Tøm Papirkurven

… og se nu at få det sagt ordentligt

Den Gode Stedmoderblomst

Den nylige pseudonyhed om at børn kan få deres DNA matched imod en DNA database over mennesker og sæd-donorer, og derved finde deres biologiske ophav, er værd at skrive hjem om. En pige (eller kvinde), som blev interviewet, forklarede hvor meget det fyldte i hendes tanker at hun biologisk set ikke var i familie med forældrene.

De smukke lyseblå stedmoderblomster, som jeg satte i krukker i sommer, har i en af krukkerne overlevet det første efterår og har skudt igen

Krukkerier: De smukke lyseblå stedmoderblomster, som jeg satte i krukker i sommer, har i en af krukkerne overlevet det første efterår og har skudt igen

I TV (“Aftenshowet”) var Hella Joof gæst og fortalte om den oplevelse at se, hvor anderledes hun var i forhold til sine adoptivforældre og alle venner, bekendte, kammerater mv. Hun havde forstået noget mere om sig selv ved at forstå sit biologiske ophav, jeg kan ikke huske helt hvordan og hvor meget.

Heldigvis er der også beretninger om, at en pleje- eller adoptivfamilie kan være bedre end det biologiske ophav. Jeg tør slet ikke åbne en blogg-diskussion (som jo er kort og fyndig) om hvor mange børn, der lider under omsorgssvigt fra deres biologiske forældre.

Men jeg tror at både sproget (man taler om at være sine forældres kød og blod) og de små reaktioner i det daglige liv kan være udslagsgivende i om adoptivbørn føler sig som rigtige børn eller som “et fremmedelement, der er accepteret”.

Har sproget en overflade og en understrøm? Hvor meget styrer vi understrømmen?

Written by Donald

Friday, November 20, 2015 at 12:34 UTC

Posted in Liv

Tagged with ,

11 Responses

Subscribe to comments with RSS.

  1. Det er et stort tema du tar opp, men jeg skal likevel fatte meg litt i korthet.
    Ja, til det spørsmål 1.
    Kan styres, men gjøres ikke ofte nok, til spørsmål 2.
    Klem på deg🙂 ❤

    Mormor

    Friday, November 20, 2015 at 15:05 UTC

    • Takk Mormor! Yess, der er en understrøm i sproget, men så må den jo også kunne betyde om børn føler sig velkomne og accepteret mere end bare som stedbørn. Skuespillere kan (næsten) styre det.

      Det er nok ikke ja-nej spørgsmål🙂 ♥ ❤

      Klem på dig🙂

      Donald

      Friday, November 20, 2015 at 16:46 UTC

  2. Jeg kan ikke svare på dine to spørgsmål, men kan fortælle noget: Jeg er selv adopteret, og har altid vidst det. Fx blev der i min tidlige barndom holdt to “fødselsdage”, en den dag jeg er født og en den dag de hentede mig på børnehjemmet, hvor jeg var 2½ år. Der har aldrig været mystik om det, og det er jeg glad for.

    Jeg har som voksen mødt begge mine biologiske forældre og det er jeg glad for. Jeg bryder mig ikke om dem, men alligevel er jeg glad for at have mødt dem. De fleste adoptivbørn tror, at deres mor er fx filmstjerne i Hollywood. Min mor lavede et eller andet med nogle checks på ATP i Hillerød. Jeg kan ikke huske, hvad min far lavede. Vi er meget forskellige mennesker, og vi kunne ikke få en relation til at fungere. Vi prøvede gennem nogle år men måtte tilsidst give op. Jeg har det dog godt med at have prøvet, for det maner en masse spøgelser i jorden.

    Stegemüller

    Friday, November 20, 2015 at 15:48 UTC

    • Jeg kan heller ikke svare, Stegemüller! Jeg tror ikke det er ja-nej. Uanset om man er født af sine egne forældre eller ej kan man godt føle sig misforstået og udenfor nogle gange. Min ex siger at det hænger sammen med at være den yngste af to (det både hun og jeg) men der må være mange forklaringer.

      Sproget betyder meget tror jeg. Din rare far (som adopterede dig) må have været en mand med styr på udtrykket.🙂

      Mange tak for din kommentar!🙂

      Donald

      Friday, November 20, 2015 at 16:49 UTC

  3. Jeg kan ikke rigtigt forstå det her: at være sine forældres kød og blod kan være udslagsgivende i om et adoptivbarn føler sig som et rigtigt barn … men jeg prøver: Jeg går ud fra, at du mener, at i det øjeblik, et adoptivbarn har mødt sine biologiske forældre, vil et adoptivbarn først føle, at det eksisterer, fordi det nu har mødt sit ophav. Er det rigtigt forstået?

    I Frankrig noterede den tyske værnemagt, at dens soldater var årsag til 200.000 fødsler, rundt regnet. I Danmark 15.000, i Norge 10.000. Alle soldater i de besættende enheder blev opfordret til at meddele, når de var blevet fædre, værnemagten ville påtage sig alle økonomiske forpligtelser.

    Desværre satte både den norske, den danske og den franske stat sig efter krigen imod al kommunikation mellem børn og fædre, og vi har hørt den ene hjerteskærende historie efter den anden, bl.a. Lotte Tarps. Til gengæld: når disse børn på trods af vanskelighederne finder deres far, og hans familie, er det som hovedregel en forløsning for alle parter.

    Heroverfor står børn, hvis identitet er blevet stjålet, fordi den danske stat tillader anonym sæddonation, ja, ovenikøbet, på trods af underskrevet tilslutning til FNs børnerettigheds-erklæring, modsætter sig barnets selvindlysende ret til at kende sin oprindelse. Det har afstedkommet, at vi bl.a ikke kender antallet af børn efter Peter Lundin, og Heine Nielsen, to forbrydere med forvaringsdomme, og storleverandørere til Cryos.

    For slet ikke at snakke om problemet med blodskam og indavl, når man nu ikke må få at vide, hvem man er, og hvem ens søskende er. Og det ER sket!

    Jeg husker det fortvivlede blik, fra en pige, der efterlyste sin far, hendes mor var blevet insemineret med “hjælp” af fru Stork, en jordemoder, der så det som sin opgave at give lesbiske par deres “helt egne” børn, uden far. Selv pigens mor måtte indrømme, at det ikke var i orden over for sit barn, men da var det for sent.

    Derudover husker jeg et interview med en kvindelig skoleinspektør: hun var blevet adopteret, havde vidst det “altid”, fordi hendes forældre altid fremhævede, at hun var blevet valgt til. Hun havde også fred i sjælen, fordi hun derigennem havde fået det selvværd, man ikke kan leve foruden.

    AagePK

    Friday, November 20, 2015 at 17:25 UTC

    • Jeg skulle have tænkt mere over formuleringen, AagePK, men jeg er oftest i tidnød. Egentlig skriver jeg bedst, når jeg kan skrive om og om igen – medmindre jeg er meget klar over tankernes variationer og har prøvet at forklare ting og sager tidligere. Jeg var nødt til at rette lidt. Med “rigtigt barn” mente jeg som du gættede “at føle at man rigtig eksisterer” eller måske bedre, at man kender sin biologiske linie.

      Jeg havde to emner i tankerne:

      1) sproglig fornemmelse som kan få adoptivbørn til at føle at de ikke er af samme “kød og blod” som deres forældre, fordi sproget netop rummer ord som “han slægter sin far på” og “blod er tykkere end vand” mv. + en masse underforståede betoninger, som gør at adoptivbarnet på et tidspunkt føler at forældrene ikke tiltaler og/eller skælder ud på samme måde som andre forældre … Sproget betyder meget for hvordan vi danner vores virkelighed.

      2) den visuelle forskel, som Hella Joof og andre cognac- og chokoladefarvede børn oplever: At være så forskellige fra deres forældre, at der må være noget galt. Hella kunne se, at de andre børn lignede deres forældre mere.

      Når adoptiv- eller “donor”børn bliver store nok til at forstå sammenhængen, er der nogen, der, som du siger, føler sig uden identitet, fordi den danske stat har stjålet deres identitet. Jeg husker også “stork” historien, og der var en lignende fornylig (i DR1 Aftenshowet) med det tillæg, at storken (donoren) i dag somme tider kan findes via DNA match med en database over donorer (som har indvilliget, går jeg ud fra). Men pigen i udsendelsen havde ikke fundet et match.

      Jeg kunne også henvise til “Sporløs”, hvor man fornemmer hvor meget det betyder for nogle mennesker at finde deres ophav. Deborah på websiden http://deborah.dk/ har forgæves søgt efter sin biologiske far, og har til gengæld glædet sig over sin livs-far, som har gjort det godt.

      Donald

      Friday, November 20, 2015 at 19:22 UTC

  4. Jeg så et par af “Sporløs”-udsendelserne i sin tid, men forstod ikke, hvorfor det er så vigitigt at kende sine biologiske forældre, hvis man ellers er blevet behandlet anstændigt af sine adoptivforældre. Derfor kan jeg heller ikke forstå, hvorfor man skal vide det, hvis man er adoptivbarn (og ikke har et stærkt afvigende udseende) – det må da netop skabe uro og identitetsproblemer.

    Derimod kan jeg godt forstå de biologiske forældres trang til at vide noget om deres børn, men hvad så med hensynet til de sagesløse børn? Efter min mening må de biologiske forældre stå ved deres (mere eller mindre frivillige) valg og afstå fra at bryde ind i deres bortadopterede børns liv. Desuden er det ikke fair over for adoptivforædrene.

    Dette fra en, som – så vidt vides – gennem et langt liv kun har truffet et eneste adoptivbarn.

    Rasmine

    Saturday, November 21, 2015 at 9:01 UTC

    • Der er flere forskellige varianter af “Sporløs” udsendelserne, fordi folk er forskellige; generelt drives de af at børnene ønsker at se deres biologiske ophav. Prøv at se AagePK’s kommentar ovenfor.

      Hvis vi nøjes med at se på det søgende barn i første omgang, så kan der være et drive mod biologisk ophav, som skyldes utilfredshed med egen familie (adoptivfamilie) og en tro på at hvis man mødte “sit eget kød og blod” ville der være en umiddelbar forståelse, en slags samhørighed, fordi det antages, at en forælder ikke vil hundse med et barn, som ligner forælderen selv.

      Denne antagelse kan være mere eller mindre baseret på udseende – og i den ende, hvor udseendet er så tydeligt forskelligt, at alle kan se det (mulatter, vietnam-børn er de kendteste exempler) dér behøver der ikke at være en fornemmelse af at forældrene “lissom ikke rigtig” accepterer deres adoptivbørn (fordi også de hele tiden mindes om at det biologiske udspring er forskelligt og de ikke kan overse det og indvendigt, i deres sjæl, ikke kan se et højere formål med at glemme biologiske forskelle, – lad os bare sige at der trods benægtelse og positive holdninger kan være en rest race-diskrimination tilbage i os alle sammen, eller bare en ufortrolighed med mennesker af forskellig hudfarve).

      En anden variant af “Sporløs” er, at det nu voksne barn er mere bekymret for forældrene end for sig selv; i værste fald er det en skyldfølelse – om de biologiske forældre nu også har det godt eller er ved at dø af fattigdom (typisk hvis man stammer fra et fattigt land) – om man kunne have gjort noget for den mor, som har båret én, da man blev til.

      — oooOOOooo —

      Men så kom der i de sidste par år en anden grund til:

      Man kan biologisk/genetisk være disponeret for nogle sygdomme, og det kan være ganske vigtigt at vide noget om det – jeg er ikke bekendt med genetisk betingede sygdomme, men alene siden sæddonationen blev gjort er der formentlig kommet ny viden til. Jeg tænker slet ikke på organdonation og den slags.

      Donald

      Saturday, November 21, 2015 at 9:53 UTC

  5. Min forudsætning var anstændige adoptivforældre, og at barnet ikke ser for anderledes ud.
    Under den forudsætning fastholder jeg, at det må være bedst for både adoptivforældre og adoptivbørn, at børnene ikke ved, at de er adoptivbørn.

    Om det kan være vigtigt at vide noget om genetisk disponering for sygdomme, har jeg ikke forudsætninger for at bedømme, men umiddelbart kan de vel ikke afværges eller helbredes, fordi man har kontakt med sine biologiske forældre – eller hvad?

    Rasmine

    Saturday, November 21, 2015 at 10:55 UTC

  6. Der er altid en eller anden venlig sjæl. der nok skal fortælle barnet, at det er adopteret: det går igen i flere adoptivbørns beretninger. Tit nok med den tilføjelse:” Du er jo tydeligt nok ikke en af vore egne, sådan som du har udviklet dig!”
    I andre tilfælde i det øjeblik, hvor den sidste adoptiv-forælder døer, og der rydes op i papirerne. De nye arverettigheds-love gør det heller ikke nemmere at skjule forholdet.
    Og for homo- eller lesbisk adopterede, eller inseminerede, er der jo slet ikke nogen tvivl for barnet.
    Men uanst hvordan man vender eller drejer det: Danmark har skrevet under på FNs børnerettighedskonventionen, og ifølge den har ethvert barn ret til at kende sit biologiske ophav, og ingen har ret til at stjæle barnets identitet, ved f.eks at foregøgle det en anden. Og den rettighed er indført på baggrund af 2.Verdenskrigs erfaringer med i 100-tusindvis af krigsbørn: russiske, tyske, franske, danske, norske, japanske osv, osv, osv: alverdens soldater har efterladt børn mange steder. Og de leder den dag i dag. Selv om deres adoptivforældre har været nok så anstændige. De har følelser, og det må man respektere. Uanset. Følelser er vi ikke herrer over, de kan slå en ihjel. Derfor skal de frem i lyset, og bearbejdes, og helst ryddes af vejen, ved at få syn for sagn. Og her har Sporløs virkeligt vist vejen i langt de fleste tilfælde: flere af børnene har da givet udtryk for, at de på denne måde, fordi de er blevet hjulpet i deres søgen af netop anstændige adoptivforældre, har 2 sæt forældre, som de elsker og respekterer lige højt.
    Læg også lige mærke til, at de biologiske forældre flere gange er blevet snydt af sygehus- eller børnehjemspersonale, der for ussel mammons skyld uden accept har bortadopteret børnene, det har der været en del eksempler på: Colombia, Ungarn, Thailand: skurkene er internationale.

    AagePK

    Saturday, November 21, 2015 at 13:14 UTC

  7. Jeg kan godt forstå at man har haft en situation som Rasmine beskriver den i tankerne.
    Men det er som AagePK beskriver det umuligt at holde det hemmeligt for evigt.
    Og man skal respektere følelserne. Jeg kunne godt lide at Hanne Stegem. havde to fødselsdage!🙂 Det er måden at gøre det.

    Donald

    Saturday, November 21, 2015 at 14:34 UTC


Comments are closed.