Forventning

Kap-1 (her) Kap-2

Jeg så på uret, tyve minutter i seks. Jeg kunne ikke nå at spise og hente Iris
bagefter. Skulle jeg tage et nødmåltid ved bøfvognen eller skulle jeg se at
komme hjem og skifte, så Iris havde noget pænt at se på?

Jeg orkede næsten ikke at tage hjem. Vente 10 min. på bussen, køre fem
minutter, gå fem minutter, op ad trapperne, eller vente på elevatoren,
bade, skifte afsted samme vej, og mødes ved Palads kl. 19. Hvis bussen
var forsinket, kunne det bedre betale sig at gå.

Jeg havde grå bukser og tweed-jakke på, det kunne gå an. På den anden
side længtes jeg efter Iris. Sæt nu hun ikke følte at jeg var ivrig nok.

“Så gør dog noget”, tænkte jeg.

Jeg løb ind i Irma og købte en champagne, eller rettere spumante, løb
det sidste stykke til stoppestedet og hoppede på bussen. Løb op ad
trapperne, mine kammerater undrer sig over, at jeg stadig kan det, men
det føles så godt, champagnen på køl og bad og afsted.

Den kolde efterårsluft bed lidt i halsen, der stadig var fugtig efter
badet. Træerne på alleen var begyndt at kaste deres blade, men den
kølige regnvåde luft friskede og gjorde mig klar i hovedet.

Hun stod allerede udenfor Palads, da jeg kom ti minutter i syv.
Grillbaren ved Jernbanegade udsendte en lugt som fik min mave
til at rumle. Men hellere tom og tynd end fuld og tyk. Hendes rustrøde
efterårsfrakke med skindkrave gjorde hende smuk og gav et skær af
klasse og stil. Jeg jeg fik sådan en lyst til at røre den bløde pelskant, stryge
henover den. Jeg nøjedes med at nærme hovedet til hendes kind og give
hende et forsigtigt kys for ikke at ødelægge hendes facade.

Udsolgt

Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at fortælle Jer mere.
Beretningen skulle slutte med det forsigtige kys, som jeg gav
Iris den aften på torvet udenfor Palads Biografen, men da I
nu har bedt om det, så fortæller jeg lidt mere.

Vi gik op ad trapperne og ind for at købe billetter til
“Pelle Erobreren”, men i samme øjeblik begyndte en lampe over
billetlugen at lyse rødt ud for skiltet med “Pelle”.

“Det var ærgeligt”, sagde Iris med et bredt smil, “skal vi ikke
gå på café og få lidt mad?”

Vi gik ned ad Studiestræde og kom forbi den forretning, hvor
min far havde købt min første guitar, jeg blev grebet af mindet
og fortalte om den lille guitar og de hårde stålstrenge, som
man spillede med dengang. Forretningen var nu en modebutik
med violette striktrøjer. Lidt længere nede gik vi forbi et
larmende værtshus, et antikvariat og en indisk butik med store
tæpper og duge i alle mulige spændende farver og mønstre svagt
oplyst i det store udstillingsvindue.

Da vi drejede om hjørnet ved Nørregade begyndte det at regne
og vi søgte ly i en port. Hun gav et klem på min ryg og jeg
trak hende ind i et ømt kys. Hun pressede sin krop mod min og
glemte alt om make-up. Da jeg kom op til overfladen igen var
det holdt op med at regne, og hun tog et spejl op af en lille
håndtaske og inspicerede ødelæggelserne, “Det går vist an”
konkluderede hun. “Ser jeg pæn ud, min lille kanin?” spurgte
hun og jeg anede ikke, hvad hun mente. Jeg fornemmede en bølge af
rødmen og hjertet sank og jeg kunne ikke sige noget. “Jeg kan
mærke, at du kan lide mig”, sagde hun bare, og min angst
forsvandt igen.

Vi gik ind på Café Georgia og bestilte lakseanretning og rødvin.
Da jeg havde skænket rødvin for Iris og havde stillet flasken
på bordet, ramte min hånd gaffel-håndtaget på tilbagevejen,
og den røg op i luften og sendte en klat salat med dressing
over på Iris’ bluse. Jeg ønskede mig død på stedet. En ung
servitrice havde observeret uheldet og kom med et glas vand
og hvide papirservietter til Iris, og efter lidt arbejde var
den cremefarvede chiffonbluse klaret.

“Du skal være glad for, at den er cremefarvet!” sagde Iris med
et bestemt udtryk og et glimt i øjet. Jeg rødmede igen og hun
skubbede sin fod henover min ankel.

Jeg så på regningen, som servitricen havde lagt på bordet og
lagde nogle hundrede kroner til for en ny bluse. Min økonomi
var ikke truet.

At blive troet på

Kære børn! Jeg er forbavset over Jeres fortsatte interesse for min og Iris’
historie, det er jo dog ganske almindeligt, at to mennesker
finder hinanden. Hvis I spørger Jeres far og mor, så har de sikkert
også en historie at fortælle, som ligner min; men der er jo dejligt i
haven og jeg kan godt lide at lade minderne komme strømmende.

Er det en enestående begivenhed hver gang? det er vist en
selvmodsigelse, tror jeg, men jeg forstår nu godt, hvad du mener.
Jo, vi var meget forelskede, og den magiske tiltrækning gjorde
tilværelsen smuk og lys, fuld af håb og solskin.

Det var egentlig ikke fordi jeg gik og tænkte på fremtiden, på,
hvordan det ville være at slå græs, mens Iris plukkede brombær
og beskar buske, og jeg tænkte heller ikke nærmere over, hvordan
vi skulle klare os i et Danmark, hvor de unges økonomi belastes
urimeligt meget, når de skal ind på boligmarkedet. Dengang var
det forresten ikke helt så slemt som i dag.

————————————-ooo————————————

Vi sad som sagt på Café Georgia og snakkede om vores interesser
for ligesom at komme lidt nærmere på hinanden.

Jeg fortalte, hvordan jeg havde opdaget Chopin’s musik
engang jeg stod i en pladeforretning og en anden
kunde havde bedt om at få spillet F-dur balladen, et af de mest
dramatiske stykker musik, man kan forestille sig, en slags
historie i toner, men en historie, som du selv må digte,
i modsætning til noveller og romaner, hvor forfatteren må gøre
alt det grove arbejde for at sætte din fantasi igang. [Men det er
jo det, jeg lever af.]

Jeg lyttede, da Iris fortalte, at hun også havde et blødt punkt
med klassisk musik, uvilkårligt tænkte jeg, “det siger hun for at
gøre mig glad, nu vil hun prøve at lægge billet ind, så at sige.”
Men hun fortalte med ægte betagelse, at hun havde opdaget
celloens dybe mysterier og for nylig havde købt Bach’s solosuiter
for Cello og havde haft dem på afspilleren lige siden.

Jeg havde en fornemmelse af, at hun undgik direkte at spørge om
hvad jeg lavede og hvor meget jeg tjente, men at hun egentlig
gerne ville vide det; da vi ugen før havde mødt hinanden hos min
fætter Bent havde vi fortalt hinanden om sommerens
ferieoplevelser, og ud af det kan man selvfølgelig få en
fornemmelse af livsstil og niveau og det er det, der tæller for
unge mennesker. Jeg fortalte ikke om flirten i Rørvig, denne søde
pige, som desværre fandt sammen med Søren, min studiekammerat;
selv om Iris måske ville grine ad historien er det dumt at
fortælle om gamle kærester.

Jeg tror, at Iris allerede dengang var så stærk, at hun mente det
også var hendes ansvar at vi sammen kunne skabe en tilværelse,
hvis vi blev enige om det. Lige nu spørger jeg mig selv om hun
egentlig havde en dagsorden, som jeg ikke mærkede. Piger må
jo tænke en del over, hvad det er, de går ind til. Det er faktisk
Iris, som har lært mig at tænke på livsforløb og karriere som
noget, der kan planlægges.

————————————-ooo————————————

Vi talte om musik, kunst og politik, som om det gjorde
nogen forskel hvad vi kunne lide og ikke lide, som om vi var de
mest betydningsfulde mennesker i universet. Larmen omkring os
modsagde i nogen grad denne antagelse, jeg skævede over til et
par, hvor pigen sad i lyserøde jeans, og turkis vest, temmeligt
skrigende og meget effektivt på en ung og smidig krop. Da jeg
kiggede tilbage, så Iris undersøgende på mig og jeg fnisede
undskyldende og hun kiggede over og smilede tilbage.

Der var så mange ord i mig den aften, jeg fortalte om mine første
jobs som vikar, om hvordan en elev havde skubbet med skulderen
til et billede bagest i klassen, da han skyndte sig at kravle ud
bag to andre drenge, og hvordan alle de andre lærere havde været
sikre på, at det var med vilje, men jeg havde set bevægelsen da
han kravlede op på bænken og kiggede på de to andre, og
forsigtigt kantede sig forbi for at komme ud, som om han var
i panik over at have været så længe i et klasselokale uden at
lave ballade og jeg kunne ikke tro, at det var en drengestreg.
Det var et gammelt billede med glas over en reproduktion, og
glasset var selvfølgelig gået i stykker, da billedet faldt, men
hans bevægelser efter braget og hans ansigts angst for at blive
skældt ud gjorde at jeg på en eller anden måde kom til at holde
af ham. Jeg syntes, jeg kunne genkende udseendet af en, der angrer,
men jeg kunne også genkende frygten for repressalier. Iris mente,
at det var bedre at jeg havde troet på ham end at give ham
skylden for noget, han ikke havde gjort. Det havde han sikkert
oplevet så mange gange, at det gjorde en stor forskel for ham, at
han for en gangs skyld var blevet troet på. Og hvis det var med
vilje, gjorde det alligevel ikke nogen forskel.

Hun fortalte om sin umulige bror, der havde været en plage for
forældrene som barn. Den kærlighed, den forstående familie, som
hun fortalte om, må have sået en tanke i mig om en fremtid. Iris
kunne også godt lide at snakke om tøj og jeg fik igen en raptus,
da vi diskuterede modefarver. Jeg har flere gange konstateret,
hvordan usælgelige varer bliver lanceret som mode, og hvordan
tumpede piger køber grimme ting, bare fordi en eller anden smart
model præsenterer dem som det nyeste nye.

Klokken var kun halv elleve, da Café Georgia begyndte at slukke
nogen af lysene, og vi gik ud i den kolde natteluft. Vi gik ned ad
strøget og ind ad de små sidegader, jeg tror faktisk vi gik rundt
og snakkede længe, for det var først da de lyset i de små
sidegadebutikker begyndte at slukke, at vi talte om at tage hjem
til mig.

“Nej, det er ikke så godt,” sagde Iris, “det er bedre, at vi
tager hjem til mig, hvis jeg skal have en chance for at komme på
arbejde i morgen.”

Vi gik ned mod Stormbroen og tog en taxi, som kørte os ud ad
Godthåbsvej. Iris havde en lille lejlighed i en af de halvt
moderne, store røde boligblokke. Det slog ned i mig som et lyn:
Hvad havde jeg, som Iris ikke havde? min lejlighed i en mindre
gulstensejendom på Amager var ikke målet for social stræben
eller ambitioner for en familie som Iris’. Men alligevel følte
jeg mig rigtig ovenpå den aften ved at blive kørt igennem byen
i en taxi med den sødeste pige i verden ved siden af.

Brevet

Nej, I forventer da ikke at jeg fortæller om resten?

—

Nåså.

—

… Altså, jeg følte jeg mig rigtig ovenpå den aften ved at
blive kørt igennem byen i en taxi med den sødeste pige i verden
ved siden af.

—

Ud af taxi’en, åbne døren til trappen, op, op til 4 sal.

Da vi kom ind i lejligheden lå der et brev på løberen i entréen.
Iris samlede det op og vendte det om, og jeg så på den hvide
kuvert en personlig håndskrift og tydeligvis privat afsender. Hun
lagde det hurtigt ned i en handskeskuffe uden at læse det og vendte
sig mod mig, “Velkommen i min lille rede, pusling” sagde hun til
mig og omfavnede mig. Det var lige lovlig meget puttenutte,
tænkte jeg, men lyttede næsten ikke efter, Det var første gang
jeg var i hendes lejlighed, men jeg var ikke så interesseret
i omgivelserne og lukkede bare øjnene og nød at blive favnet og
krammet. Det var som om jeg havde fundet hvile mens jeg svævede
henover byen.

“Uha … fald nu ikke ned”, tænkte jeg.

—ooo—

Morgenen efter vågnede jeg alene i sengen. Jeg hørte Iris pusle
på den anden side af væggen; en kaffemaskine stønnede og boblede,
og en behagelig duft af ristet brød kom ind over sengen. Et højt
klik fortalte, at brødristeren sendte de færdige skiver op, og en
svag duft af sæbe fra badeværelset lod ane, at jeg havde sovet
mere end en halv time alene i sengen. Min krop føltes tung, mens
øjnene anspændt søgte rundt i værelset, som havde en skrå væg med
en lille kvist.

På endevæggen hang et maleri af Storm P., vagabonden, som går
sine egne veje ad en sti med træer og blomster, mens alle de pæne
mennesker går på arbejde ad en bar og trist vej.

Jeg blev liggende og kiggede på kommoden, en stol med et par
sweaters dynget ovenpå hinanden. Jeg fik en overvældende følelse
af at være i en kvindes enrum, og jeg følte mig fremmed,
ubehageligt fremmed. Jeg skyndte mig at tage tøjet løst på, gik
ud på badeværelset og tog et hurtigt brusebad. Derefter gik jeg
ud i køkkenet.

Iris sad og kiggede ned i bordet. Hendes øjne var en anelse røde
og tomme på en måde, som antydede at hun havde grædt en smule
eller var bekymret. Det gjorde mig urolig; men samtidig forsvandt
følelsen af at være fremmed, nu var vi to mennesker, som kunne
tale om alt og kunne stole på hinanden.

Jeg tror, hun kunne mærke min stille accept af, at hun havde
noget for sig selv, for hendes ansigtsudtryk skiftede fra det
tyngede til kammeratlige, da hun sagde “godmorgen, der er
kaffe og brød – jeg stod lidt op for at gøre mig klar til at møde
lidt tidligere i dag.”

“Godmorgen, har du sovet godt?” sagde jeg.

“Dejligt”, sagde hun.

Jeg satte mig, skænkede kaffe, spurgte om hun havde lidt mælk,
joda, hun rejste sig for at hente en mælkekarton i køleskabet, det
samme gjorde jeg, og vore hænder mødtes. Jeg lagde en hånd på det
øverste af hendes overarm for at vise hende min omsorg, og
kiggede hende ind i øjnene, lænede mit hoved ind mod hendes. Jeg
kunne mærke at hun ikke havde lyst til at kysse, så det lod jeg
være med.

Vi satte os og jeg tog et stykke brød og smør og kiggede over på
hende igen, gik i stå og spurgte “har du det godt?”

“Jada!” sagde hun pludseligt opvågnende fast, “der er bare nogen
ting, jeg skal have ordnet.”

Jeg gættede, at det kunne være brevet, som hun ikke havde åbnet
igår. “Undskyld jeg spørger, hvad stod der i brevet?”

“Ikke noget”, sagde hun hurtigt.

Dette her var noget andet end musik og mode, vikarjobs i barske
miljøer og familiens ferieture.

“Er der nogen, der er død?” spurgte jeg i et alvorligt tonefald,
men nej, det var ikke det. Hun lød ikke afvisende, men jeg fik
indtryk af, at hun ville skåne mig: at hun ikke ville ødelægge
mit første besøg i hendes hjem med en dårlig nyhed. Men hun
kunne heller ikke finde ud af at glide af. Det havde ramt hende,
ramt rigtig hårdt.

Der var en lang pause med en trykket stemning. Jeg begyndte at
spise; men hendes jagede udtryk fik mig alligevel til at sige:
“Fortæl mig nu bare, hvad det er.”

“Det er ikke hvem-som-helst, som får lov til at komme ind i min
lejlighed,” sagde Iris med en lidt mat stemme, og jeg vidste, at
det var ment som en markering, som en understregning af at hun
ikke var hver-mands-pige, og at hun havde den samme fornemmelse
som jeg af, at jeg var noget specielt for hende. Men det føltes
underligt forkert, jeg fortjente ikke at være hendes ledsager for livet,
jeg, en studerende, der havde været alt for længe om studierne,
spillet lidt hist og her og uden udsigt til en karriere, som man
kunne basere en familie på.

Jeg følte ikke, at jeg havde ret til at være sammen med Iris den
morgen, men min intuition sagde mig, at hvis jeg lyttede, hvis
jeg kunne bevare og forstærke den tillid, vi havde oplevet
aftenen før, så ville vi blive gode sammen, venner for livet. Mindst.

Jeg satsede.

“Er det en gammel kæreste, som er jaloux, og som vil have dig tilbage?”

Pause.

Pause.

“Vi havde været sammen i halvandet år, deromkring. Jeg kunne ikke klare, at han altid ville vide, hvor jeg var. Efter at vi havde slået op blev han ved med at opsøge mig. En dag fulgte han efter mig i bil, da jeg kørte hjem fra arbejde. Jeg holdt ind ved Brønshøj Politistation. De to betjente kiggede ud, og så kørte Geert. Jeg kom hjem i fred, men jeg var rystet.”

“Jeg kører ikke mere i bil, jeg vil hellere køre med med bus hvor der er andre mennesker, jeg skal alligevel ikke så langt.”

“Han tog frygteligt på vej, da jeg slog op. Hvordan kan du gøre det, sagde han, og talte om ferierejsen til Brasilien, som han havde betalt i dyre domme, der manglede ikke noget, og jeg var bare en utaknemmelig …
Hun kunne ikke lide at sige ordet, det kom hviskende: ” … luder.”

Jeg sagde ingenting, men rystede på hovedet og tænkte på hvor svært det måtte være, når drømmen krakelerede.

“Da han brugte det ord, vidste jeg at det var rigtigt at gå, men han blev ved at pirke til mig og sjoflede mig til – du tænder på at blive holdt, sagde han, og jeg fik bare så dårlig samvittighed over at have haft det godt med ham. På en måde havde vi jo haft det godt sammen, min fascination af ham kendte ingen grænser. Han var chef for det store apotek i Roskilde, og når han kom på besøg i vores apotek for at hjælpe min chef med omlægningen, blev jeg betaget af hans elegante fremtoning og hans venlighed overfor mig. Det startede med at han var inviteret til julefrokosten, og så blev det ved som hyggelige week-ender i lang tid. Men så ville han have mig med på ferie … “

Jeg sagde kun “OK OK, du behøver ikke at fortælle mere.”

“Nej, jeg vil ikke ødelægge morgenen for dig, min søde ven. Og selv om jeg ikke har lyst, så lad os komme afsted, så kan vi ses i aften, hvis du orker.”

“Selvfølgelig orker jeg, selvfølgelig, jeg glæder mig allerede! Jeg henter dig i Brønshøj, så har vi resten af week-enden for os selv. Hvad tid skal jeg komme? Hvad tid lukker I?”

—

Historien

Vi fulgtes ad til Godthåbsvej og tog bus hver sin vej. Jeg skulle mod Amager, hun mod Brønshøj.

Hjemme på Amager gik jeg ad stien gennem anlægget over mod den lave gulstensejendom, hvor jeg havde en lille to-værelses ejerlejlighed, som var købt for mine forældres penge for et par år siden, da min far pludselig syntes at nu skulle han hjælpe den unge søn lidt på vej og styre hans karriere i en fornuftig retning. Det var dengang jeg var begyndt at læse til lærer på Seminarium.

Men denne efterårsmorgen stoppede jeg op ved et Japansk kirsebærtræ, som var blevet dobbelt så stort mens jeg havde boet her, og hviskede mit spørgsmål, mens jeg kiggede på bladene, der var røde og gule:

“Var jeg en nats trøst?” spurgte jeg mens jeg kiggede intenst på bladene som om de kunne svare. Jeg måtte rive mig løs og ræsonnerede at hvis hun ikke kunne lide mig, så havde hun ikke ønsket at jeg blev om natten; “vær nu fornuftig, Thomas!” tænkte jeg højt, “hun ville da ikke mødes igen, hvis der ikke er en sand gnist af kærlighed – hvad mere kan du forlange nu?”

Men jeg forlangte alligevel, jeg længtes efter at få bekræftet min fornemmelse af at høre til, at være sammen, mine ben og mit hoved, min krop og mine arme lyttede ikke til fornuften.

Efter at være kommet indenfor i min lille rodede lejlighed begyndte jeg at rydde lidt op, rettede på puder og tæpper, og skyndte mig at gøre mig istand, så jeg kunne komme på indkøb i god tid.

Amagercenteret havde mange modebutikker, og den ene havde
rigtig mange skjortebluser. Jeg fandt en cognacfarvet med et lille
fint mønster på knaphulskanten og moderat indtag i siden, det
måtte være hendes stil eller i hvert fald klædeligt til hende.
Der var heldigvis også en størrelse 38, et tal, som jeg havde luret
ud af den cremefarvede, som Iris havde lagt oven på trådhylden i skabet i
soveværelset. Det var en underlig frydefuld oplevelse at have nogen at
købe en gave til, når det hverken var jul eller fødselsdag.

Der var en mor med sin datter, som kiggede på den bluse, som jeg
havde fundet, og så på mig for at se, hvad jeg var for en. Der
var en fortabt ældre kvinde, måske beruset, som stod udenfor
centeret og snakkede meget højt med sig selv. Der var travlhed og
mylder på fortovet på Amagerbrogade, som der oftest er lørdag
formiddag. Iris arbejdede til klokken to, og klokken var kun
tolv. For at trække tiden ud valgte jeg at tage bussen til
Christiansborg og så gå igennem indre by ud til Nørreport
Station, gå på bogcafe, kigge på grøntboder, biblioteket,
rejsebureauerne i Frederiksborggade og hvis der var tid kunne jeg
slentre langs med søerne.

Jeg blev lidt forbavset over den smukke musik, der mødte mig på Købmagergade: En guitarist akkompagnerede en tværfløjte i den smukke Carl Nielsen melodi, “Tågen Letter”. Bøgerne hos Gad fangede ikke interessen, og jeg gik nærmest sovende igennem Frederiksborggade ned til søerne, rundt og besluttede så at gå ind på en café for at slå den sidste halve times tid ihjel.

—ooo—

Iris kom til Brønshøj Torv et lille kvarter efter lukketid, og hun så oprigtig glad ud over at jeg stod og ventede på hende.

Da hun kom nærmere så jeg hende i øjnene for at se, hvad hun forventede – når hun kom fra sit arbejdsmiljø, var hun så til et familiært kys på kinden, en arm, et knus? Jeg følte det en sitren da jeg lagde armen om hendes skulder og trykkede mit hoved forsigtigt mod hendes tinding. Hun gjorde sig forsigtigt fri.

“Har du haft det godt?” spurgte hun.
“Joda. Jeg har været en tur hjemme og på indkøb.”
Jeg fortalte om turen til Amagercenteret.
Hun afbrød og pegede på bæreposen med “Paris Mode” logoet:
“Er det den, du har der?” spurgte hun. Jeg nikkede.
“Lad mig se …” Hun lirkede pakken op og kiggede på skjorteblusens flip og skuldre: “Nej hvor er den sød … Hvor er du sød!” sagde hun, “Det havde du ikke behøvet.”

“Nej, det tænkte jeg nok,” sagde jeg med et overbærende smil og klemte øjnene lidt sammen.

“Lad os tage bussen ind til byen og se om vi kan finde et rart sted” foreslog jeg, og Iris var med på den ide.

I bussen talte vi om politiske ting, om EU forbeholdene og den politiske behandling af 18. Maj 1993, mest fordi det var passende neutralt til en samtale i en bus, hvor der er andre, der kan høre hvad man siger. Iris lagde sin hånd på min og jeg fik pludselig en fornemmelse af svimmelhed og kunne mærke, at jeg rødmede lidt, men jeg talte videre, lidt langsommere og mere velovervejet. Det var nu, jeg skulle lægge op til at Iris fortalte sin historie.

Vi steg af bussen og gik ind gennem Fiolstræde. Der var stadig Lørdagstrængsel, men dog ikke mere end at man kunne slentre. “Hvorfor er du ked af, at den elegante apoteker skrev et brev, hvad skrev han?” spurgte jeg sagte ind i hendes øre.

“Åh, jeg er bange, fordi han virker uligevægtig og … jeg har aldrig set sådan en person før.”

“Nu, i dag, tror jeg at han spillede komedie hele vejen, når han var den elegante
og smilende rådgiver for vores apoteker, og når han var den veltalende og belevne
gentleman, som opvartede mig og inviterede mig på ferie til (hvor var det nu det
var). Han tog kun hensyn hvis det kunne betale sig for ham, og han tænkte kun
på mig som en, han havde ret til, fordi han havde betalt og gjort de rigtige ting.
Under den facade var det som om han slet ikke var interesseret i mig. Han skriver
i brevet, at han vil have de ting, han har givet mig, tilbage, og det gør han kun for
at vi skal mødes igen, så han kan tyrannisere mig, men jeg har ikke lyst til at mødes
med ham.”

“Lyst? Hvis du ikke vil, så er der ingen djævel, der kan tvinge dig til det!” sagde jeg
dybt forarget. “Hvad er det for nogle ting, han vil have tilbage?”

“Åh, du forstår det ikke helt”, sagde Iris. Jeg tav. Jeg vidste, at jeg havde sagt det
rigtige, og inden i Iris var der to djævle, som trak hende i fletningerne, og det syntes
hun at de havde lidt ret til at gøre, disse djævle.

“Hvad var det for ting?” spurgte jeg.
“En vase fra Paris og skiudstyr.”

“Åh hvor småligt.”

“Ja, men jeg vil bare have det ud af verden. Jeg sender det til ham med posten.”

“Ja, det ville da være det nemmeste,” sagde jeg.

“Der er bare den hage ved det, at han skrev at han ville komme i eftermiddag.”

“Nåja, men du er jo ikke hjemme.”

“Nej vel?” Nu så hun pludselig meget piget ud og lo en lille latter.

—ooo—