Archive for December 2015
Shakespeare fylder ca. 452 år
Forvånet over at det blev omtalt at 2016 var et Shakespeare år brugte jeg Google til at søge på //Shakespeare Jubilee// og fik minsandten fat i en Wikipedia artikel om en begivenhed i 1769 i Stratford on Avon, hvor Shakespeare hørte hjemme.
The Shakespeare Jubilee was staged in Stratford-upon-Avon between 6–8 September 1769. The jubilee was organised by the actor and theatre manager David Garrick to celebrate the Jubilee of the birth of William Shakespeare, although it was in 1616 when he died. It had a major impact on the rising tide of bardolatry that led to Shakespeare becoming established as the English national poet. Thomas Arne composed the song Soft Flowing Avon for the Jubilee.
Stratford was at the time a town of around 2,200. Garrick, Britain’s most famous Shakespearean actor and influential theater owner-manager, had the idea for the Jubilee when he was approached by the town’s leaders who wanted him to fund a statue of Shakespeare to stand in the Town Hall. Garrick planned a major celebration with major figures from London’s cultural, political and economic world attending. He oversaw the construction of a large rotunda, based on the one in Ranelagh Gardens in London, which could hold 1,000 spectators.
Garrick var en dygtig mand, og det er alt sammen meget interessant, men der var ingen forklaring på årstallet, 1769? !!! !!! !!! ???
Måske blev Shakespeare født i 1569? Nej han blev døbt i 1564! Nå men der er jo nok en årsag, enten vidste man ikke hvornår han blev født, troede det var 1569, eller også havde man bare brug for en fejring! Det er OK med mig.
Derimod er jeg ikke så begejstet for at man fejrer dødsår; at 2016 bliver fejret som Shakespeare år lyder for mig som om man var glad for at han døde.
Fra musikkens historie kender vi til kunstnere, som var glemt i mange år, fx. Vivaldi, og som i 1950’erne blev “berømt” igen pga. en indspilning med særlig kunstnerisk integritet (Philips, I Musici-indspilningen med Felix Ayo som solist). Shakespeare blev åbenbart også “hevet frem af glemselen”?
I radioudsendelsen, som nævnte Shakespeare, blev diskuteret hvad det er ved Shakespeare, som gør at hans stykker bliver opført igen-og-igen.
Hvem har opfundet betegnelsen orangerødder?
Orangerødder? Det er gule rødder, som er mere røde end gule. OK røderødder er ikke lige den bedste betegnelse.
Men er orangerødder en kendt betegnelse for små gulerødder, som er så små og søde, at man ikke behøver at skrælle dem? På de fleste grøntsager sidder vitaminerne lige under skrællen, så det er meget godt at man kan spise dem uden at skrælle.

Orangerødder står der på violet baggrund – normal pris 10 kr. pakken – er det produktudvikling eller er det en gammel tradition?
Hvis man skræller dem, forsvinder det lille “bid” i smagen, som de har, disse herlige grøntsager. Normale gulerødder (rødder af have-gulerod, Daucus carota ssp. sativus, en gammel kulturplante som stammer fra Asien) – skal skrælles for at smage godt rå. En dansk Google-søgning på //orangerødder// giver mange billeder af små gulerødder samt en forklaring om at orangerødder er almindelige gulerødder.
PS Der arbejdes med oprydning, rengøring og madlavning her i huset – I’ll be back!
Udsigt fra Færgeterminalen i Helsingør
Jeg synes dette billede skulle have en chance. (Det kom ikke med sidste mandag efter Tandlægebesøget i Helsingborg.) Man går fra billetkontoret ad en svævende glas-tunnel som grise til truget (færgen) men på vejen har man en guddommelig udsigt over Øresund.
Skal børn have lov til at lave ulykker? Skal IT-chefer have lov at lave ulykker?
Denne lille historie om AagePK’s tidlige bygge-interesse fik mig til at lette af stolen af grin:
[…] Allerede som knægt var jeg meget interesseret i byggehåndværket: den danske børnehave, der blev indrettet i lejligheden under os i Slesvig, blev lidt forsinket. Jeg havde jo set, hvordan maleren blandede pulver i sine spande, så når han var gået, “hjalp” jeg ham ved at spæde op med et gråt pulver, jeg fandt i murernes sække; dem hjalp jeg til gengæld ved at fylde de huller, der var i gulvet ned til kælderen, så man ikke skulle falde ned derigennem. Hvorfra skulle jeg lille 5 års knægt vide, at det grå pulver hed cement, og hullerne var ikke farlige, men beregnet til afløb for de små børnetoiletter? Men maleren skulle altså i byen efter nye pensler og maling, og murerne ned på deres grædende knæ og lave nye huller.
Shit happens. When I’m around, anyway! 🙂
Jeg vil holde på at børn skal have lov at lave ulykker, som ikke er alvorlige ulykker. Der er et eller andet med at være på egen hånd: Hvis de erfaringer, man får, er helt ens egne, altså ikke hvor man er skubbet lidt i den ene eller anden retning, pas nu på, se godt efter osv, – så begynder man at kunne se de større perspektiver.
Måske er det irrelevant, men Aages historie fik mig til at tænke på, at hvis man nu satte Statens IT-chefer til at lege i en IT-kravlegård hvor de skulle lave et lille IT-system ud af “præfabrikerede” byggeblokke, så kunne man måske få dem til at være mere omhyggelige med udlicitering. (Gå til skrivefelt …)
Afbureaukratisering – murbrokker, stenpriser og hovedbrud
Det er måske ikke lovgivning, byggeregler og godkendelser, som gør at færre bygger hus selv. I 60’erne var der som bekendt en bølge af selvbyggere, som byggede ganske udmærkede huse af gasbetonsten og andre dengang moderne materialer.
Skrivefelt …
Read the rest of this entry »
Reparation, forbedring, forebyggelse
Jeg havde netop fået repareret taget, men så kom Stormen Gorm og skubbede tagstenene ned igen. Forleden sendte forsikringsselskabet en mand fra firmaet MD-Byg for at se, hvor stor stormskaden på mit tag er. Det drejer sig om 11-14 tagsten i yderste række, som er forskubbet. Jeg spurgte, om ikke man burde sikre taget på en anden måde når det nu hele tiden sker igen?
Nej – det kan ikke betale sig, sagde manden. Jeg skulle såmænd bare selv tilkalde Tommy Tømrer (jeg tror han mente at det ikke kan betale sig at bruge forsikringsselskabets tømrer, jeg har selvrisiko, så jeg kommer jo til at betale selv).
Der tales for tiden om at et hus ikke kan deltage i stormflods-puljen, hvis det bygges i et område, som kan oversvømmes ved stormflod, som fx. de lave områder ved Holbæk og Isefjorden, eller lave områder langs Limfjorden, som fx. i Struer, og lignende steder.
I alt råder stormflodspuljen i øjeblikket over 300 millioner kroner.
Slår de penge ikke til, har puljen mulighed for at låne 200 millioner kroner af staten, så den samlede sum kommer op på en halv milliard, oplyste underdirektør Torben Weiss Garne i brancheorganisationen Forsikring og Pension i dagene efter stormens hærgen.
– Puljen er en statslig ordning, hvor alle med brandforsikring på hus og indbo betaler 30 kroner over forsikringen til puljen. Derfor kommer der hele tiden nye penge ind i puljen, sagde Torben Weiss Garne, som er forsikringsbranchens repræsentant i Stormrådet.

Huset her er bygget på sandgrund ved en mose, men ligger dog så meget højere end mosen, at der ikke er fare for oversvømmelse – huset ligger ved Heatherhill og som man kan se er det ved at blive totalombygget
Det lyder som en indlysende fornuftig regel.
Men antallet af regler for, hvad man må og ikke må, er nu så stort, at jeg tror de færreste vil gøre som Frisør Rasmussen, bygge sig eget hus.
Familietraditioner – om at samle appetit
De ting man husker, har ofte brændt sig fast i erindringen, fordi de betød noget særligt, måske uden at man rigtig har gjort sig det klart.
Min mor gjorde sig stor umage for at alt skulle være i orden i den rigtige danske juletradition.
Min far, som havde svigtet hende, men alligevel var med til jul, havde ikke rigtig noget at lave og sad i sofaen og undrede sig over at min mor ikke satte sig ned og slappede af.
Første Juledag holdt vi (i nogle år) Julefrokost, det var en tradition man havde i min fars familie, kunne jeg forstå, rester af gåsen og nogle andre ting udgjorde et lækkert måltid, og det var en fornøjelse for min far at finde små kødstykker på skroget af gåsen. Når han så havde spist første runde, så var han jo mæt. Så sagde han “nu samler jeg appetit” (til at spise videre, enten det nu var en salat eller desserten).
Det syntes min mor var komisk. Det er måske mere tydeligt i en tid med fedmeepidemi.
Flygtninge hopper af bussen, hed det i nyhederne her til morgen
Mens jeg langsomt vågnede her til morgen hørte jeg en udsendelse med Jacob Levinsen, som fortalte om holdning til flygtninge i Sverige, og om hvordan der er et over- og et underSverige, førstnævnte socialgruppe kan ikke fordrage bønderne i Skåne. Og det var helt forbudt at tale om flygtninge-kvoter eller andre ting, som vedrører kulturforskelle. Derfor vandt Sverigesdemokraterne (et fremmedfjendskheds-parti) frem.
Han fremhævede at det var et paradox i et Feminist-Sverige, at man har indvandrerkvinder, som ikke må forlade hjemmet uden at være ledsaget af en mand.
De flygtninge, som var hoppet af bussen, ville bo i Malmö, og ikke i de Svenske skove, hvor de mente at de ville blive forfulgt af fremmedhad. Måske har de frygtet at det var en arbejdslejr, måske havde de slægtninge i Malmö.
Det meste af, hvad der blev sagt i udsendelsen, var udtryk for lokale perspektiver, det er som om de fleste mennesker i den beretning har svært ved at se længere end til deres kommunegrænse. Det er også OK. Men der må gerne være et modspil, et større perspektiv, som omfatter både WWI, mellemkrigstid, Holocaust, grænsedragning i Mellemøsten, Jerntæppet, oliepriser mv.
Vi er nogle stykker, som hårdnakket ser noget positivt i at vi kan tale om vores samfund, og at vi nu har en chance for at genopdage humanisme, filosofi og herunder retsfilosofi.
Juletransport-VIII: Frustrerende færgesejlads fragter feriegæster

Færgebilletten er købt – med pensionistrabat, denne gang skulle jeg ikke dokumentere at jeg er ældre end 65 – måske er der sket noget med udseendet?
Jeg har noget tilfælles med Svante. Jeg står ofte og stirrer over mod Sverige – og længes mod højere bjerge.
Når jeg sejler med færgen, forestiller jeg mig at færgemanden en dag fik lyst til at sejle til Hveen i stedet for. Eller måske til Anholt? Eller Halmstad. Men det må han ikke.
Turen over Øresund tager 20 min. og det er hurtigere end at køre over Øresundsbroen (egentlig Kastrup-Limhamn Broen).
Og trods at det er en lille fast færgetur er det på tværs af et af verdens tættest befærdede søveje (sea lanes, som feriegæsten, der skulle over og besøge sin Engelske datter, sagde) ser det meget øde ud, når man ser ud over sundet i retning nord eller syd, som her, mod Hveen:

Et kig mod Hveen – Øen som en overgang havde glemt Tycho Brahes omhyggelige målinger af planeternes bevægelser

Landgangstunnelen er dekoreret med gran – ih tak Scandlines det er OK det kun er på den Svenske side i terminalbygningen, tegnet af Utzon’s søn

Så er jeg fremme ved gaden, hvor den svenske tandlæge har reddet mine tænder fra alt for hurtigt forfald (to implantater – elektrisk tandbørste og en meget omhyggelig tandrensning)

På hjemturen blæser det op, – så meget at jeg pludselig fornemmede at kameraet var ved at blive rystet ud af mine forfrosne hænder, men jeg måtte lige have et billede af det forjættede land Sverige
======================================================================
Ja, jeg er jo faktisk godt klar over at Sverige ikke er så meget anderledes sammenlignet med Danmark. Men alligevel, der er bedre plads. Og rigtig sne om vinteren.