En Julekrimi-3
Den Blå Dreng(4)[NU retter jeg tidligere nummerdeling! RSN="Really Soon Now(tm)"]
Thomas stillede sin 45'er ved en chikane på Frilandsvej og
så at der var en indgang gennem hæk og hegn til hospitalets
akutmodtagelse.
Han kunne se en ambulance holde inde på hospitalets
parkeringsvej, men vidste ikke om det var den, der havde hentet
drengen. Han gik ind ad glasdøren, den lille hall var tom,
men han så en sygeplejerske da han kom omkring et hjørne,
hun var opmærksom på ham og fangede hans blik. Han spurgte:
“Lykkedes det at genoplive drengen fra Doktor Stampesvej?”
Sygeplejersken kiggede op og ned af ham, “der er en aflevering
igang, ved du noget om den sag?”
Uha, drengen er død, helt død, tænkte Thomas. Hans højre
hånd greb uvilkårligt efter højre jakkelomme før han svarede
“jeg kommer fra den skole, hvor han blev fundet. Må jeg se,
om jeg kender barnet?”
Sygeplejersken nikkede og sagde “Kom med her, redderne er ved
at svare på spørgsmål fra lægen, som skal skrive dødsattesten.”
Inde i det lille kontor var der stillet en thermokande med
kaffe og en lille skål med småkager; de to reddere sad med
ryggen til døren og vendte sig om, da Thomas kom ind. Lægen
på den anden side af skrivebordet kiggede op og spurgte “kan
jeg hjælpe med noget?”
“Det er måske mig, der kan hjælpe lidt”, sagde Thomas, jeg
underviser på skolen, hvor drengen blev fundet.”
“Doktor Hansen”, lægen nikkede venligt og slog ud med
hånden, “tag en stol og sid ned her”, han pegede ved
siden af skrivebordet. “Tag en kop kaffe, mens vi udfylder
indlæggelsespapirerne her, så redderne kan komme videre.”
“Indlæggelse?” spurgte Thomas.
“Det er vi nødt til at gøre før vi skriver dødsattesten,” sagde
lægen venligt, “kender du drengen?”
“Nej, jeg ved ikke hvem det er.”
“Der blev ikke fundet papirer på drengen” sagde lægen med
en hovedrysten “vi har ikke kunnet identificere drengen, så hvis
du kan kende drengen, vil det være en stor hjælp.”
Redderne skrev under og gik – og lægen trak Thomas med ind i et
kølerum, hvor den lille krop lå på en stor rullebåre, dækket til
af et lagen. Lægen trak det lidt ned så man kunne se ansigtet.
Thomas sagde straks “nej, det ansigt har jeg ikke set før …”
“Tøjet ligger derovre,” lægen pegede på bord op ad væggen, “måske
kan det være til hjælp, det er en ret speciel jakke med den blå
farve, den vil man huske, hvis man har set den før.”
“Nej, desværre”, sagde Thomas, “må jeg tage nogle billeder?”
“Du må ikke omtale det som et dødsfald, før vi har talt med de
pårørende,” sagde lægen, “og hvis du tager billeder nu kan man
ikke undgå at se det er et dødsfald, så vent venligst lidt med
det.”
“Jamen billeder senere vil være vanskeligere at bruge til
identifikation – der sker jo flere forandringer efterhånden.”
“Ja, tag et par billeder, men lad være med at bruge dem. Kan jeg
stole på dig? Jeg må hellere få din underskrift inden du går.”
