Tøm Papirkurven

… og se nu at få det sagt ordentligt

Archive for September 2009

Tirsdagskat på en Onsdag

Med sædvanlig forsinkelse bringer vores nyhedstjeneste følgende dagsuaktuelle rapport.

I Tirsdags fik jeg følge på turen, denne lille kat ville gerne gå ved siden af mig og jeg måtte også tage billeder, men jeg måtte ikke klappe den.

Jeg ser dig - jeg er her stadig væk ...

Jeg ser dig - jeg er her stadig væk ...

Det havde jeg heller ikke lyst til. Den så ud som om den havde lopper på ryggen!

Uh - det klør

Uh - det klør

Men en tættekam havde måske gjort underværker?

Jeg prøvede ihærdigt at instruere Mis i at man ikke må gå over vejen. Og slet ikke gå over uden at se sig for!!! Måske lykkedes det. Den hørte faktisk på mig og lidt efter drønede en (i katteøjne) kæmpebil forbi på samme asfalt, som just havde været betrådt (det er trods alt meget rart at gå på flad asfalt) og det kunne mis godt gætte ville have været ubehageligt. Jeg har det jo med at antropomorfisere: Mis kvitterede med et miau.

Written by Donald

Wednesday, September 30, 2009 at 20:59 GMT+0000

Posted in Blogosofi

Forblæste vejtræer

I går fik jeg gået og jogget halvanden time sidst på dagen. Der var så mange billeder, der ville med hjem.

De forblæste vejtræer her er sandsynligvis rød-et-eller-andet. De fascinerer mig. Her står de og markerer vejen og giver en lille bitte smule læ.

Det må være rødel, men jeg er ikke sikker. Vi får nogle nærbilleder næste gang jeg kommer forbi.

Jeg har “kendt” disse vejtræer i omtrent 30 år. Der var flere første gang jeg så dem, nogen er fældet. De resterende er større og ældre. Jeg tænker skønhed og bevægelse, læ og vækst; men man kan også notere sig at der er meget blæst på egnen. (Det er jo næsten en “Er glasset halvt tomt eller halvt fuldt” – øvelse.)

Written by Donald

Wednesday, September 30, 2009 at 9:43 GMT+0000

Posted in Blogosofi

Mad nok til alle – III

Hvordan kan jeg se, hvad det er for noget? Vinterhvede? Vinterbyg?

Den grønne farve lyser op, når solen pludselig kommer frem.

Efter halvanden times jogging og spadseretur gik jeg over til den mark, som jeg fotograferede sidste uge. Den mark er allerede langt fremme, for halvanden uge så den mere brun ud.

Written by Donald

Tuesday, September 29, 2009 at 17:17 GMT+0000

Posted in Blogosofi

Mere Gould

Da jeg skrev og undersøgte Gould i går aftes, i begyndelsen for at se om jeg kunne finde en indspilning af Burlesca fra Partita i a-moll af Bach, fik jeg efterhånden en fornemmelse af at hans teknik kunne have nogle begrænsninger, en mangel på erfaring med de romantiske stilarters passagespil. YouTube gav mig hurtigt et brugbart svar. Gould spillede Chopin med en vidunderlig gudsbenådet udtrykskraft (selv om jeg synes jeg kan høre nogle kiks).

I parentes bemærket (Rasmine) her spiller han næsten den af komponisten foreslåede udgave – værket kan ikke bære andet. (Eller hvad? Det kan man jo aldrig vide, og det er det, som er det morsomme ved alternative udgaver.)

Jeg ved ikke hvad det er der sker, når jeg hører sådan musik – jeg bliver rørt. Helt ind til marven. Eller længere ind.

Menneskelig storhed. Nærhed.

Godt nok tidsbundet, eller skulle jeg sige bundet af Fryc’s egen harmonik og verdensbillede, som omfatter et billede af kunstneren som eneren, der hæver sig op på menneskenes talerstol og inspirerer, løfter humøret, spænder energien op. Den sidste sats af sonaten har en heroisk attitude, musikkens heroiske gestik er ikke til at tage fejl af.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det er skrevet af en tuberkuløs patient med 5 år at leve i.

Men det behøver man ikke at vide for at kunne røres.

Written by Donald

Tuesday, September 29, 2009 at 9:49 GMT+0000

Posted in Blogosofi

Gould forklarer hvorfor han spiller krukket

Engang for mange år siden spurgte Karen pludselig om jeg syntes om Goulds (dengang) nye indspilning af Mozart’s sonate i A-dur, den fortærskede, som alle hakker løs på. Jo, jeg havde hørt den “Tyrkiske Rondo”, “Rondo alla-turka”, som alle så godt kan lide og som Gould spillede meget staccato og vittigt. Jo, hvorfor ikke? Jeg kunne godt lide at han spillede den på en anden måde, brød konventionerne, så at sige.

Nu er jeg stødt på et klip i YouTube (tak for det!) hvor Glenn Gould forklarer, at der er så mange, der har spillet den, så hvis han spillede den “in The Hollywood Way” så var der vel ikke nogen, der tog notits af den. Og Gould synes faktisk den er god, så han spiller hellere fx. temaet ultra langsomt med masser af “apostroffer”.

Intervieweren beder “what’s the Hollywood way, could you give an example?”

… [Han spiller lidt] …

“What’s wrong with that?”
“Nothing except it takes all the juice out of it!”

Når han begynder så langsomt, så vågner publikum op og spørger “Hvad er dog det for noget?!”

“Aha, en slags happening” siger intervieweren.

“Ja,” siger Gould “egentlig har performeren i dag ikke andet at gøre: Tingene er jo spillet tusindvis af gange, og med moderne teknik, som jo er ganske fortryllende (eller noget) ligger der perfekte indspilninger …”

Gould forklarer hvad der er hensigten med resten – han opbygger en interesse og det, som Mozart angav skulle være en “adagio” variation (formentlig fordi vi nu havde cyklet det hele igennem i højt Mozart-tempo) det spillede Gould som en fortsættelse af de andre.

På engelsk desværre ikke på dansk (og desværre “kun” med Czechoslovakiske undertexter.)

Er det udtryk for en dyrkelse af den perfekte opførelse, det Gould gør, eller er det det modsatte, en insisteren på, at performeren skal være den, der spiller levende, får musikken til at leve?

Written by Donald

Monday, September 28, 2009 at 21:25 GMT+0000

Posted in Blogosofi

Mandagstema::Ooops!

Morn morn alle mandagsvenner! Her kommer ukens ord, kanskje litt snublende denne gangen?

Oops?! Hva tenker du og ditt kamera om det da?

Somme tider får jeg besøg. De fleste af vennerne er katte 😉 og stiller gerne op til fotografering.

Jeg skal lige have ordnet poten

Jeg skal lige have ordnet poten

Da Vivaldi, den rødhårede, kom på besøg, tog jeg som vanligt et billede, men det var lidt rystet, og jeg ville derfor tage et til.

Hov ...

Hov ...

Ooops, jeg glemte at spørge modellen om det var i orden at tage et billede – og det syntes Vivaldi ikke at det var.

Written by Donald

Monday, September 28, 2009 at 11:14 GMT+0000

Posted in Liv

Motion

Skal du sende blomster over internettet, så brug blomsterhandler-detektiven, floristdetective!

Jeg er så flov. Jeg overså alle advarselstegnene. Ingen “street address”, løfter om free delivery og så var der alligevel 9.95$ på regnestykket, da vi kom frem til betalingen, og værre end det, jeg hoppede på 5$ i local tax. I bedste fald er det 75kr ekstra for buketten, i værste fald er alle 450 kr. spildt. Nu sender jeg også en anden buket for at være sikker på, at min kære familie får en opmærksomhed.

Opdatering: Det er forhåbentlig ikke så slemt alligevel. Det ser ud til at alle butikker, også dem med “street address” og telefonnummer og så videre formidler videre til en anden “interflora” blomsterhandler. Hver enkelt lille blomsterhandler kan vel ikke selv have både forretning og vide noget om web-site løsninger. Jeg gætter på at det er en “brancheløsning” som fungerer. Nu må vi se i morgen om gran-kusinen får begge buketter.
Opdatering 2: Blomsterne kom frem alligevel 😛 Pyha! :mrgreen:


Sidst på eftermiddagen smed jeg alligevel alt, hvad jeg havde i hænderne og skyndte mig at tage løbesko på. Jeg anede ikke om jeg overhovedet ville kunne holde ud at jogge lidt, men det gik fint. Så fint at jeg skal prøve igen i morgen formiddag. Hvem gider læse om det, tænker jeg, og i stedet er her et par billeder,
skovsø i skumringen i det tidlige efterår.


Se den ru stamme til venstre i billedet. Det ses meget bedre, hvis billedet er i fuld størrelse (“klik på det”).


Jeg ved ikke om det er usædvanligt at få øje på en åkande, der blomstrer den 27. September.


Der var en anden blomst, som knap var sprunget ud, men den kunne jeg slet ikke nå med kameraet.


På vejen hjem kom jeg til at spekulere på, om der her var brænde nok til 450 parcelhuse i én vinter. Og hvor stort et område der skal bruges til skovdrift for at opvarme alle Vejbys husstande.

Mørket faldt på. Jeg kunne skimte en sti gennem grantykningen.

Written by Donald

Sunday, September 27, 2009 at 19:37 GMT+0000

Posted in Blogosofi

Musik til at føle sig godt tilpas

Ludovico’s musik
Meditativt – smukt, roligt, tankebefordrende, søvndyssende, energirigtigt, grønt, gult, blåt, strømmende.

Written by Donald

Friday, September 25, 2009 at 19:51 GMT+0000

Posted in Blogosofi

Lys hjørnelejlighed – andel 465.600

Se http://d-axel.dk/andel

Er du nu glad? Nu er der grønne områder udenfor vinduet.

Er du nu glad? Nu er der grønt udenfor vinduet.

Written by Donald

Friday, September 25, 2009 at 12:55 GMT+0000

Posted in Blogosofi

Positiv tænkning

Det er ejendommeligt at tænke sig, at der findes bevaret Porcelæn fra det sekstende Aarhundrede, naar man betænker, hvor meget der er slaaet i Stykker siden den Tid! (Storm P. Fluer)

Written by Donald

Friday, September 25, 2009 at 12:21 GMT+0000

Posted in Blogosofi

Med forlov

Der er en lille person, som har fået en trøje på med et logo for den gode “Visual Editor”, VIM, VI-iMproved, et værktøj til editering af “plain text” til programmer og data, en editor, som jeg bruger hver dag.

Billedet er så skønt, jeg kan ikke finde ord til mine følelser.

Yes we can! Make the world better!

Yes we can! Make the world better!

Søde lille ven, undskyld jeg låner billedet af dig.

Din far og mor har sikkert ikke noget imod at jeg bruger billedet, når jeg også nævner det gode website vi-improved, hvor alle kan se billedet igen.

Written by Donald

Thursday, September 24, 2009 at 19:31 GMT+0000

Posted in Blogosofi

San Miniato

Har du nogensinde set en satsmaskine? En “linotype”? En maskine, som har en masse bogstav-støbeforme i små kasser anbragt i hovedhøjde på et stativ med kanaler, hvor bogstaverne kan lukkes ud et ad gangen; nede i siddehøjde har den et skrivemaskinetastatur. Man skriver en linie (retter evt.) og hiver i et håndtag, så producerer maskinen en linie friskstøbt bly med spejlvendte bogstaver, så man kan bruge den på sin sats-plade.

Mergenthaler-Linotype-242

Sådan en havde jeg læst om, men aldrig set. Den så jeg engang da jeg gik gennem de små gader i Firenze. En mand sad svedende og skrev og skrev, maskinens motor drejede og en mekanisme rystede de her beholdere med støbeforme, så bogstav-formene faldt ned igennem rørene i den rigtige position, og så hev han i håndtaget, og skramlelydene tog til – og ud kom en varm bly-linie, som en anden tog sig af.

Hvis man er i Firenze, skal man se de gamle gader, og malerisamlingen, Uffizi, med malerier – bare kort, en sal eller to, gerne de provokerende med en tømmerflåde med døende mennesker, man skal selvfølgelig se Palazzo Vecchio og ikke mindst broen Ponte Vecchio med guldsmedeforretninger, men man skal også tage op på skråningerne på sydsiden af byen. Det kan man gøre til fods, hvis man har god kondition.

San Miniato er et kloster og en kirke på bjergskråningerne syd for Firenze

San Miniato er et kloster og en kirke på bjergskråningerne syd for Firenze

Engang for 35+ år siden var jeg i den kirke sammen med Charlotte. Karl Richter, østtysk organist og dirigent, spillede Bach på det nye orgel. Der var et talstærkt publikum, men det er ikke en stor kirke og ikke en som dem vi kender med et stort kirkerum; jeg synes jeg kan huske en mægtig bred trappe i midten og mener det hænger sammen med at kirken er bygget på en bjergknold.

Karl Richter spillede som han plejede, smukt og godt. Men der var nu alligevel lidt mere swing over det sidste stykke han spillede. Publikum var lydhørt, og et bragende bifald brød løs. En forskrækket præst stod på trappen og sagde til menneskene: “Jamen kæreste! Husk det er en kirke, det sømmer sig ikke at klappe!” men folk hørte ham ikke.

Efter nogen tids bragende bifald med gentagne bølger af taktfast bøn om mere kom Richter frem og sagde, at han gerne ville spille et extranummer. Folk strømmede op ad den store trappe, op til orgelet. Det første extranummer var endnu mere veloplagt. Jeg anede ikke, at fugaer af Bach på orgel var en sanselig affære. Til sidst stod vi på nakken af Richter henne ved orgelet, og han spillede af hjertens lyst. Jeg har aldrig før eller siden hørt noget lignende. (På pladeindspilninger er Richter meget mere forsigtig – måske var der en eller anden swingengel, som havde besat ham den aften).

Google har et street-view, men det er ret begrænset her.

Google har et street-view, men det er ret begrænset her.

Hvis man er i Firenze i næste uge … så tager man nogle billeder til sin weblog, så vi kan få en fornemmelse af, hvordan der ser ud i dag 🙂

Her ses lidt af serpentinevejen.

Her ses lidt af serpentinevejen.

Min søn er i Firenze i næste uge. Det skal blive spændende at se, om han får taget nogle gode gadebilleder.

Written by Donald

Thursday, September 24, 2009 at 17:56 GMT+0000

Posted in Blogosofi