Tøm Papirkurven

Den Blå Dreng (3)
(December 7 – Der burde være lidt mere overensstemmelse mellem
episode, web-Jule-krimi-nummer og dato,
men det er for meget at gøre ud af det lige nu.)

Da Møller bankede let på døren og gik ind på kontoret uden at
vente, så han at Inger, skolelederen, var dybt optaget af et
skema og nogle papirer, som lå foran hendes laptop på
skrivebordet. Hun så op med et spørgende blik. “Hørte du
ambulancen før?” spurgte han og vidste at hun straks ville fange
betydningen.

“Var det noget alvorligt?” spurgte hun og sendte ham et vagtsomt
blik.

“Ja” svarede han, og tænkte over, hvordan han skulle begynde
sætningen, ” … det var omme bagved gymnastikbygningen, inde
i Katrineskolens gård, der var en død dreng som lå
ved kælderhalsen …” han syntes det lød forkert, ” … jeg ved
ikke om redderne, jeg tror ikke at ambulancefolkene kan foretage
genoplivning.”

Han kunne pludselig se for sig, hvad hun, skoleleder Inger
Christensen, skulle stå og sige på næste forældremøde, når
forældrene vagtsomt spurgte ind til om der var mobning eller det,
der var værre, på skolen og hvordan det dog kunne være at et barn
var dræbt så tæt på skolens grund og formentlig skjult af
gerningsmændene. Hans hoved var pludselig tomt for tanker, og han
rettede sig lidt op og sagde “det så ikke ud til at være et
voldeligt tilfælde, men snarere et forskræmt barn, 6-7 år vil jeg
tro, som er taget af nattefrosten efter at have søgt ly ved
bygningen, hvor der har været lidt varme ved døren til
fyrkælderen. Men endnu ved vi ikke noget.”

Inger så på ham igen, “men hvorfor lige dér?” sagde hun bare,
rettede blikket ud ad vinduet og tænkte lidt, vel vidende at det
kunne Møller lige så lidt som nogen anden svare på førend der var
flere oplysninger om barnets baggrund. “Fandt du nogen
identifikation?” spurgte hun stadig med blikket ud ad vinduet
som om hun ikke forventede svar.

“Nej,” sagde han “jeg nåede ikke, ambulancen kom så hurtigt …”

Møller kunne høre trin, da Inger igen rettede blikket ind
i rummet og så på døren bag ham. Han vendte sig om og så Thomas
stå med den ene hånd på dørkarmen – “forstyrrer jeg?” spurgte
Thomas; Møller tilføjede: “Han ved det.”

Inger rystede let et nej og lod Thomas gå i gang. “Jeg så
billedet, Inger, Møller tog et billede på sin mobil. Skal jeg
tage hen på hospitalet og se hvad der er sket?”

Møller syntes det var en glimrende ide; man fik altid mere føling
med situationen ved at se efter selv, og han kunne godt lide
Thomas, som aldrig skældte nogen ud og som altid viste ham
respekt. En skole uden pedel var en forfalden skole, faglig
stolthed, det var hvad han følte, når han på de lange
eftermiddage talte med Thomas og de glade elever i tegnelokalet.

Inger så på Møller og kunne se på hans halve smil, at han også
syntes det var en god ide at sende Thomas afsted. Hun lagde
hånden på telefonen, bladrede lidt i sin rollerdex og løftede
røret, trykkede et nummer og ventede lidt; “Det er Inger
Christensen fra Thorvaldsen (hvad med Eckersbergskolen), sagde
hun

“Vi har lige sendt en ambulance afsted med et tilfælde af
hypotermi, dreng, alder under 10 år, og drengen var ikke
identificeret. Vi vil gerne holdes informerede,” sagde hun kort,
og lyttede på stemmen i røret, “vi er nødt til at vide, om det
vedrører skolens elever eller forældre” forklarede hun og opgav
telefonnummer, “bed om skoleleder Inger Christensen” sagde hun,
“Ja, – tak – jeg afventer nærmere besked, tak, farvel.”

—ooo—