Tøm Papirkurven

… og se nu at få det sagt ordentligt

Vandtætte skotter eller skodder mellem erindringer

I en kommentar omtaler AagePK at vores korttidshukommelse registrerer så hurtigt at hjernen ikke når at vågne. Som med alle psykologiske teorier og beskrivelser er der noget rigtigt og noget vi kan genkende og noget, som strider imod andre teorier og forståelser af menneskets åndsevner.

Jeg husker at den engang så produktive psykolog og journalist Finn Abrahamowitz fortalte om et berømt psykologisk forsøg, hvor man viste et udstillingsvindue med forskellige ting og sager, lidt lissom i de TVudsendelser, hvor man troede at man kunne vinde noget. Man bad så folk fortælle, hvad de havde set.

Derefter fik inducerede man en trance (“hypnotiserede”) (forudsat at forsøgspersonen indvilligede) og spurgte igen. Det viste sig at folk nu kunne huske meget mere, jeg gætter at der var et “mentalt billede” (alle billeder er mentale) som de kiggede på og læste op fra. Rød kjole 900 kr. kaffemaskine 200 kr. osv.

Jeg tror at den mekanisme kan danne skotter (afspærringer) mellem dele af vores liv og at det kan være en forklaring på de historier vi har hørt om familiemedlemmer til krigsforbrydere, der “fortrænger” og laver erindringsforskydninger. Måske laver vi også forskydninger i vores egne liv? Per Øhvig har beskrevet dem i sin bog om frihedskampen.

Som barn undrede jeg mig over at de voksne ikke talte om krigstidens rædsler og om hvordan man undgik at blive inddraget. Måske ville de ikke snakke om det for ikke at bekymre os små mennesker.

Men det lå alligevel i deres adfærd, som når børnehavelærerinden sagde til os børn der jublede når et jagerfly passerede over Vesterbro (flot lyd sådan et fly lavede) at det ikke var noget at juble over.

Det grå gråvejr gjorde det vanskeligt at finde et motiv - her: Ønskeøen, Neverland

Det grå gråvejr gjorde det vanskeligt at finde et motiv – her: Ønskeøen, Neverland – men hvis jeg lejede en robåd og sejlede derud, ville jeg så føle mig hjemme?

Written by Donald

Thursday, February 11, 2016 at 12:33 UTC

Posted in Foto, Skyer

Tagged with

9 Responses

Subscribe to comments with RSS.

  1. Jeg er enig i at det finnes skott/vegger i hukommelsen og jeg tror på sett og vis det er nødvendig. For å kunne fungere. Om man husket alt, både det gode og det vonde, er jeg redd man gikk fra forstanden.
    Neverland? Er ikke det alltid rundt oss?
    Klem på deg🙂

    Mormor

    Thursday, February 11, 2016 at 13:21 UTC

    • Hmmm ja, det har jeg hørt før, det er godt at glemme. Det synes jeg ikke at det er. Kun hvis man ikke kan rumme al skræk og sorg.

      Jeg tror man kan rumme skræk og sorg hvis man er i nutiden og virkelig kan skifte erindringerne, sådan at du kalder på dem og ikke omvendt, de kalder på dig.

      Så kan man huske uden at det gør ondt – d.v.s. være i nutiden, se klart forskel på erindring og nutid. Men ellers har du ret, jeg tror der er mange som går fra forstanden fordi de gamle begivenheder skader dem – PTSD, Post Traumatisk Stress Disorder. Det forekommer i mange udgaver, også uden krig.

      Donald

      Thursday, February 11, 2016 at 21:04 UTC

    • Bare så du ved det – jeg måtte skrive kommentaren om et par gange. Det er vanskeligt at finde ord. Jeg håber også at ordene er lidt opmuntrende, det må ikke være en smerte at huske en smerte – og du skriver selv at vi ikke må glemme ofrene Anden Verdenskrig.

      Klem på dig.🙂

      Donald

      Thursday, February 11, 2016 at 21:10 UTC

  2. Gad vide, om det er derfor, man går med kilt i Skot-land: ikke alle er vandtætte?🙂
    Men de skotter (vægge), man sætter i sit sind mellem de forskellige oplevelser, er for mig snarere et forsøg på at holde tingene adskilte, så ikke man kommer til at forveksle årsag og virkning, og dermed forfejler den indsats, der ska til for at bearbejde. Som erfaren, med manifest PTSD, der har krævet psykiatrisk hjælp foruden 5 større indgreb pga et deraf følgende “uroligt hjerte”, ved jeg jo, at man aldrig glemmer, og derfor skal det bearbejdes for at kunne leve med det. Prøv selv: jo mere, du prøver på at glemme f.eks en mavepine, jo mere manifest bliver den, og rigtigt mange piger, især, har på den måde oparbejdet kroniske smerter, der i virkeligheden stammede fra mavepine fremkaldt af en mindreværdsfølelse. Med al respekt: kvinder er jo generelt set “personlige fejlfindere”: stil dem op foran et spejl, og de vil straks vende og dreje sig, indtil de med fryd i stemmen kan sige:” Jeg sagde det jo, dér er en delle, eller en bums, eller…!”
    En mand stiller sig lodret forfra foran spejlet:” Tjahh, bumbum, ikk’ så dårligt, i min alder, og vægtklasse,vel?”
    Skodder kan skydes for, derfor med d.🙂

    AagePK

    Friday, February 12, 2016 at 11:33 UTC

    • Jeg kan godt lide din beskrivelse af kvinder og mænds reaktion på det de ser i spejlet – jeg er tilbøjelig til at give dig ret! V.H. Marianne

      marianne bentzen

      Monday, February 15, 2016 at 10:23 UTC

      • Tak for venligheden, Marianne. Ja, hvad mænd måske mangler i selverkendelse og sund selvkritik, har nogle kvinder jo desværre sommetider for meget af. Nu var mit indlæg jo skrevet i en humoristisk tone, men som lærer har jeg jo observeret og set de piger, som har kørt sig selv ned med overdreven selvkritik.

        AagePK

        Monday, February 15, 2016 at 11:22 UTC

  3. Jeg har læst de muntre og interessante, og positive, kommentarer med fornøjelse.

    Ja jeg tror heller ikke at man nogensinde glemmer, men det er ikke uden problemer at hente erindringer frem på kommando. Således havde jeg stort besvær med at komme i tanke om Finn Abrahamowitz og Rafael Frühbeck de Burgos i hver sin sammenhæng. Jeg kæmper med at huske musik tilstrækkeligt hurtigt mens jeg spiller! Og jeg er på vagt, venter spændt, på den dag hvor min søn fortæller mere om de livstruende situationer, han har været ude for.

    VH./Donald

    Donald

    Monday, February 15, 2016 at 15:49 UTC

    • Man kan, som regel, forbedre sin memorabilitetsevne, eller hvad hukommelse nu hedder på moderne dansk, ved at give personer, ting og sager et tvist: med Rafael til Frühstück in Burgos. Det plejer at hjælpe. Man skal bare passe på: nu bliver det nok ikke aktuelt, men hvis man nu mødte denne person, bør man huske IKKE at tiltale ham således!🙂 Jeg kunne f.eks godt komme til at kalde Donald Trump for Donald Duck. Og hvem er så hvem?
      Som barn lærte jeg salmevers, det hjalp at synge dem inde i hovedet, så er der 2 punkter i hver sin hjernehalvdel, der er aktiv:” Finn Abraham sad i Mamrelund…tra-la-la…”

      AagePK

      Tuesday, February 16, 2016 at 11:37 UTC

      • Ja, jeg bruger også huskeregler – blandt andet for at tillade at daglige rutiner bliver rutiner og at jeg ikke pludselig glemmer nøgler eller kørekort eller penge! Således skal jeg huske at medbringe PPP – Pas Penge Papirer og/eller Briller/Nøgler/Tegnebog — BNT? Bulgarsk Nationalt TV … Det er ikke så sjovt eller nemt at huske som PPP.

        Man skal passe på, ja, selv familie kan, hvis den er fjendtligt indstillet, begynde at gøre nar ad disse remser eller opfatte dem som noget mystisk – “han er underlig” syndromet kan være vanskeligt at komme ud over.:mrgreen:

        Donald

        Tuesday, February 16, 2016 at 12:53 UTC


Comments are closed.