Tøm Papirkurven

… og se nu at få det sagt ordentligt

En hilsen fra Connie Oschlag

Jeg skrev en hilsen til Connie Oschlag og fik et svar, som jeg gerne vil have lov at give videre. Historien er en fortsættelse af Connies beretning om svigerfamiliens flugt til Sverige i oktober 1943, som jeg har “samlet op” så den er let at finde og læse (klik her). Connie skriver:

Jeg har tidligere fortalt dig om min mand og hans families flugt til Sverige i oktober 1943.

De kom hjem i maj 1945, deres hus havde været beboet af svigermors forældre og deres lille skomagerforretning passet af en bror. Dog var den næsten tom for materialer, søm og andet, formentlig solgt, der var jo mangel på mange ting. Dette betød at svigerfar måtte starte forfra, men det gik med flid og sparsommelighed.

I taknemmelighed over at være reddet, godt modtaget i Sverige og vel hjemme,kontaktede de Red Barnet i 1947,de ville give børn fra det krigshærgede Europa muligheden for et 3 mdr. ophold med god og rigelig mad, tøj og gode oplevelser.

Det første feriebarn, som kom, var Walter fra Østrig, derefter –

    2. Josef fra Ungarn.
    3. Gabor også fra Ungarn
    4. To fætre, Petro og Norbert fra Tyskland.

De var her samtidig i 1959, de var lidt vanskelige, en udfordring for svigermor. De var mulatter, børn af amerikanske soldater, derfor ikke velsete i Tyskland på den tid.

Walter var her to gange,anden gang betalte svigerforældrene 289.00kr. for
at få ham herop, mange penge på den tid.

Gabor har som voksen besøgt svigermor,det samme har Petro flere gange. Der blev brevvekslet flittigt i årene efter, Walter skrev som barn postkort på fejlfrit dansk, hans mor fortalte at han talte i søvne på dansk.

I 2001 kontaktede svigermor Red Barnet og overdrog breve, postkort, legetøj og en fortælling om hvert enkelt barn. Dette betød, at i anledning af 70 året for befrielsen, blev dette udlånt til Immigrantmuseet i Farum, som lavede en fin lille udstilling. Den er nu tilbage hos Red Barnet.

Jeg fik lyst til at dele denne historie i forlængelse af historien om flugten.

Svigerfar døde i 1964 og svigermor i 2012, 99 år gammel.

Skrivefelt …

Written by Donald

Saturday, May 16, 2015 at 15:42 UTC

Posted in Tidsmaskinen

Tagged with

24 Responses

Subscribe to comments with RSS.

  1. Alltid deilig å lese om de som hadde hjerte og omsorg🙂
    Klem på deg .)

    Mormor

    Saturday, May 16, 2015 at 15:53 UTC

    • Ja, jeg bliver også helt rørt, Mormor. Der var mange danskere, som ikke brød sig om tyske børn, og i sidste uge, da jeg besøgte gamle venner i Marielyst på Falster, viste de mig mærker på gulvet som var fra øksehug, det havde været et gulv i en flygtningebarak, og der var formentlig hugget brænde på gulvet, og øksen havde lavet dybe mærker – det var nu et pænt gulv alligevel. Men de flygtninge, som havde boet på Falster, fik ikke lægehjælp, og blandt de uskyldige børn var nogle døde af almindelige børnesygdomme. Jeg synes ikke Danskerne havde noget at lade tyskerne høre, man burde have hjulpet, på den anden side kan jeg også forestille mig at en far, hvis søn er død i krigen mod tyskerne, ikke ønsker at hjælpe fjendens barn i tiden umiddelbart efter krigen – det må have gjort meget, meget ondt.

      Klem på dig! – Sorte bælte i læsning! Har du set at jeg har tilføjet link til flugthistorien? Lad mig (og Connie) høre din mening om den.

      Donald

      Saturday, May 16, 2015 at 16:07 UTC

      • Tak fordi du deler mine historier med andre.

        Connie Oschlag

        Sunday, May 17, 2015 at 19:41 UTC

        • Det er mig der skal takke, Connie, på egne vegne og på vegne af læserne🙂

          Donald

          Sunday, May 17, 2015 at 19:46 UTC

  2. På børnehjemmet i Plessengade i Slesvig var der en lille amerikaner-pige, mulat: hun blev adopteret af en skorstensfejer i Herning. Selv kom jeg som sydslesvig-knægt til Slesvig Infanteriregiment i Haderslev, 3 somre i træk, 4 ugers ferie sammen med 5 andre sydslesvigere, og 6 københavnere. Det var MEGET spændende og lærerigt. Desværre holdt de op, da københavnerne blev destruktive det sidste år.
    Men alene det at møde op på Flensborg banegård med 600 andre børn med adressesedler om halsen, for at blive transporteret til sommerferie i Danmark var spændende. Og der afgik tog flere dage, op mod 5000 børn kom afsted. Min far og farbror prøvede det før mig, som københavnerdrenge til opfedning i hhv Jylland og Sydsjælland.
    Farbrors erindring: “Wi´do ha’ noen flier grrød?” “Jotak, et par stykker til!” Han holdt forbindelsen til sin død.

    AagePK

    Saturday, May 16, 2015 at 16:08 UTC

    • Det er jo godt at skorstensfejeren i Herning tog den lille pige til sig. Det har været svært for efterkrigstidens børn i Tyskland (herunder sydslesvig).
      Jeg synes det lyder voldsomt mange, 5000 børn, som kom med togene – flere dages tog-afgange – for at bo hos familier i Danmark. Min mor tog også et krigsbarn fra Belgien til sig i en kortere periode, jeg tror det må have været en pige, og min mor fik senere en nydelig krystal-skål med låg som tak for besøget. Det var før mine forældre gik fra hinanden.

      Donald

      Saturday, May 16, 2015 at 16:58 UTC

  3. Mormor

    Saturday, May 16, 2015 at 17:44 UTC

    • Den forfærdede også mig, især fordi jeg kendte en del til historien bag: Kirsten Lylloff er ikke et sandhedsvidne. I udsendelsen, som jeg har set flere gange, fik hun overlevende flygtningebarn til at vidne om ting, som faktuelt aldrig har fundet sted. Derudover vil jeg citere fra artiklen: “der det kommer frem, at lægeforeningen etter avtale med besættelsesmyndigheterne skulle yte begrenset hjelp til tyske flygtninger. TYSKERNE ØNSKET IKKE HJELP DA DE ANSÅ FLYGTNINGENE AT VÆRE DERES ANSVAR. LÆGE FORENINGEN KUNNE IKKE MEDVIRKE….” Det var mere en ordre end en avtale: tyskerne ville ikke acceptere, at de ikke magtede opgaven. Ikke før de havde overgivet sig: da stak de halen mellem benene.
      Min farbror Willy fik rydde op i kassematterne under Langelinje, der de fleste døde barn blev fundet. De lå i skarn af værste skuffe, mange havde dysenteri. Andre døde af overfodring, ligesom det er kendt fra koncentrationslejrfanger: man gav børnene fløde, i et misforstået kærligt forsøg på at få dem hurtigt på benene. Men det tåler udhungrede børn jo slet ikke.
      Flere forskere har sammenlignet tallene med forskning fra andre lande, og sandheden er så langt fra Kirsten Lylloff, som man kan komme: dødeligheden var højere blandt tyskerne i Tyskland, hollændere i Holland, og på linje med hjemmetyskernes i Danmark, så vidt jeg erindrer, jeg må grave efter den bog, der dokumenterer det. De lave kalorietal var ifølge internationel standard, efter de erfaringer man havde haft med kz-fanger: danske og norske fanger, der kom hjem med de hvide busser, fik jo også forskellige erfaringer, mange blev syge af normal-kosten, da de kom hjem.Danmark havde travlt med også at sende fødevarehjælp til andre lande, herunder Norge, om jeg da ikke husker helt galt.
      Lejrene var meget forskelligt ledte dengang: nogle ledere tog sig selv i rette, de skulle åbenbart bevise overfor lokalsamfundet, hvilke dygtige nationalister de var, efter at have været servile overfor tyskerne som magt: de lejre kunne være rene helveder; andre blev ledet virkeligt dygtigt, og blev efterfølgende rost til skyerne af børn, der voksede op i de lejre: de fik skolegang, havde små køkkenhaver osv. Og efterhånden blev de små interimistiske lejre nedlagt, og man samlede folk i større lejre i Jylland især.
      Men Kirsten Lylloff har meget stort behov for at føre sig frem, heldigvis er langt det meste blevet manet i jorden. Selv om vi alle er klar over, at lejrtilværelse aldrig er en dans på roser, og der blev også begået nærmest kriminelle ting, i det store og hele bevidner mange af deres beboere om taknemmelighed overfor den danske stat.

      AagePK

      Saturday, May 16, 2015 at 18:55 UTC

  4. Tak for historierne om de gode hændelser – og også for kommentarerne om de mindre gode.

    Jørgen

    Sunday, May 17, 2015 at 5:44 UTC

    • Det foruroliger mig hvor hurtigt verden kunne gå af lave. Men AagePKs henvisning til og John V. Jensen fra Varde Museum (vedr. Oksbøl) viser at der også i en krigssituation er mennesker, som viser omsorg og forståelse.

      Donald

      Sunday, May 17, 2015 at 12:49 UTC

  5. @ Aage PK Takk for oppklarende kommentar. Det er vanskelig for en som ikke har “nærkunnskap” om dette å vite hva som foregikk. Derfor sendte jeg lenken til Donald, slik at jeg eventuelt kunne få et riktigere bilde. (kjekt med internett) for noen besitter alltid noe kunnskap og deler..
    Og jeg kunne ikke helt få det til å stemme, med det jeg hørte om mottakelsen de hvite bussene fikk i Danmark og Danmarkspakkene til Norge i etterkant av den annen verdenskrig. For det stemmer at Danmark sendte fødevarer til Norge
    Nei et leirliv er sjelden bra. Det ser man jo i dag også fra ulike flyktningleiere rundt i verden.
    Takk for oppklaringen.

    Mormor

    Sunday, May 17, 2015 at 6:57 UTC

    • Jeg kan varmt anbefale følgende artikel: http://oksbol1945-49.dk/dk.php/indsigt/artiklers/detyskeflygtningeioksbol
      Nu håber jeg, linket virker, ellers må Donald hjælpe. Artiklen hedder De tyske flygtninge i Oksbøl, og er en gennemgang af Kirsten Lylloffs bog: Barn eller fjende. Han er ikke så vred og aggressiv, som jeg nok er; han er vidende, afklaret, og en skolet historiker, der kan afveje og se på de forhold, hvorunder aktører i historien må agere. Jeg har kun min farbrors fortælling, en skolekammerats mors erindring, hun var selv flygtet over Østersøen med en masse børn , i en tysk u-båd. Og så har jeg set udsendelsen: bl.a. fortæller en kvinde om, hvor skuffet hun blev, da de ikke måtte stå i vinduet på den skole, når kong Kristian red forbi, de skulle være usynlige, og hun havde sådan glædet sig til at se en rigtig konge. Altså, den skole lå langt fra Kristians rute, for det første, og kongen var faldet af hesten år i forvejen, og red slet ikke mere på dette tidspunkt! Og sådan er der flere detaljer, der ikke stemmer. Som artiklen beskriver: til befrielsen fik flygtningene gå frit rundt, de gik også i butiker, til bageren, og købte flødeskumskager, som de fodrede de underernærede børn med: det har de altså ikke godt af!
      Artiklen er lang, men MEGET læseværdig! Og som jeg også skrev i mit forrige indlæg: jo, der blev begået kriminelle handlinger mod nogle af flygtningene, og store dumheder: men slet ikke så få blev faktisk også gift med danskere, fik børn og stiftede familie; så der er altså flere sider i sagen, ellers var jeg jo selv ikke blevet født: min danske far, med rødder i den danske modstand fra Slaget ved Hornblæseren, og en bror i den engelske arme, blev gift i ’48 med en pige, hvis far havde været tysk soldat. Og det kunne lade sig gøre, at hun kort efter blev naturaliseret dansk statsborger. Sådan kunne det også gå!🙂

      AagePK

      Sunday, May 17, 2015 at 10:21 UTC

      • På den hjemmeside findes der mange af de interviews, som jeg også har set i tysk TV: om mad, om spejderliv- og ture, om badning ved Blåvand. En Inge Bach fortæller om, hvordan familien i Tyskland måtte stå i kø, mens de i lejren havde mad nok, der var endda mælk, 1/2 liter sød pr barn og svanger kvinde. Ifølge den engelske kommando SHAEF måtte tyskerne kun få 1800 Kcal pr dag, de fik 2000. Det var aftalen mellem læge Krarup og intendanten. På et tidspunkt var man oppe på 2260, men så blev der ikke spist op. Der er også lister over hvormeget smør, kød, mælk, fisk osv der blev ført til lejrens 30.000 indbyggere hver uge, det var jo Danmarks 6.største by, så det var meget. Man dyrkede små haver, samlede bær og urter, til te bl.a.
        Så Kirsten Lylloff må ganske givet have en speciel dagsorden for sin måde at gengive historien på!

        AagePK

        Sunday, May 17, 2015 at 11:46 UTC

        • @AagePK : Jeg tror det er svært at undgå stærke følelser; men i en Ph.D afhandling burde hun selv eller hendes vejledere have fundet på at se mere kritisk på holdningerne, som udgår fra hendes overskrift og af afhandlingen iøvrigt.

          Jeg har aldrig skænket efterspillene større tanker – jeg kan se for mig hvordan en tysk soldat gik hele vejen fra København til Kruså og videre gennem Tyskland.

          Det er jo hyggelige småting. Hvad der er meget bærre er civile, som blev dræbt af tyske wehrmacht, selv om det var SS som var de værste og hurtigste på aftrækkeren, sådan som nylig dokumentar baseret på spion-aflytning af tyske officerer-krigsfanger i England har afsløret. Og jeg ser på hvordan soldater blev presset til at udføre mord på civile – se min næste kommentar.

          Donald

          Sunday, May 17, 2015 at 12:44 UTC

      • Linket virker fint. Jeg kan godt trække artiklen ud og lægge den som bilag til dette webindlæg, hvis man ønsker det, jeg tror ikke at J.V.Jensen vil være ked af det, så længe det ikke er i kommercielt øjemed.

        Jeg synes det er fornemt så meget positivt danskerne gjorde for flygtningene – det som jeg har sagt på et andet tidspunkt er, at jeg godt ville kunne forstå, hvis en, der har mistet sit barn, ikke kan få sig selv til at pleje fjendens barn. Der er nogle sorger, som hænger sammen med den største kraft af dem alle, selvopholdelsesdriften.

        Det får mig til at tænke på en anden krigshistorie, et barns erindring om sin fars forfærdelige krigshandlinger, i en artikel i Information Lørdag-Søndag? Mikhail Sjiskin (russisk synspunkt): Tabte eller vandt vi krigen?

        Min far meldte sig frivilligt til krigstjeneste, da han var 18 år. Han var matros på en ubåd på Østersøen. Da jeg var lille, boede vi i en kælderlejlighed på Arbat-gaden i Moskva, og på væggen over min seng hang der et fotografi af hans ubåd, en ’Gedde’. Jeg var forfærdelig stolt over, at min far havde en ubåd, og tegnede den hele tiden af fra fotografiet i mit kladdehæfte. Hvert år på Sejrsdagen den 9. maj fandt min far sin matrosuniform frem fra skabet, som han hele tiden måtte lægge ud på grund af den voksende mave, og hæftede sine udmærkelser på. Det var meget vigtigt for mig at være stolt af min far – der havde været krig, og min far havde vundet den!

        Da jeg blev voksen, fandt jeg ud af, at min far i 1944 og -45 havde sænket tyske skibe, som evakuerede flygtninge fra Riga og Tallinn. Hundredevis, hvis ikke tusindvis af mennesker fandt deres død i Østersøens vande – det var det, min far havde fået sine udmærkelser for. Det er længe siden, jeg var stolt af ham, men jeg dømmer ham heller ikke. Der var krig.

        [klip…]

        Men når man så sammenholder denne forfærdelige dåd med at tyskerne var skyld i 26 mio. russeres død under WWII, nogle direkte ved kamphandlinger, andre ved henrettelser og nogen ved at russerne selv skød desertører, så kommer man til at forstå Mikhails fars sørgmodige stolthed og den smerte, som medførte at hans kammerater drak sig ihjel.

        Donald

        Sunday, May 17, 2015 at 12:34 UTC

        • En del af problemet ligger i, at tyskerne også gemte militære personer bag flygtningene: Mikhails far har sikkert ikke været klar over det før efter krigen; lige som de engelske piloter, der i Lybækker-bugten sænkede skibe, som tyskerne havde fyldt op med kz-fanger.
          Udsendelsen om de tyske officers-lejr, ligesom den “rigtige” russiske soldat, der satte fanen på rigsdagsbygningen, har været vist på tysk tv for nogle år siden. Dansk tv’s programpolitik er ikke altid lige let at forstå, de er ofte ret langt bagude.

          AagePK

          Sunday, May 17, 2015 at 13:03 UTC

          • Tak for oplysningen, – det er skrækkeligt mange menneskeliv, der blev spildt under og lige efter WWII. Det bløder, når man tænker på det.

            Ja, bagude, DR-K, krigs-kanalen, viser ofte tingene når de er lidt ældre og formentlig billigere, jeg tror man har stor gæld efter de tåbelige beslutninger, der har været truffet vedrørende chefer og bygninger.

            Donald

            Sunday, May 17, 2015 at 13:14 UTC

  6. Man bliver glad og rørt over at læse sådanne historier. Vi har lige set et meget levende teaterstykke om tiden dengang. Det blev spillet i byens gader, og vi var med hele vejen.

    Pigen fra landet

    Sunday, May 17, 2015 at 9:28 UTC

    • Det er svært at forestille sig, hvordan den tid har været, Pia, jeg tror det er godt at levendegøre det for unge og gamle med et levende teaterstykke! Tak for kommentaren!🙂

      Donald

      Sunday, May 17, 2015 at 12:39 UTC

  7. Ja Donald. Historien burde munde ud i en bog om disse mennesker.

    capac

    Sunday, May 17, 2015 at 13:21 UTC

  8. Tror du det går bra om jeg lenker http://oksbol1945-49.dk/dk.php/indsigt/artiklers/detyskeflygtningeioksbol til det innlegget jeg leste? Må jeg ha tillatelse fra noen?
    Jeg synes det er viktig å få belyst flest mulige sider. Og ble litt oppgitt over den første artikkelen jeg leste.Klem på deg🙂

    Mormor

    Sunday, May 17, 2015 at 13:28 UTC

    • Det går bra, Mormor, det vil forfatteren formentlig blive glad for, så længe det ikke er kommercielt.
      Klem på dig🙂

      Donald

      Sunday, May 17, 2015 at 13:48 UTC

      • DA var det gjort🙂
        Klem på deg🙂

        Mormor

        Sunday, May 17, 2015 at 14:00 UTC


Comments are closed.