Tøm Papirkurven

… og se nu at få det sagt ordentligt

Archive for March 2010

Mandagstema::Lidelse

Rundbordssamtale. Mandagstema. Giv et bidrag, find et billede, som illustrerer lidelse.

Det er ikke nemt.

Efter mange overvejelser valgte jeg dette billede af en lille egern-fyr, som er blevet offer for en trafikulykke. Den har nok ikke lidt så meget, siger man, og jeg tror det er rigtigt i mange tilfælde. Det er derfor jeg ikke synes at billedet passer særlig godt.

Engang for mange år siden kørte jeg samme vej hver morgen og kom forbi en grantykning med en hæk foran, og et efterår var der flere dage i træk en lille hvirvelvind, som hvirvlede nogle blade op i en mini-skypumpe, som vi også så dem hjemme i min barndoms gård. En vind, der er blevet standset af mure og buske og træer og som af en eller anden grund begynder at dreje rundt. Der var et lille egern, som stod på asfalten og hoppede efter disse blade, der for rundt, sådan som en killing vil hoppe efter et garnnøgle. Den legede.

Ramt af en bil

Jeg sagtnede farten og ventede til den lille fyr forlod kørebanen. Næste morgen gentog det samme sig. Jeg fortalte det til kollegerne, fordi det undrede mig at egernet kom farende ud fra hækken på præcis samme tidspunkt som jeg kom forbi. Der kom en morgen til, samme tidspunkt og samme sted kom det lille egern hoppende ud fra busken og legede tagfat med de visne blade og jeg sagtnede farten og dyttede i håb om at den kunne lære det.

Morgenen efter havde jeg glemt et eller andet og havde tankerne andetsteds, da jeg passerede grantykningen og hækken og pludselig hørte jeg et bump. Det var det lille egern, som igen var kommet løbende ud og denne gang var blevet ramt af min bil. Jeg havde kørt et egern over. Det er mange år siden og jeg husker det stadig, det gør lidt ondt. Men ikke så meget som det må have gjort ondt på egernet at blive stoppet i sin leg.

Written by Donald

Wednesday, March 31, 2010 at 0:31 GMT+0000

Posted in Ord

Reckless

Godt at vi har internettet. En anmelder skrev flg. om “Clare Blake”, den serie, som DR1 sendte igår og idag og måske også senere resten af de 8-10 afsnit, der findes. Jeg nyder at se en krimi og glemme mig selv i nogle timer. Men alligevel, det er rart at en anden anmelder synes handlingen er vanvittigt og helt urealistisk:

And that’s where this four-disc set of The Commander begins: with Blake having an affair with a murderer she sent away a decade earlier, a guy just out on early parole and starting to make a splash as an author. (His first book, written in prison and all about his crime and rehabilitation, is already a bestseller.) Yeah, she’s that kind of reckless. It’s a bit preposterous, actually, this first series, called “Entrapment,” but that’s what makes it so much fun: here’s a show about a female cop that’s just as ridiculous as the ones about the guys have always been. Amanda Burton, as Blake? Completely dishy, in a stately, dignified, classy kind of way, of course, which makes it all the more delicious when she gets down and dirty with the killer dude […]

Han spiller forresten godt, Hugh Bonneville, der er morderen, hans forførelse af hende ser beregnende ud selv om han ligner en rar, blød fyr.

Før det havde Wallanders datter en affære med en anden morder. Hvordan skal det dog gå? Jeg sidder fast i TV-skærmen.

Written by Donald

Tuesday, March 30, 2010 at 23:47 GMT+0000

Posted in Blogosofi

Trolde

Hvorfor er der “d” i trold? Kan man synkronisere logikken i principperne for stavning af danske ord? Trylle? Om lidt kommer vi til Trolleskoven.

ODS:

[…] æda. d. s. (i flt. trollæ. Harp. Kr.175.180 ofl.), sv. (ett) troll, no. (et) troll, oldn. troll (n.), jf. mht. trol(le), spøgelseagtigt væsen, stor klodset person, ty. trulle, trolle, uordentlig kvinde, tøs; af usikker oprindelse; jf. trolde, troldelig, Trolderi, troldsk, trylle)

Fordi der er stød i Trold, siger du? Hvad så med Trolde? (Der er jo ikke stød. Opdatering: Rasmine skriver at “d” skyldes stødet, som bevares i hele singularis. Det er en smuk forklaring, men den falder på at der ikke er stød på trold i alle danske varianter.)) Tryl, Trylle? Hvor er logikken? Er der stød i noget som helst på Fyn? Eller Bornholm? Etymologien? Alle andre sprog skriver trolle, etymologien har ikke “T” eller “D” i ordet (i modsætning til cold, kalt, kold) hvorfor skriver DSL trol med “D”? Er det ikke på tide at DSL optager staveformer, som passer med andre sprog, så vi får lettere ved at lære andre sprog? Så vi kan sætte fokus på de væsentlige ting, økonomi og internationale relationer?

Havblink

Klitterne ved Stængehus i let tågedis

Melby Skydebane - og Livredderhuset

Trolleskovens forvredne fyrre-arme

Tilbage ved Tisvildeleje Parkeringsplads - hjemad

Written by Donald

Monday, March 29, 2010 at 13:33 GMT+0000

Posted in Brok

Arn – a – kronismer

ARN af Guillou: Hvad skal jeg stille op, jeg kan slet ikke holde ud at se de mennesker behandle hinanden så dårligt, pisker og skærer hinanden i småstykker med religiøse begrundelser. Jeg afskyer det. Og alligevel kan jeg ikke lade være med at se Arn – Korsfareren. Jeg glemmer næsten at det er skuespillere. De begynder at slås og råbe og musik i baggrunden larmer op som var det en amerikansk basketball-liga kamp: Tadaaa, ga-gung, ga-gung, di-dyyt!! Jeg håber de slår hinanden ihjel allesammen, men så godt går det næppe. Det er jo vores forfædre, så de har jo levet længe nok til at få børn.
Bliver man religionshader af at se sådanne film?

Written by Donald

Sunday, March 28, 2010 at 18:38 GMT+0000

Posted in Blogosofi

Hvor mange måder kan man fotografere livredderhytten?

Livredderhuset i let tågedis

Written by Donald

Sunday, March 28, 2010 at 11:23 GMT+0000

Posted in Blogosofi

Ris i farver: Grøn ris

Lidt introduktion: Man skal have læst de andre opskrifter, hvortil der refereres. Jeg ved ikke hvad “haft seen table” er for noget. Opskriftens inventarliste får mig til at dø af grin, skriver man virkelig at man skal bruge 3 spiseskefulde varmt vand? Dette er jo dog en bog fra vandhanernes tidsalder! Og så står der tre spiseskefulde vand lige efter at der vi har shoppet efter en teskefuld safran svarende til et gram, hvilket er i en helt anden prisklasse og extremt meget at bruge til sådan en ret. I andre henseender er Hekmat meget bevidst om, hvad der er det væsentlige i processen.

Men på den anden side lægger man mærke til, at det er farven, der betyder noget her! Det skal være hvide fiskefilet’er, ikke noget med laksefarvede eller makrel eller noget i den retning!

Retten hedder ikke “Grøn Ris” når man bevæger sig udenfor Danmark; det var navnet i familien, fordi min mor syntes, at man skulle oversætte navne til det sprog, man talte, og så kunne man ikke sige “Polo Sabzi”. Jeg kan genkalde mig min mors omhu med at lave en flot søndagsmiddag når jeg hører navnet “Grøn Ris”!

[Efter nogle andre opskrifter m.bl.a.Nowrooze risret med kyllingekød:]

I det nordlige Persien serveres Nowrooze Polo med fisk og grøntsager placeret på “haft seen” bordet i stedet for kylling.

2 pund lang-kornede ris
1.5 pund lige dele frisk spinat, dild, grønne løgtoppe, koriander (hvis det er til rådighed) og frisk persille.
6 stykker hvide fiskefilet’er
0.25 kop jævning eller god olie
1 teskefuld safran
1 spiseske varmt vand
3 spiseskeer madlavningsolie

Tilbered risen efter forskrifterne for chelo og hæld vandet fra. Vask grøntsagerne, hak dem fint, og kog i vandet som hænger ved bladene indtil de bliver bløde. Bland grøntsagerne med risene. Sauter fisken i den kvarte kop jævning indtil let brun på begge sider. Sæt halvdelen af risen i en olieret dyb gryde eller kasserolle. Aranger fisken over risen og dæk med resten af risene. Lav et hul i midten, dæk med tætsluttende låg og bag det i en forvarmet ovn ved 350° ovn i en time. Lige før servering blandes safran med vandet og de tre spiseskefulde olie og sprinkles over risene.

Note: Om ønsket kan man undlade grøntsagerne, blande risen med tre unser kommensfrø, en halv teskefuld safran og et kvart pund korender og servere med stegt fisk. Dette kaldes fiske-polo eller mahi polo. Disse typer fiske polo serveres med Qa’meh eller auberginer, eller pickles.

(Alternative kan jeg ikke anbefale, det er blot med fordi det står i den bog, jeg citerer fra.)

Det var så Hekmat’s bud på en ret, der får en grønlig farve. Jeg hæfter mig ved at der skal bruges halvandet pund dild og persille – det ville her i Vejby koste en formue under normale omstændigheder. Værsågod at tage fat i haven 🙂

Written by Donald

Sunday, March 28, 2010 at 10:46 GMT+0000

Posted in Blogosofi

Billed ABC::Æ for ælde

I vores brave arbejde for at illustrere bogstaverne kommer jeg ustandselig til at tænke på, om et barn ville forstå og more sig over det billlede, jeg vælger.

Ælde

Her er et billede af et Æld-gammelt hus. Et hus, som er ved at ældes. Et hus, som er ved at falde sammen af ælde.

Alle de talemåder har jeg lært ved at læse danske hjemstavnsforfattere og lignende, ved at høre dem blandt kammerater og venner. Det er nemlig gået op for mig efterhånden, at jeg min mors udmærkede dansk havde mange træk, som skyldtes at hun lærte sig dansk fra hun var 32 år. Det var ikke så mange familiemedlemmer, vi havde, dagligdagen bestod af arbejde, børnehave, skole, leg og lektier.

Der er mange flere måder at illustrere Æ – se på alle de andre sjove og smukke bud på abctema.

Written by Donald

Sunday, March 28, 2010 at 1:54 GMT+0000

Posted in Blogosofi

Ris i farver: Chelo efter danske forhold

Når man ikke har de samme råvarer og har en svag mistanke om, at den tidligere beskrevne måde at tilberede duftende ris på ikke er den eneste saliggørende, så må vi prøve at modificere. Grain of Truth af Kevin Gould giver os nøglen til forståelse: Det drejer sig lige så meget om følelsen, berøringen, som om smagen, og desuden drejer det sig om at danne smukke farver og få smag og harmoni mellem disse elementer.

Med andre ord, vi skal koge risene så de ikke klistrer, og de skal “bages”, så de tørrer lidt mere og bliver helt møre, og undervejs kan opstå en sprød, lysebrun gratin-skorpe. Dertil findes passende krydderier etc. herom senere.

Men Basmati-ris tåler slet ikke denne behandling. Ganske vist er det aromatiske ris, men de koger hurtigere ud og de dufter ikke så meget, så man skal passe mere på duften. Vælger man at bruge andre typer ris (parboiled, fordi de bevarer vitaminer etc.) så er duften og smagen endnu vanskeligere at bevare.

Foreløbig er jeg nået frem til følgende fremgangsmåde, som har givet fine resultater i mange år.

For Basmati ris:

Til 3 personer: 0.5 kilo ris, fx. et litermål halvt fyldt op.

  • Hæld en liter koldt vand på de rå ris og rør lidt rundt.
  • Sæt en 2-liters gryde med 1 liter vand i kog.
  • Lad de rå ris stå i 5 minutter, rør rundt igen og hæld vandet fra.
  • Hæld risene i det kogende vand.
  • Lad det stå og koge med halvt låg på i 5 minutter.
  • Hæld risene i et dørslag og skyl med en halv liter koldt vand.
  • Gryden (eller et ovnfast fad med låg) smøres med smør eller lidt olie.
  • Risene hældes tilbage og stilles på en lavt-blus plade (den anden er sikkert stadig for varm).
  • Man tager et rent viskestykke og vikler om låget, det sikres med snor og klemmer, så der ikke går ild i.
  • Låget lægges på – nu kan det opsuge fugt fra risene som står i 20 minutter og bliver “bagt”.
  • Risene løsnes undervejs med en trægaffel (pas på ikke at lave massen til mos – det er meget sarte ris på dette stadium! og låget lægges atter på.
  • Hvis man er heldig, er der lysebrun gratin-skorpe i bunden.
  • Risene skal være tørre og en anelse mere faste end da man hældte det kogende vand fra.
  • Risene løsnes atter forsigtigt før servering, under processen med at hælde dem op på et åbent fad. Iøvrigt er det en fordel at have et låg eller en “kuppel” parat, hvis gæsterne er nogle drøv og ikke kommer til bordet med det samme.
  • Inden man hælder op på det åbne fad kan man blande safran eller andre krydderisaucer i risene.

Læg mærke til, at jeg ikke bruger salt. Det er ikke en forglemmelse, men skyldes at jeg engang læste Knud Lundbergs bog “Sund Mad” hvori han skriver at der er salt nok i et æg. Med andre ord, vi behøver ikke saltet. Jeg savner det ikke, men har selvfølgelig ofte fået spørgsmål fra spisende gæster om de kunne få lidt salt – jo selvfølgelig.

Der sker selvfølgelig ikke noget ved at salte kogevandet med et drys salt.

Hvis man vil spare endnu mere arbejde, kan man nøjes med at skylle risene lidt grundigere og koge som beskrevet, hælde overskydende vand væk efter 2-6 minutter (afhængig af ris-typen) og så forsigtigt vende risene med trægaffel, dryppe olie på og prøve at ramme bunden (!) hvorefter man sætter “damplåget” på og damper videre i 15-20 min. M.a.o. man sparer at tage dem op af gryden og en skylning og en tilbagehældning. Men lad være med at spare denne operation væk, det er virkelig snyd og giver ikke helt samme resultat.

Parboiled ris
Hvis man bruger parboiled ris skal tiderne ændres, men man kan få ganske gode resultater, som også er pænt velduftende. Disse ris skal koges længere. Bid et et riskorn for at afgøre, om det er al-dente, d.v.s. det må ikke være helt mørt. Det tager ca. 10 min. Disse ris skal skylles efter kogningen og der skal tilsættes smør i bunden, for de har ikke så mange æteriske olier selv, og på en eller anden måde frigøres den duft de har bedre, når man bruger smør i bunden, når man damper. (Ikke snydesmør.)

De kan bedre tåle at blive luftet, pirket, med en trægaffel, men de kan skam også gå i stykker og blive til smat, hvis man ikke passer på.

De skal formentlig dampes længere end 20 min. jeg husker ikke hvor længe (HUSKAT: Vi skal lave lidt research og skrive en opdatering her!)

(fortsættes …)

Written by Donald

Sunday, March 28, 2010 at 1:31 GMT+0000

Posted in Blogosofi

Ris i farver – I.b

Note: I stedet for at blande risen med æggeblomme for at danne den sprøde ris-gratin, kan man bruge en kvart kop mælk eller en spiseske yoghurt, eller en mediumstor frisk tomat, som flåes og hakkes.

Written by Donald

Saturday, March 27, 2010 at 18:12 GMT+0000

Posted in Blogosofi

Et spejl er til at le dig selv op i ansigtet

Når tiden til at koge risen er kommet, så mediterer du først over Jalada-bin Rumi’s råd om at et spejl er et middel til at le dig selv op i ansigtet, og derefter hælder du vandet fra risen og sætter en stor gryde med saltet vand over ilden.

Jeg citerede fra Kevin Gould’s opskrift, “Grains of Truth”, ovenstående linier, og jeg syntes at det måtte følges op:

Kærlighed er: at flyve mod en hemmelig sky, få hundreder af slør til at falde hvert sekund. Kærlighed er først at give slip på livet, siden at gå uden fødder.

This is love: to fly toward a secret sky, to cause a hundred veils to fall each moment. First to let go of life. Finally, to take a step without feet.

Hvem var denne Jalada-bin Rumi? (eller, som Google foreslår, Jalal-din Rumi) Han var en Persisk poet, teolog, jurist og sufi-mystiker, som levede fra September 1207 – 17 December 1273, ser man i Wikipedia, og han rejste fra sin fødeegn (i Tajikistan) til en by på den Anatolske Højslette (i dag Tyrkiet). Det får mig til at tænke på “Helbrederen” af Noah Gordon (The Physician, 1986), den usandsynlige og interessante historie om en fattig dreng fra London, som opdager sine evner til at kurere sygdomme og som rejser gennem hele Europa til de største læger, og det var de Persiske læger dengang, hvor han også ser det Persiske områdes mange stater og indbyrdes krige. Har man læst den, ved man også, at alle videnskabsmænd var “teologer” men at den teologi, der udøvedes, ikke var hverken videnskabelig eller indsigtsfuld, men havde til formål at sørge for en vis civilisatorisk indflydelse (du må KUN have fire koner), ligesom iøvrigt den tidlige kristendom, der modarbejdede slaveundertrykkelse.

Rumi was born in Greater Balkh (Bakhtarzamin), and thus he is called Balkhi, in Wakhsh, a small town located at the river Wakhsh in what is now Tajikistan. Wakhsh belonged to the larger province of Balkh, and in the year Rumi was born, his father was an appointed scholar there. Both these cities were at the time included in the Greater Persian cultural sphere of Khorasan, the easternmost province of historical Persia, and were part of the Khwarezmian Empire.

His birthplace and native language both indicate a Persian heritage. His father decided to migrate westwards due to quarrels between different dynasties in Khorasan, opposition to the Khwarizmid Shahs who were considered devious by Bahā ud-Dīn Walad (Rumi’s father), or fear of the impending Mongol cataclysm. Rumi’s family traveled west, first performing the Hajj and eventually settling in the Anatolian city Konya (capital of the Seljuk Sultanate of Rum, now located in Turkey). This was where he lived most of his life, and here he composed one of the crowning glories of Persian literature which profoundly affected the culture of the area.

Her tænker jeg: Hvad skrev han? antydes det nu i næste afsnit? Nej. “He lived most of his life under the Sultanate of Rum […] Wikipedia artikelen er lidt speciel i sine ordvalg, synes jeg, jeg får fornemmelsen af at den er skrevet af et hold forfattere, som ved, hvor kontroversielt det vil være at sige ligeud at Rumi brugte religionen som transport for mere generelle ideer.

“Rumi is able to verbalize the highly personal and often confusing world of personal growth and development in a very clear and direct fashion. He does not offend anyone, and he includes everyone. The world of Rumi is neither exclusively the world of a Sufi, nor the world of a Hindu, nor a Jew, nor a Christian; it is a state of an evolved human.

Hvor lærer vi dog lidt om andre kulturers historie. Og! hvor lidt om vores egen! så vi ikke er i stand til at sige “dette må vi gøre på en anden måde”.

Jeg kan ikke finde gode oversættelser af større text-sekvenser.
(Behøver jeg at undskylde mine oversættelser?)

Written by Donald

Saturday, March 27, 2010 at 10:18 GMT+0000

Posted in Blogosofi

Ris i farver

Fra denne kogebog, som var min mors, og som ikke er elektronisk, har jeg tænkt mig at kopiere, oversætte, kommentere, illustrere nogle af de retter, som jeg kender. Måske vil vi også experimentere med dem, som jeg ikke kender.

I denne posting ser vi på grundlaget for det som forfatteren kalder Art of Persian Cuisine. Bogen er skrevet af Forough Hekmat, der levede i USA, og hun understreger i forordet, at det er en fælles arv som deles af alle regioner og religioner (dem var der ikke så meget af før i tiden). Hanne Foighel sagde engang: “vi deler jo også gener”. Det er en kogebog med principper og variationer, som trygt overlades til læseren.

Jeg vil hellere kalde stilen for “Det Armenske Køkken” eller eller “Den Mellemøstlige Madkunst”, eller, bedre, “Det Mediterrane Køkken”, men jeg tror at traditionerne og økonomisk formåen varierer meget over det store område fra Grækenland til Det Indiske Ocean at det er en ubrugelig betegnelse. Den tradition, som jeg har stiftet bekendtskab med er særlig karakteristisk for det velstående Teheran, som eksisterede i 1900-tallet og måske stadig findes der, og som nu også fortsætter andre steder rundt omkring i verden hvor man har råd og tid til at skaffe de gode råvarer. Jeg tror ikke at den brede befolkning har haft adgang til denne kogekunst.

Der er i Persien en udbredt fattig befolkning, som man simpelthen ikke regnede med førend 1979, og jeg tillader mig at tvivle på, at den kommer til sin ret med mindre man ændrer på samfundsstrukturen i retning af mere velfærd efter skandinavisk mønster.

Der er nu én grundstamme i disse opskrifter, som jeg ikke har set andre steder end i Iran: Risene, Domesiah, eller de sortspidsede, som jeg forgæves søgte på Google og derefter selv skrev et opslag om med de få oplysninger, som jeg kunne opspore. Basmati (kendt fra danske supermarkeder) er iflg. det Indiske Risforskningsinstitut en moderne højtydende efterligning af Domesiah, som ikke får svamp, men som kun har en trediedel af de æteriske olier, som Domesiah har. Almindelige parboiled ris er sundere og kan i nødsfald også tilberedes så de spreder en skøn duft i huset. Domesiah (og Basmati) er dog bedre med hensyn til duften.

Desværre er der nogle af ordene i opskriftsbogen, som jeg endnu ikke forstår, men jeg har Googlet en af opskrifterne og tidligere Googlet ris-tilberedningen og har en kusine i USA, som jeg håber kan hjælpe lidt undervejs. Lad være med at dømme opskrifterne på illustrationerne. Det er kun uddrag indtil videre. Det ender nok med at vi må skrive det hele om med vejledning for microwave-generationerne.

The Art of Persian Cooking

First edition 1961, second 1970

Først generelt om ris i persisk-stil.

Måske polo (eller polou, spansk-agtigt P) er den mest traditionelle ret i hele Persien, og ris, som udgør basis for både polo og chelou (eller tjelo, chelo) er så afgjort den vigtigste råvare i det Persiske køkken. Måden man tilbereder både polo og chelo giver delikate retter, som er forskellig i smag og textur fra enhver af de velkendte Kinesiske, Arabiske eller Spanske ris-retter. Risene har en delikat duft, hvert korn er hvidt, spændstigt, luftigt, og klistrer ikke sammen med nogen andre korn. Det er essentielt, at risene koges i masser af vand. Som en generel regel skal risene dækkes med varmt vand i en dybde af 8 til 10 tommer (25 cm!)

Chelo

(til 3)

Chelo er simpelthen kogte, smørvendte ris som bages i ovnen på en sådan måde at der formes en sprød skorpe i bunden af gryden (eller ovn-karret). Denne skorpe kalder jeg stolt “det knasende-sprøde”.

Chelo serveres altid med kødretter som har en tyk sovs; de kaldes khoreshes.

Smag og textur er forskellig fra enhver anden kendt ...

Vask omhyggeligt et pund langkornede ris. Fyld en 4 liters gryde med vand og bring det i kog. Når det koger godt, tilsættes risene og 3 skefulde salt og der koges 7 til 10 minutter ved stærk varme. Rør en gang imellem, vær omhyggelig med ikke at knække riskornene. Vær også omhyggelig med ikke at koge risene for længe. De er færdige, når de er kogt til kernen. Prøv et korn ved at bide det i to. Fjern gryden fra varmekilden med det samme, dræn risene i et dørslag (colander) og skyl med lunkent vand for at fjerne stivelse [som ellers får risene til at blive klistrede, O.A.]

Jo større gryden til kogning er, desto mere fjerlette vil kornene være. Hvis risene er uden smag efter at være skyllet, bades de igen i lunkent vand med en kvart liter stærkt, lunkent saltvand.

Opvarm en tykbundet gryde eller ildfast kasserolle over lavt blus og hæld 2 skefulde olie eller smør blandet med en spiseskefuld varmt vand. Jongler gryden for at fordele olien jævnt. Bland en halv kop kogte ris med en æggeblomme, lettere pisket, og spred det ud over bunden af gryden. Hæld resten af de kogte ris over og sørg for at det bliver som et bjerg i midten. Lav med en langskaftet ske et hul i toppen af bjerget, læg låget på og bag det i ovnen ved 350° i 15 minutter. [Fahrenheit, ikke?O.A.] Fjern låget og dryp på risene [sprog?] 2-3 spiseskefulde smør eller god olie blandet med 2 spiseskefulde varmt vand. Dæk til igen og fortsæt i ovnen i 30 minutter. Tag så gryden ud af ovnen og placer den på et køligt sted [IKKE I SNEEN! Vi taler om kølig stuetemperatur! OA] i 10 minutter. Det gør det lettere at aftage den brune sprøde skorpe i bunden af gryden. Tag låget af og pirk forsigtigt i gryden med en træspatel, så der kommer mere luft mellem riskornene. Hæld risene på et opvarmet fad i et bjerg. Tag den brune skorpe op og server den separat eller læg den ovenpå risenen på serveringsfadet.

[OA: Gæsterne bankes på plads inden!]
[OA2: Jeg kan ikke lide sætningen: Hvis risene er uden smag efter at være skyllet, … det må ikke ske!]

(fortsættes …)

Links: Kevin Gould om “Grains of Truth” – en rørende familiehistorie hvori indgår kursus i tilberedning af chelo.

Written by Donald

Friday, March 26, 2010 at 12:43 GMT+0000

Posted in Blogosofi

Det er en “Kunst” at tjene penge

… sagde Warhol.

Det er ikke det samme som at sige at man kan tjene penge på kunst. DR-Kultur-TV har lige nu en feature om “kunst-boblen”. For nylig fik vi igen en historie om fækalier på dåse nu også i en glaskande (Bodum) hvor det vist mest var Bodum, som var kunstnerisk.

Der er uden tvivl en konsensus om hvordan de store maleres arbejder skal forstås, og helt afgjort så er der den skønneste musik at hente i gamle noder fra “klassiske” komponister: Bach’erne, Beethoven, Chopin, Mozart, Haydn, Vivaldi, Verdi, og mange flere. Der går mange historier om at de store jazz-koryfæer lyttede til klassisk musik når de en gang imellem trængte til lidt inspiration og fornyelse.

Min studieperiode fra 65 til ca. 1975 og igen 93-95 var præget af denne skelnen mellem den store, klassiske kunst og populær-kultur, der som oftest bare var underholdning og som sjældent blev sat på linie med klassikerne. Dengang var det en holdning, som kom oppefra.

Tænk på Balling: Olsen Banden ser rødt, hvor de sprænger sig gennem murene mellem kunstarterne i kælderen på Det Kongelige Teater. (Jeg har et par historier om dette, som jeg vil skrive lidt senere.)

Men nu kører der en udsendelse, som fortæller, at manden, der købte Van Gogh’s Iriser for 54 mio.$$ måtte låne halvdelen af pengene fra Sotheby’s. Det fik priserne til at ryge op.

Jeg er sikker på, at vi undervurderer børns kunst. De burde have millioner af kroner, hver gang de afleverer en tegning til mor eller far. Men vi har ikke så mange penge.

Update: Man kan se og læse om den feature flere steder:

http://www.bbc.co.uk/programmes/b00kmt51

Art critic and film-maker Ben Lewis spent two years following the contemporary art market, from its heady peak in May 2008 until the crash and burn in October. Now, in a new and updated version of the film first broadcast in May 2009, he returns one year later, in October 2009, to discover a very different market.

The last five years had witnessed an unprecedented craze for contemporary art, in which works of art by Andy Warhol, Francis Bacon, and Mark Rothko sold for record-breaking prices of 30 million pounds upwards. It all climaxed in September 2008, when Damien Hirst sold 111 million pounds’ worth of his art at an unprecedented auction at Sotheby’s – the very day Lehman Brothers collapsed bringing down the financial markets of the western world. The bubble did not burst the night of the Hirst sale – but it proved to be a last hurrah.

Next: Magtens veje.

Written by Donald

Thursday, March 25, 2010 at 20:14 GMT+0000

Posted in Blogosofi