Shakespeare fylder ca. 452 år
Forvånet over at det blev omtalt at 2016 var et Shakespeare år brugte jeg Google til at søge på //Shakespeare Jubilee// og fik minsandten fat i en Wikipedia artikel om en begivenhed i 1769 i Stratford on Avon, hvor Shakespeare hørte hjemme.
The Shakespeare Jubilee was staged in Stratford-upon-Avon between 6–8 September 1769. The jubilee was organised by the actor and theatre manager David Garrick to celebrate the Jubilee of the birth of William Shakespeare, although it was in 1616 when he died. It had a major impact on the rising tide of bardolatry that led to Shakespeare becoming established as the English national poet. Thomas Arne composed the song Soft Flowing Avon for the Jubilee.
Stratford was at the time a town of around 2,200. Garrick, Britain’s most famous Shakespearean actor and influential theater owner-manager, had the idea for the Jubilee when he was approached by the town’s leaders who wanted him to fund a statue of Shakespeare to stand in the Town Hall. Garrick planned a major celebration with major figures from London’s cultural, political and economic world attending. He oversaw the construction of a large rotunda, based on the one in Ranelagh Gardens in London, which could hold 1,000 spectators.
Garrick var en dygtig mand, og det er alt sammen meget interessant, men der var ingen forklaring på årstallet, 1769? !!! !!! !!! ???
Måske blev Shakespeare født i 1569? Nej han blev døbt i 1564! Nå men der er jo nok en årsag, enten vidste man ikke hvornår han blev født, troede det var 1569, eller også havde man bare brug for en fejring! Det er OK med mig.
Derimod er jeg ikke så begejstet for at man fejrer dødsår; at 2016 bliver fejret som Shakespeare år lyder for mig som om man var glad for at han døde.
Fra musikkens historie kender vi til kunstnere, som var glemt i mange år, fx. Vivaldi, og som i 1950’erne blev “berømt” igen pga. en indspilning med særlig kunstnerisk integritet (Philips, I Musici-indspilningen med Felix Ayo som solist). Shakespeare blev åbenbart også “hevet frem af glemselen”?
I radioudsendelsen, som nævnte Shakespeare, blev diskuteret hvad det er ved Shakespeare, som gør at hans stykker bliver opført igen-og-igen.
Kronborg set fra aktivitetscenter for ældre i Helsingør, Nordhavnsvej
Det tidligere Helsingør Skibsværft, der byggede glimrende isbrydere og storebæltsfærger, er nu blevet til kulturhus og bibliotek, og museum, en god nabo til Kronborg (indgang til Kronborg for enden af vejen på billedet)
Shakespeare år i Danmark: Blandt andet kan se King Lear på Det Kongelige Teater (gid det var på det rigtige teater, såkaldt “Gamle Scene” som vel engang har været ny) fra Februar, og at Helsingør med Kronborg, Hamlets hjemby blev der vist sagt! også planlægger aktiviteter.
Skriv løs 
Jeg giver dig fuldstændig ret i din mening om fejring af dødsår.
Er det så mystisk, hvad det skyldes, at man bliver ved med at opføre Shakespeare? Det må da være kombinationen af dybdeborende karakterskildringer, sproglig slagkraft, høj poetisk kvalitet og en skuespillers sans for dramatisk virkning.
Rasmine
Thursday, December 31, 2015 at 9:44 GMT+0000
Ja, jeg er enig, dybdeborende karakterskildringer – ved replikkerne står menneskene (karaktererne, persongalleriet) levende for os. Men det, som nogle litterater undrer sig over, er hvorfor alle de andre er glemt, eller rettere, ikke opføres så ofte – hvordan opnår Shakespeare at blive så meget bedre? 🙂
Donald
Thursday, December 31, 2015 at 11:38 GMT+0000
Heller ikke så svært. Han havde simpelthen et talent, der var så meget større 🙂
Rasmine
Thursday, December 31, 2015 at 12:38 GMT+0000
Ja det er jo så en anden sproglig formulering af at man husker og bevarer Shakespeare som aktiv dramatiker, men man har lov at spørge ind til hvordan dette talent ytrer sig, hvordan kan det være, at indledningsscenerne til Julius Caesar rummer så mange konflikter og følelser, at man får et indre billede af mændene?
Donald
Thursday, December 31, 2015 at 14:57 GMT+0000
Shakespeare stod åbenbart i en god skole. Allerede i samtiden var der jo vilde diskussioner om, hvem der havde kopieret hvem, og hvordan Shakespeare kunne have opnået det intime kendskab til personer og geografiske steder fordelt over det meste af Europa. Francis Bacon blev tidligt nævnt, man taler om baconister, der forfægter Bacon-teorien, og derfor serveres der ikke bacon i Stratford på Shakespeares dåbs- og dødsdag. 🙂 Ifølge upålidelige kilder.
Der var andre playwrights i samtiden, ifølge Gary Taylor, der pt nok anses for en særdeles samvittighedsfuld forsker på området, og co-editor på Oxford University Press’ The Oxford Shakespeare. En af dem var Robert Greene, som af nogle udpeges til modellen for figuren Falstaff: Greene har skrevet sammen med Shakespeare, ligesom Christopher Marlowe, Thomas Nashe og Georg Peale. Alle var universitetsuddannede, hvilket ifølge Greene hævede dem over Shakespeare, der ingen uddannelse havde:” beautified with our feathers …” skriver Greene i en pamflet: “Groats worth of Wit” – for en skilling vid. Altså, iflg. Greene smykkede Shakespeare sig med lånte fjer.
Men han glemmer nok, at Shakespeare gik i en privatskole, der i udstrakt grad baserede undervisningen på klassisk romersk og græsk litteratur. Derudover stod der allerede på det tidspunkt en del encyklopedier til forfatteres rådighed. Desuden er det jo Williams kendemærke, at personer og handlinger lader hånt om tid og sted. Men at han har lært af sine kolleger, kan der ikke være tvivl om. De vidste, hvad der solgte, Greene tjente, og forødte, små formuer. Og døde fattig.
Jeg læste en gang en artikel, der på troværdig vis ledte hen til en ung adelsmand af højeste byrd som forfatteren bag Shakespeare: han havde brug for en frontfigur for ikke at ødelægge sit ry, og risikere halsen, ved den kritik af regeringsmagten, der tydeligt kommer til udtryk i flere stykker: en simpel borger, som Shakespeare, var mindre troværdig, og derfor ikke så udsat for repressalier fra kongemagtenr; men pokkers, jeg kan ikke huske navn eller kilde.
AagePK
Thursday, December 31, 2015 at 15:08 GMT+0000
Edward de Vere, den 17. jarl af Oxford, en vidt berejst poet, skuespilforfatter ved Elizabeths hof: der var han.
Sjovt nok, i “Han, hun og godset” hedder Han også de Vere, Richard de Vere.
AagePK
Thursday, December 31, 2015 at 16:21 GMT+0000
Den teori om at Edward de Vere havde skrevet stykkerne, har jeg også hørt om, men det var i en udsendelse, som mente at den teori var tilbagevist, og at den skyldes samme trang som den, der tilskriver H.C. Andersen en genial eller kongelig fader, så hans egen skomager-far kun var en (til tider) rar papfar.
Men argumentationen på begge sider er stærk:
https://en.wikipedia.org/wiki/Oxfordian_theory_of_Shakespeare_authorship
The most compelling evidence against the Oxfordian theory is de Vere’s death in 1604, since the generally accepted chronology of Shakespeare’s plays places the composition of approximately twelve of the plays after that date. Oxfordian researchers respond that the annual publication of “new” or “corrected” Shakespeare plays stopped in 1604, and that the dedication to Shakespeare’s Sonnets implies that the author was dead prior to their publication in 1609.
Donald
Thursday, December 31, 2015 at 20:37 GMT+0000