Tøm Papirkurven

… og se nu at få det sagt ordentligt

So zärtlich

En læsedjævel?!🙂

Hamilkar Schass, min bedstefar, en lille herre på lad os sige 71 år, havde netop lært sig kunsten at læse, da sagen begyndte. Sagen: Dermed forstås overfald af en general Wavrila, som med ildspåsættelse og plyndring og lignende fortrædeligheder brød op fra Rokitno-sumpene og drog mod Masuren, nærmere betegent Suleyken. Han var, djævelen tage ham, nær nok, man kunne allerede lugte fuselen, som han og hans soldater havde drukket. Hanerne i Suleyken løb ophidsede omkring, okserne rev i kæderne og de berømte Suleyken får trængte sig sammen – uanset hvorhen øjet vendte sig, viste vores by alle tegn på uro og sydende ophidselse; sådant kendes jo fra historien.

I denne tid, bliver det sagt, havde Hamilkar Schass, min bedstefar, næsten uden fremmed hjælp bibragt sig kunsten at læse. Han læste allerede løbende dette og hint, dette, dermed menes et gammelt exemplar af Masur-kalenderen med mange opskrifter til julefesten, og hint, derved forstås en kvæghandlers notesbog, som denne for flere år siden havde tabt i Suleyken. Hamilkar Schass læste den igen og igen, klappede i hænderne og udstødte, mens han bestandigt gjorde nye opdagelser, besynderlige dumpe lyde af jubel, kort sagt, den dybe læse-lidenskab havde grebet ham. Ja, Hamilkar Schass var i den grad forfalden, at han i usædvanlig grad forsømte sig selv, han adlød nu et væsen, som han på masurisk plejede at kalde “Zatanga Zitai”, hvilket betyder så meget som læsedjævel, eller, mere præcist, læsesatan.

Hver mand, hvert levende væsen i Suleyken var slået med skræk og angst, kun Hamilkar Schass, min bedstefar, viste ingen tegn på at være berørt af truslen; hans øjne lyste, læberne fabrikerede ord efter ord, mens hans mægtige pegefinger løb ned over linierne i den masuriske kalender, formende en guirlande, sitrende af lykke.

Da kom, medens han således læste, et magert, forskrækket menneske ind, Adolf Abromeit var hans navn, som i sit liv ikke havde vist andet end sine store rosafarvede ører. Han bar sin flintebøsse ved sin side og trådte, mens han fumlede med den, hen til Hamilkar Schass og sagde følgende ord: “Hamilkar Schass, du vil gøre godt ved at udsætte dine studier. Ellers vil det, sådan som tingene står, let kunne tænkes, at Wavrila bedriver sine studier med dig. Blot, tror jeg, vil du derefter se mere forrevet ud end denne bog.”

Hamilkar Schass, min bedstefar, kiggede først forbavset, så ærgelig på sin gæst; han var, eftersom lekturen fuldstændig havde opslugt ham, i en ganske lang stund ude af stand til at svare. Men så rejste han sig, masserede sine tæer og talede således: “Mig synes det”, sagde han, “Adolf Abromeit, som om du har glemt al høflighed. Hvorledes kunne du ellers, – jeg beder dig! – forstyrre mig midt i min læsning?”

“Det er”, sagde Abromeit, “kun på grund af krig. Æresord! Wavrila, den berygtede, er det blevet for kedeligt ude i sumpene. Han nærmer sig under de sædvanlige grusomheder denne by. …

Die erste der Masurischen Geschichten
Der Leseteufel
Hamilkar Schaß, mein Großvater, ein Herrchen von, sagen wir mal, einundsiebzig Jahren, hatte sich gerade das Lesen beigebracht, als die Sache losging. Die Sache: darunter ist zu verstehen ein Überfall des Generals Wawrila, der unter Sengen, Plündern und ähnlichen Dreibastigkeiten aus den Rokitno-Sümpfen aufbrach und nach Masuren, genauer nach Suleyken, seine Hand ausstreckte. Er war, hol¿s der Teufel, nah genug, man roch gewissermaßen schon den Fusel, den er und seine Soldaten getrunken hatten. Die Hähne von Suleyken liefen aufgeregt umher, die Ochsen scharrten an der Kette, die berühmten Suleyker Schafe drängten sich zusammen ¿ hierhin und dorthin: worauf das Auge fiel, unser Dorf zeigte mannigfaltige Unruhe und wimmelnde Aufregung; die Geschichte kennt ja dergleichen.
Zu dieser Zeit, wie gesagt, hatte sich Hamilkar Schaß, mein Großvater, fast ohne fremde Hilfe die Kunst des Lesens beigebracht. Er las bereits geläufig dies und das. Dies: damit ist gemeint ein altes Exemplar des Masuren-Kalenders mit vielen Rezepten zum Weihnachtsfest; und das: darunter ist zu verstehen das Notizbuch eines Viehhändlers, das dieser vor Jahren in Suleyken verloren hatte. Hamilkar Schaß las es wieder und wieder, klatschte dabei in die Hände, stieß, während er immer neue Entdeckungen machte, sonderbar dumpfe Laute des Jubels aus, mit einem Wort: die tiefe Leidenschaft des Lesens hatte ihn erfaßt. Ja, Hamilkar Schaß war ihr derart verfallen, daß er sich in ungewohnter Weise vernachlässigte; er gehorchte nunmehr einem Gebieter, welchen er auf masurisch den »Zatangä Zitai« zu nennen pflegte, was soviel heißt wie Leseteufel, oder, korrekter, Lesesatan.
Jeder Mann, jedes Wesen in Suleyken war von Schrecken und Angst geschlagen, nur Hamilkar Schaß, mein Großvater, zeigte sich von der Bedrohung nicht berührt; sein Auge leuchtete, die Lippen fabrizierten Wort um Wort, dieweil sein riesiger Zeigefinger über die Zeilen des Masuren-Kalenders glitt, die Form einer Girlande nachzeichnend, zitternd vor Glück.
Da kam, während er so las, ein magerer, aufgescheuchter Mensch herein, Adolf Abromeit mit Namen, der zeit seines Lebens nicht mehr gezeigt hatte als zwei große rosa Ohren. Er trug eine ungeheure Flinte bei sich, trat, damit fuchtelnd, an Hamilkar Schaß heran und sprach folgendermaßen: »Du tätest«, sprach er, »Hamilkar Schaß, gut daran, deine Studien zu verschieben. Es könnte sonst, wie die Dinge stehen, leicht sein, daß der Wawrila mit dir seine Studien treibt. Nur, glaube ich, wirst du nachher zerplieserter aussehen als dieses Buch.«
Hamilkar Schaß, mein Großvater, blickte zuerst erstaunt, dann ärgerlich auf seinen Besucher; er war, da die Lektüre ihn stets völlig benommen machte, eine ganze Weile unfähig zu einer Antwort. Aber dann, nachdem er sich gefaßt hatte, erhob er sich, massierte seine Zehen und sprach so: »Mir scheint«, sprach er, »Adolf Abromeit, als ob auch du die Höflichkeit verlernt hättest. Wie könntest du mich sonst, bitte schön, während des Lesens stören?«
»Es ist«, sagte Abromeit, »nur von wegen Krieg. Ehrenwort. Wawrila, dem Berüchtigten, ist es in den Sümpfen zu langweilig geworden. Er nähert sich unter gewöhnlichsten Grausamkeiten diesem Dorf. Und weil er, der schwitzende Säufer, schon nah genug ist, haben wir beschlossen, ihn mit unseren Flinten nüchtern zu machen. Dazu aber, Hamilkar Schaß, brauchen wir jede Flinte, die deine sogar besonders.«
»Das ändert«, sagte Hamilkar Schaß, »überhaupt nichts. Selbst ein Krieg, Adolf Abromeit, ist keine Entschuldigung für Unhöflichkeit. Aber wenn die Sache, wie du sagst, arg steht, könnt ihr mit meiner Flinte rechnen. Ich komme.«
Hamilkar Schaß küßte seine Lektüre, verbarg sie in einem feuerfesten Steinkrug, nahm seine Flinte und lud sich ein gewaltiges Stück Rauchfleisch auf den Rücken, und dann traten sie beide aus dem Haus. Auf der Straße galoppierten einige der intelligenten Suleyker Schimmel vorbei, herrenlos, mit vor Furcht weitgeöffneten Augen, Hunde winselten, Tauben flohen mit panisch klatschendem Flügelschlag nach Norden ¿ die Geschichte kennt solche Bilder des Jammers.
Die beiden bewaffneten Herren warteten, bis die Straße frei war, dann sagte Adolf Abromeit: »Der Platz, Hamilkar Schaß, auf dem wir kämpfen werden, ist schon bestimmt. Wir werden, Gevatterchen, Posten in einem Jagdhaus beziehen, das dem nachmaligen Herrn Gonsch von Gonschor gehörte. Es ist etwa vierzehn Meilen entfernt und liegt an dem Weg, den Wawrila zu nehmen gezwungen ist.«

[…]

Wie man vermuten wird: kaum hatte Hamilkar Schaß weitere Zeilen gelesen, als die Tür erbrochen ward, und wer kam hereinspaziert? General Zoch Wawrila. Ging natürlich gleich auf den Großvater zu, brüllte heiser und lachte, wie er das so an sich hatte, und dann sagte er: »Spring auf meine Hand, du Frosch, ich will dich aufblasen.« Das war, ohne Zweifel, eine Anspielung auf seine Herkunft und seine Gewohnheiten. Doch Hamilkar Schaß entgegnete: »Gleich. Nur noch anderthalb Seiten.«
Ende der Vorschau für dieses Kindle eBook.

Som man kunne forvente: Næppe havde Hamilkar Schass læst flere linier, før døren blev brudt op, og hvem kom ind? General Zoch Wavrila. Gik naturligvis strax hen til bedstefar og brølede og lo, som han havde for vane, og så sagde han: “Spring op på min hånd, du, frø! jeg vil sprænge dig i luften.” Det var, uden tvivl, en hentydning til hans herkomst og sædvaner. Dog svarede Hamilkar Schass: “Ja, lige om lidt, kun halvanden side.”

Cliffhanger, hva’? (Det gentager sig de obligatoriske tre gange!)

Da greb, som ethvert fornuftsvæsen kan forstå, en så uhyggelig frygt Wavrila og hans kumpaner, at de lod flintebøssen ligge og flygtede derhen, hvor de var kommet fra – derhen, dermed menes de særligt trøstesløse Rokitno-sumpe.

Adolf Abromeit, som undrende havde set flugten, trådte med sin flintebøsse i hånden, hen til den læsende og ventede stum. Og efter at den sidste linie var læst, løftede Hamilkar Schass hovedet og sagde “Du har, forekommer det mig, sagt noget, Adolf Abromeit?”

Kommentarlink …

Written by Donald

Saturday, December 6, 2014 at 3:04 UTC

Posted in Blogosofi, Liv

13 Responses

Subscribe to comments with RSS.

  1. Sikke en drabelig historier. Imponerende magt læsning har. Hvordan finde du dog frem til den?

    Jørgen

    Saturday, December 6, 2014 at 12:49 UTC

    • Det var fire år efter udgivelsen at en fremsynet tysklærer sørgede for at vi selv købte bøger – bl.a. Siegfried Lenz’s “So zärtlich war Suleyken” til undervisningen i den dengang meget billige Tyske Boghandel – og hvis vi ikke havde råd, ville han endog gerne betale. Henrik Lange, hed han. Han blev rektor for Roskilde Katedralskole, tror jeg. Han lærte os så meget tysk, at han fortvivlet sagde “de sproglige studenter kan ikke så meget tysk som I kan!” Vi læste Böll, Borchert og vistnok også andre ting. I realiteten noget, som undervisningsministeriet anbefaler, men som ofte bliver skubbet til side til fordel for systematiske (men ulitterære) lærebøger.

      Donald

      Saturday, December 6, 2014 at 13:12 UTC

      • Vi fik efterhånden opbygget et helt privatbibliotek med de små hefter, som mange værker jo udkom som, til brug i gymnasiet. Vi havde også Goethes “Die Leiden des jungen Werthers” (mit eksemplar er godt nok rettet til Die Leichen des jungen Schrankwärthers!), Schillers Don Carlos, foruden Borchert’s “Draußen vor der Tür”. Og mange andre.

        AagePK

        Saturday, December 6, 2014 at 17:09 UTC

        • @AagePK: Vil det sige at I (også) havde en kreativ og fremsynet, litteraturelskende og litteraturformidlende lærer? Det var et godt bibliotek I fik opbygget!🙂

          Donald

          Saturday, December 6, 2014 at 20:00 UTC

          • Vor tysklærer på Duborg-skolen, og samtidig den største del min klasselærer, var Doktor, Doktor Fru Annemarie Walther, født Knörzer. Hun var doktor udi filologi og filosofi, dvs: hun var tysk doktor, hvilket ifølge mine kilder ikke helt var på niveau med en dansk doktorgrad. Men hun kunne sit kram, og vi blev trukket gennem alt fra Die Meerseburger Zaubersprüche, Walther von der Vogelweide og op til Siegfried Lenz. Som jo havde sommerhus ved Lebøl på Als.
            Du burde læse om hans kvaler med Sønderjydsk kaffebord, den kom på Hovedlandet i 2011, den var allerede blevet genudgivet i 2006 på tysk, og meget populær. Lenz både talte og skrev dansk, og stærkt knyttet til Danmark lige til sin død her i Oktober, 2014.

            AagePK

            Saturday, December 6, 2014 at 22:15 UTC

            • @AagePK: Jeg vil læse mere – i det hele taget læse. Men i de sidste 5 år har jeg desværre været hæmmet læsemæssigt. Jeg er begyndt på to romaner og er nået omkring halvandet hundrede sider igennem, så går jeg i stå. Somme tider læser jeg hurtigt (op til 80 sider/time) andre gange tager jeg 4 sider i timen, fordi jeg begynder at tænke. (Men det er måske heller ikke så tosset?)

              Siegfried Lenz er en af dem, der er nem at læse; “læsevenlighed” havde han vist også i tankerne, når han skrev. Han var en god fortæller, jeg noterede mig også hans død med sorg.

              Donald

              Sunday, December 7, 2014 at 12:29 UTC

            • Hans død var trist, men alligevel: skønt han døde og blev begravet i Hamborg, var han gift dansk og havde også et hjem hos Ulla Reimer på Fyn. Da de blev viet i Sønderhav af Aabenraas borgmester, sendte de nordslesvigske bagere deres æresmedlem Siegfried en kæmpelagkage som tak for, at han via Sønderjydsk kaffebord havde fået dette fænomen ind i verdenslitteraturen. Lehmanns Erzälungen hed den på tysk.

              AagePK

              Sunday, December 7, 2014 at 15:19 UTC

            • Jeg kan også godt se de lyse sider, Siegfried Lenz havde et godt liv. Og han har gjort meget godt, mere end at fortælle skrøner om sin bedstefar fra de masuriske sumpe (som vel strengt taget ikke er tyske og heller ikke var det, da Lenz skrev historierne!)

              Jeg synes alligevel det er sørgeligt, han blev jo (kun) 88 år. Men jeg stiller måske for store krav til livet.

              Jeg håber du kan hjælpe med en oversættelsesting:

              Sætningen “Wie könntest du mich sonst, bitte schön, während des Lesens stören?” har jeg oversat med “Hvordan kunne du ellers, – jeg beder dig, midt i min læsning! – forstyrre mig?”

              Det er en knudret sætning, og den tyske version er ikke så knudret, alligvel ser man, at også Lenz’ sætninger er bevidst kantede, og da jeg ikke kunne lide at lave helt om til fx. “Hvordan, min herre, kunne du ellers finde på at forstyrre mig midt i min læsning?”

              Jeg har store problemer med næste indlæg om Masurische Seenplatte.

              Donald

              Sunday, December 7, 2014 at 16:02 UTC

            • “Hvorledes kunne du ellers,vær så artig = jeg beder dig, forstyrre mig i min læsning?”
              Ikke den store forskel, men: alt efter konteksten kunne det være: Med hvilken begrundelse… eller På hvilken måde, og så ser man jo en forskel. Her mener jeg dog, at det må være :Med hvilken begrundelse, vær så god/artig, forstyrrer du mig i min læsning.

              AagePK

              Sunday, December 7, 2014 at 19:31 UTC

            • Tak for hjælpen, AagePK, jeg kan høre at jeg var tæt på – “jeg be’r dig” – fungerer meget godt, og ligger oven i købet etymologisk tæt på “bitte schön”. “Værsågod” kan jeg ikke rigtig få til at passe med den form for udråb i en bebrejdende sætning. “Bitte schön” skal vel forstås som en opfordring til at tage sig sammen, tænke over (og forklare, svare på spørgsmålet) hvad det er for noget galskab, som får Adolf Abromeit til at snakke mens bedstefar læser – uden at man egentlig forventer at der *er* et svar andet end at det er en hensynsløshed, som ikke kan forklares!

              Du mener nok ret at man kan ændre ordstillingen, ser jeg🙂 Det er gjort.

              Donald

              Sunday, December 7, 2014 at 21:51 UTC

  2. Rene Baron von Münchausen, denne Hamilkar Schass

    Kamelrytterske

    Saturday, December 6, 2014 at 15:57 UTC

  3. Som Jørgen også siger: Sikke en drabelig historie!

    Madame

    Saturday, December 6, 2014 at 18:30 UTC

  4. @Vinkenes: Ja – det er en slags Münchausen, og måske også lidt “Till Eulenspiegel”, så vidt jeg husker.
    @Huskebloggen: Ja – det er en drabelig historie, men den ender trods alt med fryd og gammen🙂

    Donald

    Saturday, December 6, 2014 at 20:02 UTC


Comments are closed.