Tøm Papirkurven

… og se nu at få det sagt ordentligt

Butik i Møntergade engang i 70’erne

I går (eller i forgårs?) hørte jeg (med det ene øre kun) en dame fortælle vistnok til Henrik Crone i R24 Nattevagten om dengang, 1950’erne, hvor der i de små gader på Vesterbro og de andre bykvarterer i København lå stribevis af forretninger, mejeri, bager, skomager, blikkenslager, børstemager, skiltemaler, hattedame, legetøj (en lille bitte forretning, der får nutidens legetøjs-supermarkeder til at ligne templer) og slikmutter, stofforretning, isenkram, frisør, materialist, farvehandel (det var ikke det samme som materialist) musikforretning, urmager, sølvsmed, skrædder, dametøj, lingerie, radioforretning, cykelsmed, slikmutter med 10 slags bolcher (NEJ ikke bolsjer) imod nutidens sliktempler med rækker af candy, tandtekniker, akvariehandel, mekaniske rester (en slags genbrugsbutikker for metaldele) apotek, knallertforretning (en avanceret cykelsmed) TV-reparatør, kolonial, vinhandel, grønthandler, slagter, charcuterie, fisk og vildt … og desuden det lokale værtshus med lugt af tis og cigaretrøg.

Dette billede har jeg lånt fra en bog af Kenneth Brøgger Danske Guitarer – og deres byggere.

Forretning i 1972

Forretning i 1972

Fra bogen Guitarbyggere i Danmark

Fra bogen Guitarbyggere i Danmark

Jeg købte i 1961 en guitar bygget af Thomsen. Prisen – 400 kr. – var penge jeg havde tjent ved at spare op og arbejde om sommeren som arbejdsdreng. En lærer i skolen sagde forarget “arbejder du i sommerferien?” Ja, det var egentlig ikke godt for skolen og karrieren, men sådan var det.

Klik for at kunne læse

Klik for at kunne læse

Written by Donald

Tuesday, January 13, 2015 at 10:53 UTC

Posted in Tidsmaskinen

Tagged with ,

21 Responses

Subscribe to comments with RSS.

  1. Tidene endrer seg. Jeg savner alle småbutikkene jeg, men det er vel “ikke penger ” i det mer?
    Var det ikke slik det var? Man arbeidet når man kunne, selv om man var ung. I dag vet jeg ikke om man ansetter så mange under 18 år.
    Klem på deg.🙂

    Mormor

    Tuesday, January 13, 2015 at 11:28 UTC

    • Jeg ved ikke om jeg savner småbutikkerne, men jeg vil bare gerne være mere bevidst om hvordan jeg former mit liv, Mormor. Små butikker, hjemme på lange vinteraftener med papirbøger og klaver eller guitar, eller moderne supermarkeder, hurtigt indkøb, lang transporttid, højere løn, sent hjemme og TV-som-spiser-tiden.

      Man ansætter unge under 18 til lavere løn og fyrer dem når de fylder 18. Men man ansætter ikke børn under 16 tror jeg. Jeg var 11, første gang, og i arbejdsformidlingen var de bekymrede over at min mor søgte arbejde til mig. Det er en lang historie, som jeg først nu begynder at forstå lidt mere af.

      Klem på dig🙂

      Donald

      Tuesday, January 13, 2015 at 12:00 UTC

  2. Sikke en mangfoldighed af butikker; dem ville jeg gerne have oplevet.
    Dit billede fra 1972 ser ud som om, det er meget længere siden, men hvad 1972 er jo også en evighed. Det var det år min far døde, og det føler jeg er virkelig lang tid siden.

    Stegemüller

    Tuesday, January 13, 2015 at 11:49 UTC

    • Ja, det er virkelig lang tid siden Stegemüller, 42 år. Det er længere end det liv, Mozart, Mendelssohn og Chopin fik for at nævne nogle få.

      Møntergade var nok en slags tidslomme, trods alt, Stegemüller. Der var også en lille protestbevægelse, da Gutenberghus rev hele den ene side af Møntergade ned ca. 1967. Det var huse fra 1700-tallet og hele gaden var som et billede af det gamle København. Men husene var af dårlig kvalitet, så hvis man ville bevare, skulle man have restaureret i dyre domme, og det var ikke tidens strømning, ikke i Danmark. I Alsace, fx., bevarede man også de gamle skæve dårlige huse, jeg gætter at man har forbedret dem gennem årene.

      Donald

      Tuesday, January 13, 2015 at 12:04 UTC

  3. For mig er 1972 næsten i går.
    Hvad blev der af guitaren?

    Rasmine

    Tuesday, January 13, 2015 at 18:01 UTC

    • @Rasmine: Den har jeg stadig, det er egentlig den bedste af de tre jeg har, Thomsen lagde et aluminium T-jern i halsen, så den ikke slår sig, bøjer, giver efter for strengetrækket. Men jeg tror min søn har tabt den en gang eller to, så den er ikke helt som i gamle dage.

      Donald

      Tuesday, January 13, 2015 at 18:52 UTC

  4. Jeg husker også alle de små butikker – både i København, hvor jeg tit havde min gang – og på Frederiksberg, hvor jeg boede. Jeg var på Peter Bangs Vej forleden dag, hvor jeg kiggede febrilsk efter nogle af de butikker, der var dengang – der var et par stykker, men det var alt. Og biografen eksisterer ikke mere – der var jeg ellers stort set hver søndag til eftermiddagsforestillingerne. Er man ved at være gammel, når man synes, at tiden var bedre dengang?? 😉

    Mia Folkmann

    Wednesday, January 14, 2015 at 8:20 UTC

    • Har du boet ved Windsor Biografen? Peter Bangsvej, Dalgas Boulevard, Hoffmeyersvej, Søndermarksskolen, Glahns Alle, Windsor blomster, fisk, Hovedstadens Brugsforening, Sløjfen hvor linie 14 kunne vende, Skjorteærmelængdeafkortninger foretages, …?

      Kan du huske nogle af butikkerne? Jeg har lige kigget lidt på GoogleEarth og kan se, at der er andre forretninger, men netop omkring de blokke, hvor Windsor Bio lå. er der nogle forretninger, nye forretninger, ny generation.

      Biografen var den tids kultur for masserne, og det er meget synd at den blev nedrevet. Boliger i stedet, og nybygninger på grunde, som opstår ved nedlægning af industri og lagerområder, det er jo en god forretning.

      Ja, somme tider savner jeg det gamle statiske København, hvor 10 år var en udvikling fra barn til voksen.

      Donald

      Wednesday, January 14, 2015 at 10:05 UTC

  5. Jeg har vist aldrig været i Windsor bio, så vidt jeg husker; men jeg har da lært at knytte en Windsor-knude, eller Four-in-hands, som den hedder i England.🙂
    Hvem har bildt dig ind, at det ikke er godt for karrieren eller skolen at have haft et arbejde, mens man er elev? Jeg har ofte mødt den påstand hos mine lærerkolleger, og har forsvaret mine elevers ret til at påtage sig jobs. i dag siger loven, at man skal være fyldt 9 for at tage kulturbetingede jobs så som at synge i kirkekor, og ellers 13 år. I Bolivia ved jeg, at børn har dannet fagforeninger og via dem krævet af FN, at der gives dem ret til at arbejde selv om de er yngre. Jeg støtter dem til en vis grad.
    Jeg gør det, fordi det kan være livsnødvendigt for dem, sålænge den sociale struktur ikke støtter fader- eller forældreløse børn bedre. Men jeg støttede mine egne elever, og blandt dem min datter, fordi jeg vidste, hun ville lære at omgåes penge og mennesker på en anden måde, når hun selv skulle tjene pengene og betjene kunderne: høflighed, disciplin, menneskekundskab, iagttagelsesevne… Der følger en masse med. Det kan forældre og skole ikke altid lære børn, her er det learning by doing.

    AagePK

    Wednesday, January 14, 2015 at 14:13 UTC

    • Det var godt at der endelig var et indlæg, som kunne inspirere til lidt diskussion. Jeg synes arbejde er godt nok, men min tysklærer, som havde lært os meget og godt tysk og som syntes at jeg var dygtig, havde nok håbet at jeg fik et mere uddannelsesrelevant job end at køre rundt med fotokopier (“lystryk”) fra lystryks-anstalten i Kompagnistræde (Atelier Elektra) som lavede store kopier af arkitekttegninger udført på mere eller mindre gennemsigtigt papir. Jeg var både glad for at han kunne genkende mig og ked af at han havde set mig, for alt for mange af kunderne behandlede os bude som undermennesker, og jeg følte mig som undermenneske. Jeg vil tro at en dreng ville have godt af at lære noget ved at arbejde for én, som gerne ville vise noget af sin kunnen, fx. skiltemalermesteren, der troede at jeg ikke havde lært noget om Pythagoras, og som var på forkant med fotografisk dannelse af silketryk-rammer, men som ikke indviede os trykkere i de faktiske detailler om hvordan man gjorde.

      Det er gavnligt med en sommerferie som hjælp i en familievirksomhed, det kan være landman, murer eller tømrer, eller som assistent for en IT-mand der har forstand på børn og kan forklare, eller som assistent for en skolelærer … nå nej han har jo også ferie!🙂 – eller som sparringspartner for en åndsarbejder, der trænger til nogen at snakke med og som godt kan lide at gå tur og fortælle om planter og dyr, landskabernes og menneskenes karakter, eller måske som assisten for en politiker. Det er heller ikke forkert at være børnearbejder, men det kommer let til at fylde for meget hvis vi gerne vil have at børnene lærer noget.

      Men mange mennesker ville nok ikke sende deres børn ud på cykel i Københavns-trafikken i dag.

      Donald

      Wednesday, January 14, 2015 at 17:26 UTC

    • Jeg kan tilføje at jeg allerede som 4-årig var interesseret i familieøkonomi og at det blev anset for utilbørligt at et barn vidste noget om penge, og at jeg har været “god” til penge stort set altid. Såeh, nej, min kritik af den måde jeg blev kastet ud i arbejde er ikke helt ubegrundet, eller forkælet-agtig. Men jeg kan godt se logikken i din kommentar og jeg mener også at det er helt fint at komme ud et sted med fx. kundebetjening og lære noget om mennesker – især hvis man har nogen at fortælle sine observationer til, nogen at diskutere arbejdet med, og ikke føler sig fortabt.

      Donald

      Wednesday, January 14, 2015 at 17:31 UTC

      • Først og fremmest: alle, også børn, har et stort behov for at blive anerkendt ikke kun for at være, men også for at kunne: bare det at kunne hente 2 øl til far og naboen, når de hjælpes ad med at sætte stakit op, f.eks. Men især hos fremmede: som lille knægt samlede jeg mælkebøtter til bagerens kaniner, og kørte affaldet væk på en lille trækvogn, til hans have. Og jeg øste hans kælder tør for vand. Jeg fik min betaling i daggammelt wienerbrød og kage, meget af det fint nok til at tage med hjem til Mor til eftermiddagskaffen. Man var blevet forsørger! Og det er en meget vigtig begivenhed, første gang man får den oplevelse, vil jeg holde på.
        Min fader var til gengæld ikke stolt af min selvstændighedstrang, han var jo forsørgeren. Det har altid undret mig, al den tid, at han pga forældrenes skilsmisse, og boende i Enghavekvarteret, selv tidligt måtte lære at bidrage til familiens og egne udgifter.
        Ellers tog jeg feriearbejde i stormagasinet, og på den historiske kro, og dagligt opsynsarbejde på bibliotekets læsesal: man lavede lektier OG tjente penge SAMTIDIGT! Og alle steder samlede man anbefalinger, så man kunne finde endnu bedre betalt arbejde senere: er det ikke godt for karrieren?
        Min datter fik lov til at synge i kirkekoret, fra hun var ni, det gav 50kr om måneden. På gymnasiet sang hun i Nyborg Kirkes faste kor, og så var det en helt anden løn: snak om karriere! Som 13-årig stod hun i døgnkiosken, og lærte at regne tal ud i hovedet, når nogen skulle vide, hvor meget man kunne snolde for, når mors Alt-for-damerne var solgt. Og hvilke drenge, der skulle holdes øje med ved vælg-selv-slik-disken. Og diskret hoste, hvis drengene følte sig uopdagede.

        AagePK

        Wednesday, January 14, 2015 at 20:00 UTC

        • Ja, se det var gode eksempler. Godt at du noterede dig at din fader ikke var helt så stolt af din trang til at kunne selv. Gad vide om han ikke også havde lidt stolthed – men så kommer vi jo ind på alle de andre forhold mellem far og søn, hvoraf de fleste aldrig bliver afklarede, beskrevet, fortalt. De fleste forældre glæder sig jo over børnenes gode egenskaber.🙂

          Jeg hæfter mig ved at du netop skriver, at blive anerkendt og ikke kun for at være. Det er jo det jeg mener med at børne-arbejdet helst ikke skal være et hvor du bliver “presset nedad”. Der er sikkert mange gode arbejdsgivere, som kan få et sommerferiejob til at blive en fordel.

          Jobbet som læsesals-opsynsmand øh -dreng er jo en appelsin i turbanen!🙂 Var det i Slesvig?

          Hvad var det for en historisk kro? Skal vi finde billeder frem?

          Donald

          Wednesday, January 14, 2015 at 21:04 UTC

          • Odins Haddeby hedder kroen i dag, med et meget indskrænket kort, og vinkort, i forhold til, hvad jeg var vant til. Men dengang kunne vi også snildt have 5000 gæster en pinselørdag, med orkestertribune og servering i den meget store have, og pinsegilde med danseorkester, fra det frivillige brandværn, om aftenen. Det var mest vin med bobler i den aften. Og så kom råge-sæsonen, ohhh, med flødesauce, ananaskraut og persillekartofler….
            Læsesalsvagten var i Flensborg, Dansk Centralbibliotek. Her var der også vekslende kunstudstillinger, bl.a. vogtede jeg over Bent og Helga Exners store udstilling: der var smykker for millioner! I sidste uge lykkedes det mig at købe et armbånd af dem, fra ’50-erne, så konen kunne få sit forlovelsesdagssmykke. Bruhn-Rasmussen nåede at få det frem!🙂
            Mht arbejdsgivere: når man nu kunne stille op med gode anbefalinger, måtte de jo også spille ordentligt ud; ellers lærte man jo at gå til andre, det var, hvad jeg lærte, og forsøgte at lære videre. De anbefalinger var jo et bevis på, at man kunne noget. Som burde respekteres. Ellers kunne de finde en anden. Og så var det for mig ligegyldigt, om jeg så kom til at skovle sand på en betonvarefabrik, eller blev sygehusportør. Så jeg har prøvet lidt.
            Det har mestendels været lærerigt og sjovt at være til.

            AagePK

            Wednesday, January 14, 2015 at 22:14 UTC

            • Tak for uddybning – Odins Haddeby, det ligner lidt Hedeby, som ellers i dag kaldes Haitabu af de tyske vejskiltemyndigheder.
              Når du nu skriver “anbefalinger”, så kommer jeg til at tænke på hvordan min barndom på den ene side var så tryg og på den anden side var så tydeligt mærket af mine forældres nedtur og separation og skænderier fra jeg var 3 år, jeg husker stadig (lidt af) turen fra det smukke hus i Fredensborg til en (moderne) lille lejlighed på Frederiksberg.
              Jeg fik venligt en anbefaling på mit andet sommerjob, men det var mest for sjov, for der var ingen, som havde brug for anbefalinger fra et job som cykelbud. Det var meget rare mennesker og deres virksomhed var tryg og rolig, en dental-reservedels-virksomhed. Det havde måske været bedre, hvis “mine voksne” havde fundet et job som fx. biblioteksbogsopstiller eller som bygningsopmålerassistent (ham, der går og står med målestangen/linealen, jeg har prøvet at finde navnet på instrumentet, man brugte før man fik GPS Geodæsi, theodolite på eng.)

              Iøvrigt giver denne sammenligning giver mig et helt nyt syn på min barndom og mit livsforløb, bemærkelsesværdigt at man kan det.

              Donald

              Thursday, January 15, 2015 at 10:15 UTC

  6. Jeg holder meget af gamle billeder fra København! Kender du mon Facebookgruppen ‘Gamle København’, som er fyldt med spændende billeder?

    Madame

    Wednesday, January 14, 2015 at 15:29 UTC

    • @Madame: Nej den FB-gruppe kender jeg ikke. Det nærmeste er en gruppe med “Gamle Helsinge” og det er vist ikke dér jeg har fundet mit favorit-billede af Helsinge Station med damplokomotiv og drejeskive🙂 Jeg finder “Gamle København” – tak for tippet🙂

      Donald

      Wednesday, January 14, 2015 at 17:34 UTC

  7. Atter et spændende indlæg med kommentarer. Det har jo konsekvenser at have de forældre man har der hvor man bor. Jeg har hjemme hjulpet med mangt og meget og lært at luge roer hos min morfar. Har været kirkedrenge, købmandsdreng, mælkemand, arbejdet på de fingerløses fabrik og været portør – og netop det sidste bevirkede den retning mit arbejde siden fik. Men der var ikke så mange muligheder i den megalille by jeg voksede op i. Jeg fik nu lært at arbejde og forholde mig relevant til pengesager m.v.

    Jørgen

    Thursday, January 15, 2015 at 20:35 UTC

    • Jørgen, bare det at luge giver mere indsigt i fødekæden, i plantelivet, – man følger jo med hvis man ser bed eller urtehave mere end én gang. Har du også været mælkemand? hvor har du prøvet meget! vores generation har virkelig lavet noget andet end nutidens mobil-børn!🙂

      Donald

      Thursday, January 15, 2015 at 23:23 UTC

      • Jeg var mælkemand en sommerferie, idet jeg sparede op til en tur til Rom i 2.G. Tidligt op og på cykel 5 km, ud med mælk, indkrævning af betaling en gang om ugen. Jeg kørte selv nogle ruter, idet jeg havde taget kørekort.

        Jørgen

        Friday, January 16, 2015 at 8:03 UTC

        • Det er flot at et ungt menneske kan gøre så meget, Jørgen (je jeg synes også at jeg selv klarede meget), var det så meget, at du ikke havde overskud til socialt samvær med kammeraterne?

          Donald

          Friday, January 16, 2015 at 10:08 UTC


Comments are closed.