Archive for December 25th, 2015
Familietraditioner – om at samle appetit
De ting man husker, har ofte brændt sig fast i erindringen, fordi de betød noget særligt, måske uden at man rigtig har gjort sig det klart.
Min mor gjorde sig stor umage for at alt skulle være i orden i den rigtige danske juletradition.
Min far, som havde svigtet hende, men alligevel var med til jul, havde ikke rigtig noget at lave og sad i sofaen og undrede sig over at min mor ikke satte sig ned og slappede af.
Første Juledag holdt vi (i nogle år) Julefrokost, det var en tradition man havde i min fars familie, kunne jeg forstå, rester af gåsen og nogle andre ting udgjorde et lækkert måltid, og det var en fornøjelse for min far at finde små kødstykker på skroget af gåsen. Når han så havde spist første runde, så var han jo mæt. Så sagde han “nu samler jeg appetit” (til at spise videre, enten det nu var en salat eller desserten).
Det syntes min mor var komisk. Det er måske mere tydeligt i en tid med fedmeepidemi.