Bare for en ordens skyld: dette er ikke spor hemmeligt!
– Eftermiddagen: Iris fortæller sin historie hjemme hos mig
– De undgår derved den jaloux apoteker
– Men senere (hjemme hos Iris) dukker han op!
– Han skælder ud
– Han bruger “sandheds-udsagn” på mig
– Jeg taber pusten – bliver ramt, bliver ked af det, men jeg taler ham ud, eftertænksomt og roligt
– Iris frier lige der, efter at han er gået.
– Jeg takker nej? Nej? Jeg takker ja.
– Hun ombestemmer sig 14 dage efter? Joh, måske.
– Der sker et eller andet, som bringer os fra hinanden.
– Respekten for hinandens skæve jobs?
September 22, 2008 at 19:39 UTC
almindeligheder
flere almindeligheder
hverdage uden action
Iris’ tanker og liv uden “hovedpersonen”
de to uden bryllupsplaner, jaloux exmænd og frygten for at miste
og mere, mere, mere af beskrivelserne, de smukke trin du træder, vejene og menneskene i og omkring dem
måske????
September 22, 2008 at 21:12 UTC
Det kunne være spændende at skrive om en hverdag uden action, men jeg tror ikke jeg kan lige nu.
Jeg forstår faktisk godt, hvor du vil hen med den bemærkning: Det er den halve million registreringer, som man aldrig kan nå at få sat ord på, som vi måske kan få en flig af ved at lege med sproget og dvæle ved en situation, der ikke forlanger at blive afløst af et “skuddrama” eller noget andet voldsomt.
Jeg prøver senere. Lige nu skal vi have Iris til at åbne op og fortælle, hvordan hun har det, hvordan hun er blevet “single” og hvorfor hun bliver ved med at være det.
September 23, 2008 at 7:13 UTC
Måske kan du skrive handlingen først. Så du – altså dig Donald – ved, hvem Iris er. Og hvorfor.
På sigt kunne du så selv skabe skæbnerne bag. På baggrunden af den handling, du har skrevet.
Lidt ligesom livet: Samle erfaringerne, efter at alle succeserne og fejltagelserne er gennemlevet?
Nej, hør nu, jeg sidder faktisk og skriver en opfordring til mig selv og ikke til dig. Du skal skrive, hvad du har at fortælle. Det gør du så fremragende.
Så må jeg tumle med mit imens….
September 23, 2008 at 7:21 UTC
@Silhuet, kortsvar: Jeg tænkte her til morgen på at “Handlingen må ikke tage opmærksomheden fra beskrivelsen” hvilket er et paradox der skal beskrive noget af det uudsigelige som man kan opnå ved at spænde sigelige sætninger sammen med klangbund i virkelighedens hændelser. Knus. Og tak for denne her kommentar!