er klassisk musik med jazzede rytmer, så at sige. En meget stor del af jazzens improvisationsteknik kan også føres tilbage til barokkens faible for improvisation. Danskeren Buxtehude(sic!) lærte godt fra sig, og Bach vandrede på sine flade fødder til Lybæk for at lære af ham: der var jo deciderede ansættelses-konkurrencer heri, på cembalo, som han skulle mestre for at få job. Jazzens rødder i afrikansk musik har ikke meget at levere der.
        Med den klassiske rytmik falder slaget altså, så det passer med hjerterytmen, modsat jazzen, der driver på. Det er lidt lige som march-musik: i klassiken er der styr på tropperne, i jazz og rock går vi over til individuel nærkamp. Det var Björn og Benny fra ABBA, der gjorde mig opmærksom på forskellen. Bach har drive, ja, men det er den stædige taktfasthed. I jazzen er det snarere synkoperingen, der giver et decideret lift i det drive, der herved skabes. Tag f.eks “Take Five”, hvor man kan få hjertebanken af klaverets insisteren på at ville skubbe til din indre rytme. Synkopering findes også i klassikken, men er dog ikke nær så insisterende. Men vi kan jo lige spille Bolero, efter Take Five, så vi har lidt at sammenligne med. Eller Fritz Kreislers arrangement af Bachs Præludium i E-dur. Med Philadelphia og Ormandy.
        De er ren nydelse alle 3!
        Der findes ikke fortærsket musik, kun fortærske udførelse, ses gerne hos unge dirigenter, der ikke har fundet ind til musikken endnu.🙂
        Rafael var nu ret godt kendt med moderne komponister: de Falla, Menotti, og stod for flere uropførelser, med akklamation. Det var jo bare én af grundende til, at man lige til det sidste nærmest sloges om ham i de forskellige orkestre. Han har været chef for Wienerne, i Berlin både på Operaen og RIAS, og frem til 2007 for RAI, det italienske stats-radio og tv. I 2004 optog han Till Eulenspiegel, Don Juan og Don Quixote af Richard Strauss, jo heller ikke lige altmodisch. Hans styrke var romantikerne fra Brahms til Strauss, men i København blev han jo mest kendt som Beethoven-dirigent, for ham kendte DR, så det skulle der spilles. Det kan man ikke laste manden/budbringeren for.

        AagePK

        Wednesday, February 17, 2016 at 10:45 UTC

        • Jo mere jeg læser om Rafael Frühbeck de Burgos, desto bedre kan jeg forstå at man kan være begejstret for denne musikalske kunstner – jeg er dog stadig forbavset over at han ikke trappede ned de sidste år.

          Angående ledelsesproblemet, så tror jeg du har ret; det har været orkesterchef og DR-ledelsen, som mente at symfoniorkesteret skulle spille noget, der trækker publikum. Beethoven har både nu og før trukket mange publikummer til, – jeg har hørt at i 80’ernes Tokyo kunne man opleve at der på én aften var 5-7 koncerter med symfonier af Beethoven. Det er jo en stor by og det er ikke sikkert at alle koncerterne har været lige “store”, men alligevel, det er jo tankevækkende. Gad vide om man kan få verificeret sådan noget.

          Angående beat, downbeat og upbeat har du ret, for så vidt at jazzens egenart er at der er mere stress på upbeatet og man bliver “drevet” fremad; men hviiis man nu liiige lytter igen, så har den danske version af en steady jazz-rytme “på tiiirschdag, på tiiirschdag” tryk tirs- som er 1 slaget, downbeat. Men jazzen, swing-jazz, har en dejlig masse synkoper. Det har Beethoven en sjælden gang.

          De nævnte D-moll koncerter af Bach har, hvis man nu er lidt åben overfor forskelle og ligheder, også et kraftigt drivende up-beat. Men det er **ikke** et gennemgående træk ved al barok endsige al klassisk – slet ikke. Jeg ville blot nævne det fordi en af mine kæpheste er at vise rigdommen i udtryk i den klassiske musik. (Men igen: Men jazzen, swing-jazz, har en dejlig masse synkoper – det har Beethoven kun en sjælden gang.)

          Donald

          Wednesday, February 17, 2016 at 11:06 UTC

          • Kender du ret mange musikere, der stopper, bare fordi man er blevet klassificeret pensionist? Victor Borge, Bernie Bernstein? Furchtwängler? Wandy Tworek? Svend Asmussen? Sidstnævnte er en af dem, der har været nødt til at stoppe, før VorFrue siger stop: han har brækket armen, og så er man jo undskyldt!🙂
            Det, mange søger ved en klassisk koncert, og som gør, at Bach, Bethoven, Brahms og Bartholdy fortsat vil leve er, at du her kan komme i dyb contemplation, nærmest trancendere uden at rave, og derved på en “civiliseret” måde komme i samhørighed med resten af salen, orkestret inklusive. Det kan du for såvidt også til en Death-Metal-koncert, men der raver du jo, du bruger din krop til at komme i svingninger, og får derved dækket nogle helt andre behov.
            Min datter flyttede på gymnasiet sammen med en anden pige. Sofie var vant til at tænde P2 klassisk hver morgen. En dag sagde Stinne:” Det har altså givet mig en hel del mere ro, at vågne til klassisk musik, som jeg aldrig før har lyttet til. Det var pop og rock fra morgenstunden, men klassisk: jeg får ro og energi på en helt anden måde, der varer resten af dagen!”
            Fra England hørte vi jo også om Mozarth-effekten, at det angiveligt skulle fremme børns intelligens at spille Mozarth: den troede jeg nu ikke på, og den blev vist også manet i jorden, MEN: jeg er overbevist om, at det netop giver den ro i en i forvejen hektisk hverdag, så man bedre kan koncentrere sig, og det hjælper jo også på resultatet. En kollega og jeg spillede i hvert fald altid klassisk musik i formningstimerne, og den lagde et lydtæppe over arbejds-støjen, og børnene bevægede sig mere roligt, sammenlignet med de kolleger, der ikke ville have musik til arbejdet. Børnene bad aldrig om at få slukket, ejheller om at skifte repertoire. Til gengæld måtte tage deres egne cd’er med til musiktimen, afvekslende med mine.

            AagePK

            Wednesday, February 17, 2016 at 13:10 UTC

            • Enig, ja, der er ikke mange, der stopper “bare” fordi man er klassificeret pensionist, jeg har dog bemærket nogle stykker. Isaac Stern spillede kun for morskabs skyld efter at han blev pensionist og han vidste godt at det ikke lød særlig godt mere; måske accepterede han alligevel en optagelse eller to fordi han ville støtte en sag i Israel.
              I den jazzede ende af spektret holdt Ella Fitzgerald op i tide, selv om hun blev bedt om at lave flere indspilninger, hvoraf jeg nåede at høre én, hvor man kunne høre hvordan hun kæmpede med stemmens manglende evner.

              Jeg tror at mange andre holdt op i tide. At Victor Borge kunne lave sjove ting sent i livet må skyldes hans herlige evne til at forstå samspillet med publikum.

              Ja, jeg sagde også til min søn, at “når vi skal sove nytter det ikke noget at høre Heavy Metal.”
              Og den gang jeg satte en LP med Tchaikovsky’s 6.symfoni på, hvor teknikerne har tilladt et kæmpe stort “dynamikniveau” – et brag af en orkesterindsats efter det blide sidetema – blev han forskrækket og vistnok lettere traumatiseret. Det kunne jeg heller ikke være bekendt. – Vi lyttede ofte klassisk, når vi sov om aftenen på hverdage.

              Jeg kan godt forestille mig at det har været nogle gode formningstimer med musik til. Det er en god idé.

              Donald

              Thursday, February 18, 2016 at 1:12 UTC


Comments are closed.