Tøm Papirkurven

… og se nu at få det sagt ordentligt

Vikingeskibsmuseum i Roskilde

Desværre glemte jeg kameraet.

Det var ellers en billedrig oplevelse at være på Vikingeskibsmuseet – måske for femte gang, men det er altid sjovt. Der var både en venlig dame, som høvlede skibsplanker så de blev meget tynde – vikingeskibene behøvede ikke at have tykke pansrede skibssider – og hun svarede på mit spørgsmål om hvordan man bøjer en skibsplanke, så den passer til skibssiden.

Det skal jo være vandtæt!
Det har jeg altid undret mig over kunne lade sig gøre.

Man har – dengang – bøjet det ved at tørre det over åben ild, og så skal man altså være hurtig for at vende det inden det brænder! men det orker man jo ikke i dag, så vi bruger lidt andre metoder til nutidens vikingeskibe – men ideen er den samme, træet skal tørres. Det kan gøres vådt ved at ligge i vand og derefter formes det lettere, og når det så tørres – fastspændt i den endelige form, som regel på skibssiden, så holder det formen.

Hvis man søger på Google efter Wikipedia: Bending of wooden planks over fire for vikingships så finder man udmærkede byggeanvisninger.

Bare se at komme igang!

Written by Donald

Friday, July 18, 2014 at 12:01 UTC

Posted in Expeditioner

16 Responses

Subscribe to comments with RSS.

  1. Det er sikkert like deilig om å være på Bygdøy og vikingeskipene der. Mem jeg skaulle gjerne sett muséet i Rosklide.
    Klem på deg🙂

    Mormor

    Saturday, July 19, 2014 at 13:17 UTC

    • Bygdøy er interessant på en anden måde, Mormor. De har Gokstad skibet og der er historien om Amundsen, der er også Thorkild Heyerdal, der først blev anset for en uregerlig oprører, men som jo bare brugte sin ivrighed og opdagelsestrang på en fornuftig måde🙂 Der er kun ca. 25% tilbage af skibsfundene i Roskilde, ikke noget, der ligner Gokstad. Men til gengæld kan man se hvordan man selv kan bygge et vikingskib med sine bare hænder😉

      Klem på dig🙂

      Donald

      Saturday, July 19, 2014 at 13:20 UTC

  2. Roskilde er jo både-museum for de rester af vikingeskibe, man fandt som materiale i en spærring, men også et levende værksted. Vi var med til (snyde-)stabelafløbningen af “Søhingsten fra Glendalough”, sammen med Daisy, det var vældigt spændende.
    Men jeg tror, du har misforstået noget omkring bøjning af træ: det er ikke tørringen, men varmen, der gør det muligt at blødgøre ligninen i træet, så man kan bøje det i form, uden at det knækker. Vi bruger varmt vand til peddigrør og pil, husker du vel fra din barndom, og på træskibsværftet har man en svedekasse, hvor damp koger tykke bjælker til blød spaghetti. Så kan man beklæde træskibe med kraftigt tømmer, der alligevel følger den ønskede runde form.

    AagePK

    Saturday, July 19, 2014 at 13:35 UTC

    • Den hedder ‘Havhingsten fra Glendalough’ på dansk, Aage – ‘sea’ betyder ‘hav’ og ikke ‘sø’ på engelsk😉
      Og ‘både … men også’ – men dog, men dog😉

      Ellen

      Saturday, July 19, 2014 at 20:04 UTC

      • Et både-museum er et museum for: både!🙂 Den lille pind mellem både og museum hedder “en bindestreg”; kun, hvis der er ophold mellem både og bindestreg og bindestreg og museum er det en tankestreg, ok?🙂 At de så kalder sig Vikingeskibsmuseum, er da i orden med mig. Vi er jo i størrelsesordener fra båd til skib, ikk’?
        “På søen, når den skummer vredt” og “de gamle lig, som mod søen stunded” fortæller lige som navnene Nord- og Østersøen, at i Danmark går sø og hav af og til i et.🙂 Og jo, jeg havde lige travlt nok og fik ikke ligge kigget på min fine bog om Havhingstens store rejse, men: jeg er faktisk overbevist om, at vikingerne ville have sagt Søhingsten, ud fra de navne og betegnelser, som er overleverede på dansk, svensk og norsk. Det hedder jo sø-pindsvin, sø-konge (om fuglen) og søløver. Ikk’?

        AagePK

        Sunday, July 20, 2014 at 21:27 UTC

    • @AagePK: Ja, der var mange huller (og måske en enkelt misforståelse) i den viden, jeg havde fra Vikingedamen. Jeg vidste jo godt, at jeg ikke stod med en brugbar anvisning med fra Vikingeskibsmuseet, derfor slog jeg op på en.wikipedia for at se, hvad de kunne sige om bygning af handelsskibe i træ.

      Billedet på Vikingemuseet viste en træstamme, ikke et bræt, der blev varmet over åben ild, og jeg forstod egentlig bare at man sørgede for at plankerne var bløde, når man spændte dem fast med moderne eller vikinge-skruetvinger. Det var derfor jeg gættede at der var én procedure til at flække træstammerne og bearbejde plankerne, og en anden til at blødgøre dem og derefter spænde dem fast på skibssiden.

      Men jeg fik dog svar på nogle af de spørgsmål, som nager mig! Når man har samlet den klinkbyggede side brugte vikingerne søm med plader på den anden side til at holde dem sammen – for skibet skal jo kunne tåle en storm, som prøver at presse plankerne fra hinanden. Desuden har man høvlet en rende, som man fylder med tjæret uld (måske kan man bruge blår ligesom VVS’erne gjorde i gamle dage). Men trods alle gode intentioner begynder søm og træ at gå fra hinanden, og efter 30 år var det nydelige skib Ottar, en kopi af Skuldelev(1) – det tykke handelsskib – begyndt at tage vand ind og da man skilte det ad, var sømmene rustet igennem og der var mange utætheder.

      Tænk hvis man kunne bygge et skib og sejle på opdagelse til Vinlandet – uden at blive søsyg!🙂

      Donald

      Sunday, July 20, 2014 at 9:28 UTC

  3. Det er altid en fornøjelse at gå en tur rundt på eller i nærheden af det aktive museum i Roskilde, og måske ser man mere når man ikke har kameraet med!

    Jørgen

    Sunday, July 20, 2014 at 4:37 UTC

    • Det er en fornøjelse at se skibene og arbejdet med materialerne, ja Jørgen!🙂

      Donald

      Sunday, July 20, 2014 at 9:31 UTC

  4. Sikken en uhyggelig sang: “De gamle lig, som mod søen stunded” !!!
    Spøgelser! Spooky!

    Donald

    Sunday, July 20, 2014 at 22:22 UTC

    • Der kan du se, hvor nemt det er at fejllæse🙂 : LIGe som de gamle, som…
      I mellemtiden har jeg læst op på hav, der kommer af haff, på oldengelsk hæf: Khurisches Haff, Frisches Haff, altså lukke indsøer; heraf havn, og i familie med have. Altsammen noget småt og indelukket. Det bestyrker mig i min tro på, at sø kom først.

      AagePK

      Monday, July 21, 2014 at 7:13 UTC

      • Nå-ja: Søens folk færdes mest til havs, ok?

        AagePK

        Monday, July 21, 2014 at 7:14 UTC

        • Hæ, ja det gør de jo, søens folk. Sea, sø, er det grundlæggende ord for store vandområder. Jeg så en udsendelse om Nordamerikas geologiske udvikling i går aftes, en af dem, man kan hente via internettet når det passer én, i en vis periode kun, men det er også fint nok. Den udsendelse var nok lavet for børn og travle forældre, for alting blev gentaget 2-3 gange, men til gengæld var billederne fantastisk flotte. Det blev fortalt at man kan spore eller gætte eller hvad, regne ud at det store kontinent, som er splittet op i Nord- og SydAmerika, Afrika og så videre, Pangæa, var sammensat af 4-5 andre ur-kontinenter, men at det selvfølgelig er en blanding af gætværk og sandsynlighed.

          Men nu kommer det interessante: Mellem Rockies og Appalacherne (som oprindelig var en meget høj bjergkæde) var der et hav, ikke dybt (“fladvandet”) og deri var der mange dyr – som findes forstenede, som fossiler. Dette “lille” hav blev til prærierne fra Mexico til Canada – ind i Canada, og det er derfor frugtbare, flade områder, som er nemme at dyrke.

          Sea of wheat eller noget🙂

          Donald

          Monday, July 21, 2014 at 8:17 UTC

          • Under dette midtvesten er der også en enorm aquifer, lige som i Libyen. Men man skal alligevel passe på: i 30’ernes Ohio og nabostater havde vi denne enorme støvstorm, sandflugt, der drev folk fra hus og hjem, fordi prærien ligger så langt fra havet, så det sjældent regner. Steinbecks Vredens druer, og sangen om Oliana, Ole Buhls forblæste norske paradis, har sin baggrund i den tragedie.

            AagePK

            Monday, July 21, 2014 at 11:46 UTC

            • Ja det er derfor at der i mange af de tørre stater er runde marker – altså kunstvandings-marker.
              Jeg lærte tidligt “Vredens Druer” at kende i den John Ford filmatiserede udgave, fordi Windsor Biografen (på Peter Bangsvej lige hvor vi boede) havde en sommerkavalkade, hvor man for 2.50 kunne komme ind og se klassiske film, bl.a. Bergmans “Sommarnattens Leende”, “Gycklornas Afton”, “Det sjuende Sägel” og mange andre, herunder Ford. Men jeg forstod nu ikke så meget af den første gang jeg så den. Jeg har købt den på DVD og nu går det bedre. Min søn havde en billigbogsudgave med hjem, som jeg også har pløjet mig igennem.
              Men da jeg for 30 år siden læste “Det Lille Hus På Prærien” (inclusive forløberen, “Det Lille Hus i de Store Skove” og alle efterfølgerne) højt for min søn, var det at det gik op for mig at prærierne var det, man kalder græs-ørken, eller stepper, områder med begrænset nedbør, hvor derfor kun græsarter kan klare sig. Og når man pløjer prærien op risikerer man at jorden blæser væk. Muldlaget er derfor ganske rigtigt reduceret, men med de dyrkningsmetoder, der har været i brug siden midten af 1900-tallet tror jeg nu nok at man har fået udbyttet op. Nedbør kommer mest i form af sne og regn om vinteren. Bruger man mon “dry farming” hvor overfladen presses flad, så fordampningen formindskes? Eller vintersæd?

              De steder, hvor bakker eller klipper rejser sig fra prærien, kan man se at der er mere nedbør. Jeg savner et nedbørskort – jeg har nogle gamle i et Time Magzine Atlas fra 1980 eller deromkring.

              Donald

              Monday, July 21, 2014 at 12:19 UTC

  5. Mens jeg ventede på bussen hjem, fra DuborgSkolen i Flensborg til Slesvig, sad jeg på biblioteket og læste, bl.a. alle Steinbecks bøger, og Neville Shute. Her er sangen om Oleanna, med Pete Seeger og Lillebjørn Nielsen: https://youtube.com/watch?v=1GsYf3CZMrY

    AagePK

    Monday, July 21, 2014 at 20:47 UTC

    • Jeg kan huske mange af de bøger, jeg læste som barn og ung. Man havde bedre tid, når der ikke var et TV-program, der skulle passes! Men jeg læste først “Grapes of Wrath” da jeg var voksen. Steinbecks bøger holdt jeg meget af, men det var kun “Rutebil på Afveje” og “Øst For Paradis”, som jeg fik læst som ung.
      Neville Shute er først rigtig blevet værdsat af forlagene efter at “Stjerneforlaget” havde udgivet mange af hans titler, så vidt jeg ved. Jeg fik ikke læst noget af ham før langt hen i voksenalderen, men da faldt jeg også for hans fortællestil og gode viden i den, der hed “En Mand Med Regnestok”.

      Donald

      Monday, July 21, 2014 at 21:56 UTC


Comments are closed.