Tøm Papirkurven

… og se nu at få det sagt ordentligt

Hård fattigdom sidst i 1800-tallet, først i 1900-tallet

Bogen af Christian Christensen er tilgængelig på nettet, - hver blå linie er link til et afsnit

Bogen af Christian Christensen er tilgængelig på nettet, – hver blå linie er link til et afsnit

Her er begyndelsen af anden del af Christian Christensens (1882-1960) bog, “Bondeknold og Rabarberdreng”:

Jeg kommer i lære

Træt af min fars evindelige mishandlinger ville jeg efter min konfirmation ud at sejle. Da mine forældre begge satte sig imod det, gik jeg i trods ned på en kælderbeværtning i Nyhavn, hvor en mand tatoverede C. E. C. på overfladen af min højre hånd.

Denne mand gjorde forresten et dygtigt stykke arbejde. Endnu 60 år efter står bogstaverne tydeligt og klart på hånden.

Min forventning om, at når jeg nu var mærket som en rigtig sømand, ville jeg nok få lov til at tage til søs, blev grundigt gjort til skamme. Mor var dybt rystet over, at jeg havde griset hånden til, og far gav mig i samme anledning et grundigt lag tærsk. Men da han den aften kun havde kludesutter på, blæste jeg på hans sparkeri.

Da jeg ikke måtte komme til søs besluttede jeg at blive officer. Jeg tænkte, at jeg som sådan kunne kommandere soldaterne til at tæve de politibetjente, der var brutale mod arbejderne. Jeg ville altså på officersskole, men ikke tale om. Det manglede bare, at en fyr som jeg skulle indtage en stilling langt over den mine forældre indtog. Efter fornyet skænderi besluttede min far, at jeg, når jeg ikke ville være almindelig fabriksdreng, skulle sættes i lære.

Jeg insisterede på, at skulle jeg i lære måtte det være et sted hvor jeg kunne uddannes til en dygtig maskinarbejder, da de allerede havde en god fagforening. Og formentlig gennem en af min fars værtshusforbindelser, blev jeg anbragt i lære med tre måneders prøvetid hos et firma Strømann i Rådmandsgade.

Allerede den første morgen, jeg trådte ind i denne virksomhed, så jeg straks, at det slet ikke var en maskinfabrik men en almindelig kedelsmedje, hvor man nittede større og mindre kedler sammen til, fabriksbrug.

Som yngste og mindste lærling blev jeg straks puttet ned gennem »mandehullet«, hvor jeg fik til opgave at modtage de glødende nagler med en tang og føre dem op i kedlens lokkede huller og sætte »forholdet« under naglen.

Forholdet bestod af et mægtigt hammerhoved på en lang stang, med hvilket to mand udenfor kedlen pressede naglen hårdt mod to plader, hvorved disse blev presset på plads. Derefter bankede to nittere naglen flad, så den holdt pladerne presset mod hinanden.

Allerede den første dag var jeg helt ør i knolden af at ligge i kedlen og høre nitternes frygtelige slag, og det hjalp kun lidt at mor den næste dag, inden jeg gik på arbejde, pressede mine ører fulde af vat. Da der var gået fjorten dage var jeg led og ked af den »maskinfabrik« og meddelte den unge Strømann, at jeg ikke kom mere. Han belærte mig om, at jeg havde at blive til de tre måneders prøvetid var gået, og hvis jeg ikke mødte, ville han lade politiet hente mig. Jeg indrømmede, at jeg selvfølgelig ikke kunne hindre politiet i med vold at trække mig ud på værkstedet, men hverken politiet, han eller nogen anden, kunne tvinge mig til at røre en skagle.

Den unge Strømann grinede og svarede: »Det kan vel en røvfuld gøre.«

Han anede ikke at det var en rabarberdreng han stod overfor og fik til svar, at jeg ville gribe det første det bedste stykke værktøj og flække skallen på den der gjorde mine til at slå mig.

Efter den oplysning stod Strømann og gloede på mig og sagde så: »Skrup af med dig, lømmel!«

»Tak«, svarede jeg. »Så er det Dem der har jaget mig bort. Farvel.«

I raseri over, at jeg ikke ville være på den læreplads han havde skaffet mig, gav min far mig igen en ordentlig omgang spark. Men det hjalp ikke. Jeg ville ikke vide noget af den »læreplads«.

Gennem en fyrbøder Jepsen på skråfabriken, der før havde været ansat i firmaet »Eickhoff og Sønner« på Vesterbrogade, fik jeg her en ny læreplads, og det var et godt sted at lære noget. Firmaets specialitet var bogtrykmaskiner, særlig den såkaldte hurtigpresse.

Forstår ikke et muk af det hele

Om morgenen den første dag blev jeg anbragt i stueetagen ved en gammel drejebænk og fik udleveret nogle firkantede smedejernsklodser sammen med den første arbejdstegning jeg nogensinde havde set. Men ikke eet forklarende ord. jeg gloede på klodserne og tegningerne og forstod ikke et muk af det hele.

Læs selv videre på “Leksikon.org”, http://www.leksikon.org/art.php?n=3711

Skrivefelt …

Leksikon.org drives af en almennyttig forening. De skriver:

Der er siden 2001 opbygget emneredaktioner, og dette arbejde fortsætter. Pt. eksisterer der følgende arbejdende redaktioner:

Psykologi
Martin Pedersen
Vibeke Jartoft
Kirsten Grønbeck Hansen
Peter Busch

Pædagogik
Stig Brostrøm
Peter Koudahl
Anders Skriver Jensen
Ole Henrik Hansen

Historie
Gerd Callesen

Leksikonet er i oktober 2005 omdannet til en almennyttig forening. Grundstammen i den nye forening er redaktionerne, […]

Written by Donald

Tuesday, September 1, 2015 at 19:35 UTC

Posted in Liv

Tagged with

2 Responses

Subscribe to comments with RSS.

  1. En meget interessant fortelling om ganske andre lisvvilkår enn de vi kjenner🙂
    (Jeg leste boken som ganske ung)

    udvandreren

    Wednesday, September 2, 2015 at 9:15 UTC

    • Så du kendte den i forvejen! Ja, for mig er det nyt og meget anderledes. Især undrer jeg mig over at han ikke kunne stå til søs hvis hans far satte sig imod. Det plejer jo ellers at være ved at stå til søs at unge mennesker kunne “løbe” hjemmefra uden at risikere at blive hentet tilbage.

      Endvidere var det nyt for mig at han var “syndikalist”, først troede jeg det betød journalist på et (syndikaliseret) nyhedsbureau!🙂

      Donald

      Wednesday, September 2, 2015 at 15:33 UTC


Comments are closed.