Tøm Papirkurven

… og se nu at få det sagt ordentligt

Vinterlandskab af van Ruisdael

Vinterlandskab, Holland ca. 1650, malet af Jacob van Ruisdael

Vinterlandskab, Holland ca. 1650, malet af Jacob van Ruisdael

Violin- og guitarbygger Anders Thomsen fortalte mig engang om malermiljøet i København. Anledningen var, at en afdød malers enke ville forære hans samling af klassiske guitarnoder væk. (Jeg må se at få givet den samling videre.) Denne maler, Einar, var ko-maler, og havde kunnet gengive dyrenes karakter. Det var en efterspurgt evne (hvilket var nyt for mig, en bydreng).

Thomsen fortalte også at der skam var specialisering i kunstmalerfaget, nogle landskabsmalere overlod til figurmalere at lave personer i landskaberne. At få en flade til at ligne et landskab med dybde kræver indsigt i farver og perspektiv, mens figurer kræver noget helt andet.

Da jeg nu så i TV i DR1 Vores Vejr at det var sidste dag for lystsejlerne og at sommeren officielt er slut pr. September, kom jeg til at tænke på de smukke landskaber, børn som leger med sne, skøjteløb på de Hollandske kanaler og på van Ruisdael, hvis billeder somme tider overraskede ved deres størrelse og med en stor smuk himmel over en stribe land forneden i billedrammen. Jeg måtte se, hvad man skrev om det (somme tider tager jeg billeder, der er mere himmel end landskab). Som ungt menneske så jeg billeder af van Ruisdael på forskellige kunsmuseer i Göteborg, Amsterdam, Paris og København, og jeg undrede mig hver gang over hvor meget himmel og hvor lidt jord! smukt var det. Hvad er det han kan?

Der er mindst to Jacob van Ruisdael. Dette billede er af Jacob Isaacz van Ruisdael, 1629-1682, nogenlunde samtidig med Rembrandt, og den mest skattede af Ruisdael-familien.

Jeg har fundet dette landskabsbillede via Google – og jeg måber, når jeg ser hvor meget man kan med Google Image search.

Når jeg ser på det (og sammenligner med andre billeder) kan jeg se at der ikke er bestilt en figur-maler til de mennesker og dyr, som er på billedet.

Et øjeblik, der varer en evighed.

Skrivefelt …

Billedet er lånt – TAK – fra et site, som sælger reproduktioner af gode billeder, Van Gogh Paintings.com

Written by Donald

Friday, September 11, 2015 at 22:55 UTC

Posted in Vejr

Tagged with

18 Responses

Subscribe to comments with RSS.

  1. Man kan kun blive begejstret for dette billede. Og tak for bevidstgørelsen af “lidt jord, meget himmel”. Jeg kommer i øvrigt til at tænke på de anderledes vinkler L.A.Ring benyttede i sine malerier. Det kan man sikkert også gøre mere af med fotografier.

    Jørgen

    Saturday, September 12, 2015 at 4:36 UTC

    • Ja jeg bliver også meget begejstret for dette billede. Og ja – L.A.Ring er også et besøg værd, da jeg just nu søgte på Google efter L.A.Ring (painter) så fik jeg nogle meget forskellige billeder. Her er et af dem, man kan sammenligne med Jacob van Ruisdael:

      Donald

      Saturday, September 12, 2015 at 18:59 UTC

  2. Google finner mye for en, også vakre malier og opplysninger om maleren.
    Jeg tror at maleriene “snakker” anderledes til oss enn fotografiene gjør.
    Det bar et vakkert maleri du hadde funnet frem.
    Klem på deg🙂

    Mormor

    Saturday, September 12, 2015 at 6:08 UTC

    • Ja Google finder meget, det ved vi, men alligevel – billed-søgning ser ud som om den er forbedret meget, sådan at Google nu scanner billeder for at se om indholdet svarer nogenlunde til den omgivende text, derved er der flere gode “hits” end før. Fx. får du vinter-landskaber, når du søger på :: Winter landscape

      Tadaaaa!!!

      Klem på dig!

      Donald

      Saturday, September 12, 2015 at 19:00 UTC

  3. Jeg er enig med Jørgen om det med bevidstgørelsen af “lidt jord, meget himmel”; det tror jeg ikke, jeg selv ville have været opmærksom på. Det er spændende at se på maleriet med nye øjne.

    Stegemüller

    Saturday, September 12, 2015 at 8:03 UTC

    • Det er spændende. Kunst er meget interessant at gå på opdagelse i, et billede kan fortælle mere end mange ord. Og hvis vi både finder ord og billeder, så er der bingo😉

      Donald

      Saturday, September 12, 2015 at 19:02 UTC

  4. Den jordiske del er virkelig smuk og burde efter min mening have fyldt noget mere. Billedet kunne måske ligefrem bruges i en psykologisk test …

    Rasmine

    Saturday, September 12, 2015 at 9:14 UTC

    • Du tænker på at himmelen på billedet kunne bruges som en slags rorschack-test, en associations-test? Ja,det er vist det man gør, bevidst og ubevidst, hvis man lægger sig på en høj og kigger op mod himmelen! Smukke skyer, der pludselig bliver til drager, eller flødeskumskager, afhængigt af hvad humør man er i!🙂

      Donald

      Saturday, September 12, 2015 at 19:03 UTC

      • Det kunne man sikkert også, men det, jeg tænkte på, var, om en ‘van Ruisdael-test’ ville vise noget om betragterens psyke ud fra, om det, han/hun lægger mest mærke til, er himlen/skyerne eller selve landskabet – altså det, der ikke er himmel/skyer – eller om begge dele gør lige stort indtryk.

        Rasmine

        Sunday, September 13, 2015 at 6:12 UTC

        • Ja, det kunne være interessant.

          Donald

          Sunday, September 13, 2015 at 10:03 UTC

  5. “Du, Perikles, hvad er kunst? “Kunst er noget, man ikke kan! For hvis man kunne det, var det jo ikke nogen kunst!”
    StormP, efter hukommelsen. Billedet af Perikles og hans makker hang på væggen i verandaen, vor spisestue, i Slesvig. Og der er jo noget om snakken: vi glemmer ofte, at kunstneren skal være en meget dygtig håndværker for at kunne udtrykke sine kunstneriske visioner. Især tidligere skulle vedkommende jo kunne leve af det, og billedet/musikken/skulpturen skulle leve op til markedets krav: først kirken, kongen, adelen, borgerskabet og landboerne havde hver deres behov for kunst, og hver deres tid, hvor de dominerede: vi kan begynde med jægerens besværgelser i hulemalerierne, helleristningerne, faraonernes spin, kirkens billedfortællinger, kongernes fremhævelse af egne fortræffeligheder, bondens ko-billeder. Tyendets kistebilleder må vi ikke glemme: skillingstryk med teksten til skillingsvisen: “En pinsom og sørgelig vise om den dydige jomfru, der blev så grueligt snydt af grevens søn! I 137 vers! Med billeder!”
    Så det var jo ikke så sært, at malerens værksted havde specialister til de enkelte skridt i maleriets færdiggørelse: grunding, himmel, træer, personer osv.
    Også skulptører som Thorvaldsen havde flere specialister, eller elever, beskæftiget med hugning, slibning og finpudsning.
    Men igen: hensigten med kunsten skiftede jo også: kirken ønskede billeder, der fik en til at tænke på, hvordan man kunne efterleve helgener for at komme i paradis; kongen skulle retfærdiggøre sin adkomst til magten, adelen adkomsten til deres vellevned, borgerskabet ønskede belønning for deres indsats, og tyendet f.eks. en sørgelig historie, der kunne trøste dem med, at andre havde det værre, eller fik løn som forskyldt.
    Det er jo faktisk først med “Den nye realitet”, en kunstbevægelse fra Tyskland, at kunstnerne selvstændigt prøver at påvirke betragteren til at tage stilling til livets reale indhold.

    AagePK

    Saturday, September 12, 2015 at 12:54 UTC

    • Åh jeg elskede Perikles. En dag havde jeg glemt nøgle og skulle på toilettet og kunne ikke holde mig og da den rare dame i butikken hvor der var en Perikles-tegning udstillet i vinduet spurgte mig om jeg ikke ville indenfor så måtte jeg jo svare nej tak. Det kunne hun ikke forstå.

      Det med håndværket kan jeg huske illustreret fra en biografi af Thorvaldsen i vore folkeskolelæsebog. Hans far var jo også billedhugger og havde lavet en løve til et gravsted. Den lille Bertel syntes den lignede en hund og rettede på den.🙂 Det kunne far og mor godt se var et talent. Jeg kan ikke huske om faderen var misundelig – eller måske bare lidt benovet🙂 Men han og hans forretning kunne i længden ikke holde på den lille Bertel.

      Det er altså godt at nogle folkemindesamlere har reddet en brøkdel af de skønne skillingsviser!

      Nej der er bestemt ikke noget mærkeligt i at de store mestre havde mange elever, og at landskabsmalere koncentrerede sig om det, de var bedst til! Oh, jeg elsker nogle af de billeder, som udtryk for folkesjælens drøm om fred og bedre afgrøder!

      Den Nye Realitet? Det må vi have et indlæg om – send bare kommentarer og links i forvejen🙂 (Tak hvis du gør) .

      Donald

      Saturday, September 12, 2015 at 19:11 UTC

      • Uha, der kom jeg vist til at fejloversætte: Neue Sachlichkeit, som groede ud af Realismus, må da hedde noget andet, noget med saglighed.
        Men hvis du læser Realismus på tysk wiki, og går tilbage til Dürer, f.eks hans Hare, og derfra til Maria Sibylla Merian, så har du de to kunstnere, der virkeligt gjorde noget ud af at gengive tingene naturtro. Især Merian er spændende: hun har, for mig at se, forandret kunsten at gengive i form af billeder som ingen anden. Fordi hun var videnskabelig, var hun ganske enkelt nødt til at gengive korrekt, om blot det var for at fremstå troværdig. Hun drager som ældre kvinde, 54 så vidt jeg husker, og det var ældre på den tid, ca 1700, sammen med sin 17-årige datter, ind i junglen i Surinam og tegner sommerfugle, deres æg, larver, pupper, og fjender, på deres føde-plante: hun var en videnskabsmand (!) par excellence! Og en gudsbenådet tegner, kobberstikker og kolorist. Rosenborg har en større samling af hendes illustrationer, der gjorde hende højt respekteret i samtiden. Men igen: engelsk eller tysk wiki er et must her!
        Dette går jo hånd i hånd med Diderot og encyklopædisterne, kunsten frigør sig fra magthaverne, indtil biedermeier og victorianismen igen kører på følelserne. Så kommer Neue Sachlichkeit, igen en kvinde: Käthe Kollwitz osv.
        Men det var så lidt til en begyndelse.

        AagePK

        Sunday, September 13, 2015 at 18:11 UTC

        • @AagePK – Jeg lærte om Dürers billeder i den eneste rigtigt undervisende undervisningsbog om tegning og maling, som jeg lånte i Lyrskovsgades bibliotek (København) for 40 år siden – åh, jeg har ledt, og jeg kan ikke finde denne utroligt gode bog om kunstnerens håndværk, eller noget, der bare ligner lidt! Den var oversat fra Tysk og begyndte med en tuschtegning, der havde skygger som tykkelse af streger i en vindues-portal i et lille billede af en kirke, og så forklarede han billedet og sagde (skrev) det kan man ikke når man er begynder!

          Han viste også et billede af Dürer – der er faktisk mange, viser Google i dag – hvor kunstneren har gravet en klump med mælkebøtter og det hele op og så er der ellers malet i alle detailler. Den realisme, fik vi at vide, var ikke noget, som Dürer slap ud til købere, men derimod studier, øvelser i at se og gengive.

          Den Rosenborg samling må jeg se en dag hvor det er oplagt at gå på bytur sammen med en ven eller to – Merian, lyder som et spændende bekendtskab! Tak for kommentar🙂

          Donald

          Sunday, September 13, 2015 at 19:08 UTC

          • Merians 50 billeder blev da vist udstillet i forbindelse med Kongernes Samlinger i 2013. Om de nu er i magasin ved jeg ikke.
            Wiki commons har flere gallerier med Ruisdael, og jeg synes ikke, at det mest er himmel med en stribe land: flere af hans billeder består mest af træer, de fleste er komponerede landskaber, og et par enkelte er mariner. Men prøv her: https://commons.wikimedia.org/wiki/Jacob_van_Ruisdael_catalog_raisonné,_2001
            Herfra kan du gå til Category: Catalog of art by Jacob van Ruisdael.

            AagePK

            Monday, September 14, 2015 at 7:06 UTC

            • Jeg finder ud af, om Merian er på udstilling eller er gemt væk.

              Ja, jeg fandt også mange landskabsbilleder af Jacob Isaaczoon van Ruisdael, som havde stor “fylde i bunden”, men det er vel også i orden? Ruysdaels “konstruerede” landskaber eller komponerede landskaber, ruiner i passende romantisk udsmykning, er nok ikke det, som har gjort at JIv. Ruisdael hænger på mange muséer, det er mit gæt.

              Mange malere er fascinerede af himmel med skyer og farver, og de billeder af Ruysdael, som jeg har fundet og lånt til et lille indlæg her, er helt så overraskende meget himmel, som jeg husker de billeder fra Göteborgs Kunstmuseum, jeg så som barn. Men især vinterlandskabet er ret overbevisende “moderne” kunst, ikke kun pga. realisme og lidt skyer, men snarere pga. “kompositionen” med både høj og lav, med kulde og varme, så at sige.

              Donald

              Monday, September 14, 2015 at 7:31 UTC

  6. Nivaagaard og Statens Mausoleum for kluns🙂 har ialt 9 malerier.
    Det interessante er jo også via wikipedia at se sammenstillinger med andre malere, der har ladet sig inspirere til at male det samme motiv: Hobbema, hans elev, men også Porcellis og Constable.

    AagePK

    Monday, September 14, 2015 at 11:39 UTC

    • Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at forsvare eller forklare Ruisdael som stor kunst eller som realisme, det var mere et spørgsmål om at finde et billede som kunne illustrere, at en vinter kan være smuk. Jeg fandt nemt Hobbema og må da indrømme, at jeg synes jeg kan se ligheden, mens jeg til gengæld anser Constable for at høre til en anden filosofi, lidt mere idylliserende, selv om han beskriver sine “six-footers” (store malerier til udstilling på National Gallery) som klassisk landskabstradition. Interessant er forskellen mellem “The Hay Wain” (Høvognen) og Weymouth Bay (sammenlign himlen med J.I.Ruisdael.🙂 )

      Donald

      Monday, September 14, 2015 at 15:05 UTC


Comments are closed.