Tøm Papirkurven

… og se nu at få det sagt ordentligt

For få billeder

(Tilføjelse: Undskyld den vildledende verskrift, den hentyder til at jeg ikke fik taget billeder fra Livredderhytten denne vinter!) Jeg var forbi en ivrig fotograf på Picasa, en Google Billedservice, Stig Hansen, og fandt morsomme, tankevækkende og smukke, informative billeder af henholdsvis lyserødt tog, udbygning af Lyngbyvej, skarver, som bygger reder i Holløse Bredning, og meget mere.

Et billede fra Tisvilde Hegn Strand mindede mig om at jeg har forsømt mine “livredderture” og at min kondition ikke bliver bedre. Jeg har svært ved at gå måske på grund af en brækket tå. Men OK – jeg har fået mere styr på vedligehold af haven. Og så kom jeg i tanke om at det også har været en stor oplevelse at bruge de nyeste web-services til at se billeder fra Den Trans-Iranske Jernbane og dens lokomotiver, som var noget, min far var meget betaget af og som i grunden er årsagen til at jeg blev født, idet min far traf min mor under arbejdet i Kampsax ca.1934.

En af de 4100 broer på den 1400 km lange Trans-Iranian Railway

En af de 4100 broer og 230 tunneler på den 1400 km lange Trans-Iranian Railway

Amerikansk-britiske togbesætninger sørgede for transport af materiel fra USA til Rusland under WWII

Amerikansk-britiske togbesætninger sørgede for transport af materiel fra USA til Rusland under WWII (kilde: US Library of Congress)

Iransk-amerikansk lokomotiver transporterede hjælp fra USA til Rusland - her ved et vigespor eller lille station i bjergene

Iransk-amerikansk lokomotiver transporterede hjælp fra USA til Rusland – her ved en station i bjergene (Kilde: US Library of Congress, 1943)

Skrivefelt …

Written by Donald

Sunday, April 26, 2015 at 11:57 UTC

Posted in Blogosofi, Carpe Diem

Tagged with , ,

11 Responses

Subscribe to comments with RSS.

  1. Er det noe rart du har et blikk for tog?
    Klem på dg🙂

    Mormor

    Sunday, April 26, 2015 at 12:35 UTC

    • Jeg kunne næsten være født i et tog, Mormor:mrgreen:
      Klem på dig!🙂

      Donald

      Sunday, April 26, 2015 at 19:07 UTC

  2. Det er ikke længere siden end i fredags, at jeg på P1 hørte en udsendelse om bygningen af den transiranske jernbane; om, hvormange læger og sygeplejersker og meget mere, Kampsax havde ansat til at tage sig af de titusinder af arbejdere. Og så kom jeg i tanke om, at jeg i 1964, mens jeg gik i 4. gymnasieklasse på Duborgskolen (ja, vi startede i 1. og endte som G-9-er, høhø!) var på et uges besøg i Aarhus, med privat indkvartering. Jeg boede hos vandværksdirektør Rasmussen: han havde været med til at skaffe vand langs banen, både arbejdere og damplokomotiverne skulle jo have tørsten slukket; han havde en pragtfuld samling af gamle tæpper, og en særdeles flot sølvbeslået bjørnekniv med tre-ægget klinge, med sølvstjerner, der dannede ord, på klingen.
    Dejlige minder, der kom til live der!

    AagePK

    Sunday, April 26, 2015 at 13:52 UTC

    • PS: udsendelsen hedder “Iran: fra paria til partner, er af og med Frank Esman, og kan stadig høres, se under radiooversigten torsdag formiddag.
      Tak til Jørgen for komplimenter!🙂

      AagePK

      Sunday, April 26, 2015 at 14:02 UTC

      • Den må jeg høre. Jeg kan godt huske, at vores tysk-lærer Henrik Lange forklarede os om at tyske gymnasiaster endte med at gå i første klasse. Det griner man jo lidt af, – det er lidt ligesom computer-prioriteter, den der har den højeste prioritet har det laveste tal! Men så må man huske det på en anden måde, man kalder det en “nice” værdi, jo højere tal, desto “rarere og venligere” er processen overfor andre processer – den viger høfligt (“nice”) tilbage for andre🙂

        Det er rigtigt, at Kampsax ansatte mange mennesker og det forbløffende er, at det øgede effektiviteten. Jeg synes svagt jeg kan huske at min far nævnte vand-problemer. Klart nok kan man ikke arbejde, når man ikke har vand. Der var vist vand-rationer de steder, hvor det kostede mest at få vand frem (husker jeg mon rigtigt?)

        Den udsendelse må jeg høre. Det lyder interessant – skønt jeg tvivler på at det giver mig mere “lys” på min far og mor. Min bror har antydet, at min far blev fyret fra Kampsax (under alle omstændigheder lukkede de jo ned i august 1938, da de var færdige et år før tiden (det er den del af historien, jeg elsker mest!) Min far fortsatte med at lave forretninger i Iran, noget gik skævt, og andet gik godt og han kom hjem til Danmark med min mor og storebroder og håbede på at kunne handle med Persiske tæpper. Det gik ikke særlig godt, selv om han var god til at skabe nye venner.

        Donald

        Sunday, April 26, 2015 at 19:16 UTC

        • Nahh, på Duborg Skolen gjorde vi nu omvendt: det tyske Jahrgang-stuffe-system krævede 13 års skolegang før studenterexamen, kaldet Abitur eller Reifeprüfung. Efter 4 års grundskole kom man det 5 år så i Sexta, Quinta, Quarta, Untertertia, Obertertia, Untersekunda, Obersekunda svarende til 1.G, så Unterprima og sluttelig Oberprima. Her kaldte eleven sig Primaner, af primo, den første, som jo iflg Jesus skal blive den sidste, og så holder det jo.🙂
          På Duborgskolen startede man normalt efter 4 folkeskoleklasse i G1, svarende til 1. mellem, og fortsatte så, til man kom i G 9, hvor vi, selvfølgeligt kaldte os Geni’er. Til stor fortrydelse for vore tyske kammerater. OK, Primaner er fint nok, men vor G9-streg kunne de ikke slå. Især ikke, efter at Forbundsværnet oprettede antiterrorkorpset G9. Jo, som mindretal skulle vi nok sørge for at gøre opmærksom på vor existens.
          Vi havde flere privilegier i G9, bl.a. arvede vi det gamle lærerværelse, med eget wc og thekøkken. Og vi måtte blive indenfor i frikvartererne, ellers ville det jo ikke give mening med tekøkkenet.
          Skolens devise var: de skal ikke tro, vi kommer let om examen. Så lærerne var krævende, eleverne blev siet fra længe før G9, og gik om, jeg selv inklusive. Resultatet var, at der stort set ikke dumpede nogen til examen, på min årgang blev 1 “befreit von der Prüfung summa cum laude”, altså han havde højeste karakter i alle skriftlige prøver og blev derfor “befriet for mundtlig examen med højeste udmærkelse”. ramte den karakter, de var indstillet til, og slap ligeledes.
          Ved selve den mundtlige examen forelå alle 36 skriftlige opgaver fra 1.-3. G, listen over de karakter, man var blevet indstillet med, hvilket svarede til årskarakteren, og listen over karakterer givet ved den skriftlige prøve. Var der overensstemmelse, var der jo ingen grund til at spilde tid på examinanden: man slap. Og havde man højeste karakter i de 4 hovedfag, var det summa cum laude.
          Vi andre kunne komme op i hvad som helst, jeg kom op i biologi og engelsk. En avisartikel fra NewYorkTimes, mener jeg, “Now it’s Black vs White at the Campus”, var udgangspunktet. gav et 3-tal(1 er det bedste, 6 det ringeste). Cellens kemi gav et 2-tal. Ret flot, taget i betragtning, at læreren havde dumpet året før med et 5-tal, ændret fra et 6-tal! “Han trængte til det!” gav læreren mine kammerater som begrundelse.
          Skulle der have været tvivl om den mundtlige karakter i examenskommisionen, der bestod af skolens ca 45 lærere plus 2 udsendte professorer fra universitetet i Kiel, kiggede man på listerne fra de skriftlige opgaver og prøvelser: lå man under normal resultat, trak det op: jeg kunne jo have haft en dårlig dag. Et meget rimeligt system: den daglige indsats gjaldt mere, end et tilfældigt prøveresultat.
          Og at sidde foran en kommision på op mod 50 lærere, medens man selv sad og snakkede med sin examinator midt i hesteskosopstillingen, med censor ovre til højre, var betryggende for mig: de holdt jo øje med, om min lærer var ude på at slagte mig, det ville vedkommende jo ikke komme godt fra.
          Undskyld, det blev lidt langt; men der var så meget, jeg kom i tanke om, nu er det på tryk!🙂

          AagePK

          Monday, April 27, 2015 at 7:36 UTC

          • PS: “4 ramte den karakter, de var indstillet til”

            AagePK

            Monday, April 27, 2015 at 7:38 UTC

            • Jeg kunne godt se, at der manglede nogen dér, før “ramte den karakter, …” – sådan går det jo somme tider. Jeg skriver somme tider videre et par ord fremme eller rammer en tast, som er “død” eller skriver forkert😉

              Jeg kan genkende den metode, hvor man sigtede/siede eleverne før man kom i 3.G. Jeg husker stadig en situation fra 1.mellem (i min skolegang var det 6.klasse, vi var 7 år om at komme igennem gymnasiet, og vi var den sidste drengeklasse, som fik lov at få bedre undervisning af cand.mag’er, lektorer og adjunkter).

              Situationen: Vi havde en “præfekt”, en gymnasiast, som skulle se til os i spisefrikvarteret, det første år var det en mand (jeg synes han var voksen!) fra 3.G som hed Bølling eller lign. og jeg betroede ham en dag at jeg var bange for at dumpe til studentereksamen, ikke fordi jeg var dum – mine karakterer var pæne, men jeg var angst. Han betroede mig at jeg ikke skulle være bange. Når man var kommet i gymnasiet, fik man også altid sin studentereksamen.

              Jeg tror vi skal skrive lidt mere om disse ting. Jeg tror også de kan tåle at blive fortalt på flere måder, – der er mange detaljer, som illustrerer uddannelse i denne ældre form, men der er også et større perspektiv på hvem og hvordan man uddannede en ny generation. Jeg husker min forskrækkelse da matematiklærer Madsen sagde at vi blev uddannet “til at styre landet”. Han noterede min forskrækkelse. Jeg kunne simpelthen ikke have, at der var klasseforskelle af den slags, måske fordi jeg mellem de almindelige nyheder havde noteret mig, at socialdemokratiske ledere ikke var akademikere, men havde lært noget om livet og styringen af landet på andre måder. M.a.o. gymnasieskolen havde en tendens til at opfatte sig som et vidensmonopol, og det var mig meget imod.

              Ikke desto mindre har jeg fået de bedste og mest positive barndomsoplevelser fra det daværende Frederiksberg Gymnasium, ikke uden nedslående momenter, men dog med en glæde ved kultur. Det var en tid med bred viden og med respekt for nysgerrige drenge og piger.

              Donald

              Monday, April 27, 2015 at 9:34 UTC

            • Jeg kom engang ved en familiemiddag til at omtale fænomenet med studenter som Blomsten af Danmarks Ungdom: min skoleinspektørsvoger greb den, og kværnede gravalvorligt over temaet, til min ingeniørsvogers store fortrydelse: han havde “kun” realexamen: om han virkeligt mente det? Ja, det kunne der da ikke herske tvivl om! Og de to skulle overnatte sammen! puha, det var en drøj aften!

              AagePK

              Monday, April 27, 2015 at 11:34 UTC

  3. Det er utroligt hvad man (du) kan finde frem. Og helt fint bliver det når AagePK kobler dit med sit og fornøjes.

    Jørgen

    Sunday, April 26, 2015 at 13:57 UTC

    • Ja, Jørgen, det er utroligt så meget seriøs information man kan få via Wikipedia og Google. – og det er godt at motionere intellektet lidt, det ved jeg at AagePK også sætter pris på. Hvis man ikke har særlige interesser i den Trans-Iranske Jernbane, er det selvfølgelig ikke så spændende, men det strategiske spil om kontrollen over mellemøsten er også forklaret i Wikipedia artikelen om Trans-Iranian Railway.

      Donald

      Sunday, April 26, 2015 at 19:18 UTC


Comments are closed.