Vi gik ned ad Skindergade til Gråbrødre Torv. Solen skinnede, men
stod så lavt, så halvdelen af pladsen lå i skygge og var lidt
kølig. Vi faldt over en butik med keramik, flotte tekander og
kander og skåle i smukke, nubrede farver.
“Se”, hun pegede.
“Den grønne med rund mave?”
“Den, der har et ansigt på siden.”
“Nå den orange? Den er skøn.” Jeg følte mig lidt som en
svindler, jeg havde aldrig interesseret mig for tekander, men
beroligede mig selv med at alting skal have en begyndelse.
—
“Jeg havde en fornemmelse af, at der stod nogen bagved og kiggede
på mig”, fortalte Iris, mens vi sad ved et mørkt træbord i den
lille beværtning i hjørnet af Gråbrødre Torv. Jeg lænede mig ind
over bordet og støttede på albuerne for ikke at gå glip af et
eneste ord.
“Jeg var midt i en expedition, så jeg måtte finde varen og tænke
på kunden, men i den lille pause da at kunden fandt penge frem
kunne jeg se ud gennem gangen til receptrummet, og så denne
slanke mand i elegant meleret jakkesæt stå og snakke med vores
apoteker mens han pegede på den ene væg og lavede en bevægelse
med hånden, som om man kunne rive den ned eller lave om på
indretningen.
Efter at have afsluttet expeditionen gik jeg ind i receptværelset
og lod som om jeg skulle lede efter en receptbakke. Han kiggede
et kort øjeblik på mig og vore øjne mødtes og det var ligesom om
jeg fik tunnelsyn, jeg så kun hans klare blå øjne og den lidt
mørkere kant uden om irisen, han havde mørkeblond hår men det sad
flot og luftigt, som en løvemanke, kan jeg huske at jeg tænkte,
selv om det naturligvis ikke ligner spor. Jeg kiggede ned og
kunne ikke lod øjnene glide hen over gulvet og hans sko, såmænd
meget almindelige men pæne med den slags italiens hulmønster, som
ikke er spor moderne blandt unge mennesker, alt på ham
signalerede modenhed men jeg kunne også se – eller det troede jeg
i hvert fald – at han var single.
Da han var gået tænkte jeg meget over, hvorfor vores chefapoteker
ikke havde informeret om sine planer. Ville han bygge om? Dengang
midt 90′erne blev apotekerbranchen totalt lavet om, fra at være
små selvstændige producenter blev de fleste apoteker nu
forhandlere og administratorer af medicinordninger. Der kom EDB
- det hed det stadig dengang, i alle apoteker, og skrankerne
i midten blev fjernet og opstillingen af varerne ændret, så at
det fungerede mere som en købmand med en særlig afdeling for
medicin på recept. Vi begyndte at sælge lakrids, honning,
krydderier, briller, bleer, og andre småting, som vi ikke havde
haft før. Kunderne var glade for de sjove ting.
… Nej, lad mig nu fortælle mere, pusling, nåjo, lidt mere øl,
taktak.
Jeg var lidt vred og til apotekeren: “Nå har du tænkt at
modernisere, og så spare halvdelen af personalet for at få råd
til regningerne?”
Han beroligede mig med, at der ikke kunne være tale om fyringer,
for omsætningen steg og steg, så der var allerede penge til
finansiering af moderniseringen. Men han ville sætte pris på min
mening og hvis jeg havde nogle forslag, så måtte jeg endelige
sige til. Han er faktisk så rar, og vi har altid godt kunnet tale
sammen, Sørensen og mig.
Men da jeg kom hjem, tænkte jeg igen på det blik, den fremmede
mand havde sendt, og hans klare blå øjne. Jeg synes at hans
øjenvipper var smukke, jeg kunne næsten se noget feminint smukt
over hans ansigtstræk.
Det var henimod December og Apoteket holdt Julefrokost i den
lille kro, som ligger ude ved Mosen, “Det Gyldne Horn”. Sørensen
inviterede Leif – den elegante apoteker – med til vores
julefrokost.
Vi stod i den lille slyngelstue og snakken gik, og jeg skævede
over til ham en gang imellem. Han kiggede ikke på mig, men lige
så snart jeg så den anden vej og snakkede med Lillian og Doris,
fik jeg en fornemmelse af at han stirrede på mig.
Men nej, jeg skal ikke fortælle om min gamle kæreste. Nej altså,
det må du da undskylde. Jeg vil så nødig ødelægge den gode
stemning. Jeg synes det var en vidunderlig aften igår, og jeg vil
så gerne bare nyde dagen sammen med dig.”
“Alt imens en sur stodder banker på din gadedør og ringer så din
telefon gløder?” sagde jeg med et drilsk smil, “fortæl nu bare
mere, jeg kan tåle at høre alt.”
September 23, 2008 at 19:53 UTC
[...] 23, 2008 Ikke noget særligt Posted by dax2 under Blogosofi En prøve på Iris’s fortællemåde, det er ikke noget særligt. Der er ikke de øjeblikke af indre [...]
September 24, 2008 at 6:23 UTC
Den første passage er helt, helt, helt genial. Elsker den. Elsker, elsker, elsker den.
Finurlig, sart, pudsig og så tilpas uforståelig som talen mellem to mennesker,der elsker hinanden dybt, kan tale Sammen.
Det er fnadme godt.
Den sidste er også ganske god, men mere jævn,mere udpenslet og lineær, som om du vil fortælle læsere noget, gå en tur fra A til B for at forklare C. Og det er også fint og nødvendigt og du gør det godt. Det fanger mig bare ikke helt så meget.
(PS: Jeg synes du skal undlade at fortælle, at han læner sig ind over bordet for ikke at gå glip af noget. Nøjes med at skrive at han læner sig frem. Så kan man som læser sagtens fornemme hvordan og hvorfor. Synes jeg )
Kæmpeknus
September 25, 2008 at 10:05 UTC
Jeg tænker i samme baner. Det er en kommentar, jeg kan bruge! Jeg har bare haft alt for travlt.
Fortælleteknisk: Hvis det er “ham” der fortæller, er vi (forfatterne eller forfatteren eller meddigter-læseren) bundet på hænder og fødder af situationen, hvoraf historien oprindeligt opstod (en far fortæller niecer og fætre om sit møde med sin dejlige kæreste/livsledsager). Hvis vi “skipper” og tager overherredømme, så kan jeg udefra beskrive situationen mellem de to mennesker som en “filmscene”, en generel fortælling, og det er der, jeg gerne vil hen, og der jeg fornemmer at bloglæserne synes det er sjovt at være.
Så vi er nu transmogryffet til et lidt mørkt lokale i en restaurant, hvor de to sidder, og hun siger i stedet for den lange “lineære” fortælling:
“Jeg kunne hele tiden mærke hans øjne i nakken.”
“Jeg er så professionel, at ekspeditionerne bare gik videre, men bagefter kunne jeg kun huske, at han kom gående sammen med Sørensen og så stod de og talte om væggene og vinduer til gaden.”
“Jeg mærkede, da de gik ud i gården bagved.”
Jeg aner kun lidt, hvordan man skildrer hendes betagelse af en mand, som er “distanceblænder” og som hævder sig på ufine måder og bliver rasende, når det mislykkes. Det var sådan set ikke meningen, at han skulle fylde så meget, men Inger (Bonde) syntes at vi skulle høre “hendes historie”, så den skal på en eller anden måde fortælles. (Også af andre grunde.)
Mere senere.
Kæmpeknus til dig også, og tak!
September 25, 2008 at 12:59 UTC
Man skal af og til ihukomme sig den gamle sandhed:
“Don´t tell it – show it”
Beskriv hvad de gør, hvordan de gør, men ikke HVORFOR. Det skal vi som læsere kunne fortælle os selv, vha dine ord som øjne.
Kærligst