Tøm Papirkurven

… og se nu at få det sagt ordentligt

Archive for April 18th, 2012

Redebygning

Hvorfor lå der en masse lange kviste her, jeg synes da at jeg havde samlet dem op i går?

De mange kviste ligner sidste års timian og elefantgræs, som jeg fjernede tidligere

Hov - der falder flere kviste og bambus ned fra fyrretræet

Det er ikke nemt at bygge rede deroppe! Men den anden fyr var jo faldet i stormen

Advertisements

Written by Donald

Wednesday, April 18, 2012 at 20:20 UTC

Posted in Liv

25 års græsplæne

Det er kun 26 år siden at anlægsgartneren sagde til mig, at man kunne anlægge en plæne med langsomtvoksende græs, så skulle den ikke slåes så ofte. Dårligere råd har jeg aldrig fået. Endvidere sagde han, at man skulle sprøjte mod ukrudt. Det har været forbudt i mange år nu, fordi nedbrydningsrester fra de gængse sprøjtemidler ved ukyndig behandling havner i grundvandet før eller siden.

På Jørgens foranledning beskriver jeg her nogle tanker om græs og plæner – men dette er kun en begyndelse, og en samlet serie må jeg nok hellere flytte om til faste sider med link i højre kolonne.

En græsplæne er en kunstig opfindelse, dens nærmeste fætter i naturen er en græs-steppe eller prærie, som næsten er ørken, med en lille smule nedbør, hvor græsserne har fortrinnet for alle andre planter, fordi de overlever tørke-perioder og danner tæt tørv, som vanskeliggør at andre planter kan slå rod.

De enkelte planter ses især om foråret, idet de danner tuer. Ved at slå plænen fremmer man dannelse af sideskud.

Det sene eftermiddagslys fra siden fremhæver tuedannelsen

En Englænder siges at have givet følgende opskrift på anlæg af græsplæne:

Jorden planeres, graves/fræses, forberedes med river, der sås, og så slår man græsset i 200 år …

… men det er ikke den fulde sandhed. Historien er baseret på, at de store plæner i London-parkerne er så flotte – og gamle – at de kan tåle at folk går på dem. Der er ikke så mange stier som i fx. Danske parker og ingensteder står der græsset må ikke betrædes, tværtimod anses det for en god ting at publikum går på dem. Som menneskene jo er, trædes der somme tider stier, og det er for meget for plænerne, men i så fald sætter gartnerne nogle buer op – som store crocket-buer der når til livet, med spidserne stukket ned i græsset; det er en simpel spærring, og så ved den erfarne park-gænger at man skal gå en anden vej.

Men græsplænerne i Londons parker er ikke overladt til sig selv. Ændringer i atmosfæren, byluften og sur regn har påvirket planterne og somme tider har parkernes gartnere måtte lægge plæner helt om. Så de 200 år er en myte.

Mange planter kan ikke tåle at blive slået ofte, men græsset kan tåle det

Myrer, orme og selvfølgelig muldvarpe kan ødelægge græsplænen

Myrer, orme og selvfølgelig muldvarpe kan ødelægge græsplænen

Som barn frekventerede jeg Frederiksberg Have, og dengang var der mange parkbetjente, som tilså at folk ikke gik på græsset. Frederiksberg have er 2-300 år gammel og har store træer fra en omlægning omkring 1820.

Engang for længe siden, da jeg var barn, stod jeg og kiggede på en gartner, der såede græs under nogle af de store træer. En parkbetjent kom forbi og sagde: Det dér – det bliver aldrig til noget. Hvordan skal han få græsset til at gro uden lys, de store træer tager jo alt lyset. Jeg tror jeg spurgte, om han så bare skulle opgive, ham, gartneren, nej det var jo en ordre, men man kan jo ikke beordre græsset til at gro. Dengang havde alle mennesker et specielt forhold til ordrer, eftersom alle involverede tyskere – nej undskyld, de fleste – undskyldte WWII med, at de jo bare gjorde, hvad de fik besked på.

Græs

Min interesse for græs har ikke noget med hash eller Hampe-planten at gøre. Græs er, som bekendt, forfader til alle kornsorter, og kornsorterne er grundlaget for vores civilisation. Når man skal skaffe mad til familier, er korndyrkning meget effektivt, og derved frigives tid til andre sysler, såsom bedre huse, tøj, redskaber og sprog.

Kommentar?

Written by Donald

Wednesday, April 18, 2012 at 10:23 UTC

Posted in Liv