Skrivebordsskuffen-2

Jeg skal ikke give mig ud for at have forstand på at skrive. På
den anden side var den første ros, jeg fik af professor Bjørn,
den, at jeg var god til at skrive. Dengang skrev jeg ikke om mig
selv, det var opgaver i musikhistorie, om operaer, Gregoriansk
sang, om barok-koncerter. Jeg ville hellere have skrevet om
jazz, beat, eller om Bartok som landflygtig, eller om den unge
Johann Sebastian Bach, som – provokerende – spillede andenstemmer
til salmer, mens menigheden prøvede at finde melodien.

Jeg fik egentlig også meget pæne karakterer for mine fristile
i gymnasietiden. Og bagefter, da en kæreste lånte nogle af dem.

Men det var ikke historier. Mine egne oplevelser betragtede jeg
som uinteressante. Det gjorde en dansklærer også. Da jeg som
8.klasse afleverede en historie om et skilsmissepar, som ved en
fejltagelse fandt hinanden igen, var der ikke et trøstende ord om
at historien var rørende usandsynlig, eller noget om at det kan
være svært at være skilsmissebarn, nej, der var blot en kommentar
om at jeg nok ikke havde livserfaring nok til at skrive.

Ikke engang et spørgsmål om hvordan mine forældre havde det med
hinanden. Måske havde han oplevet noget lignende og måske kunne
han ikke tale om det uden at følelserne kom frem.

Måske hellere tie.

Da jeg nogle år senere læste et par afsnit af Saint-Exupery’s
Petit Prince, specielt indledningen med tegning af en slange, som
har slugt en elefant, og hans – alvorlige – reflektioner om, at
dér var en kunstnerkarriere stoppet, så rørte det mig dybt.

Efter studentereksamen var jeg sikker på, at jeg havde lært nok
matematik, men jeg var klar over, at jeg manglede noget andet,
noget menneske-kundskab-agtigt noget. Jeg tyrede psykologibøger
igennem og prøvede at forstå. Gang på gang gik det op for mig
at jeg var håbløst naiv og på samme tid veluddannet.

Heldigvis var der ind imellem mennesker, som forstod og trøstende
sagde, at det gjaldt om at komme videre.

Det ændrede sig dog kun langsomt, indtil jeg engang pludselig
igen og igen kunne konstatere, at mine fornemmelser omkring
følelser eller attituder var det, som bestemte udfaldet af en
samtale mere end det var “sagen” eller “indholdet”, ikke at de
ting skulle ignoreres, men de styres i visse henseender af, hvad
jeg kalder attituderne.

En god veninde opfordrede mig til at læse mere, alle slags bøger
om alle emner, som man kunne finde på at interessere sig for. Det
var det bedste råd i mange år.

Der er forfattere og biografier, som bringer smilet frem og får
solen til at skinne ved at fortælle mig, at jeg ikke er så
forskellig fra andre mennesker, det være sig dansklærere eller
musikprofessorer.

Denne indledning af John Irving er en af den slags texter, som
får smilet frem og som giver en fornemmelse af hvordan verden
bliver større og bedre af, at vi kan fortælle historier. Som barn
boede John hos sin mormor, som var kandidat i Engelsk
Litteraturhistorie fra Wellesley College. Hun har kun læst én af
hans romaner, hun bryder sig, som han skriver, ikke om Johnny’s
sprog og temaer, men hun er stolt af ham, alligevel. Irving har
aldrig rigtigt boret i, hvorfor hun er stolt af ham, – måske fordi
han i det hele taget har haft held til at blive voksen, eller
bare fordi han er “hendes dreng”.

Citat fra John Irving: Om at redde Piggy Sneed:

Det her er erindringer, men vær rar at huske, at erindringer (af
enhver forfatter med en livlig fantasi) altid vil være fulde af
fejl. En skønlitterær forfatters erindringer er en i særdeleshed
upålidelig kilde, hvis det er tørre facts, man er ude efter; vi
kan altid finde på detaljer, der er bedre end dem, vi kan huske.
En korrekt detalje er sjældent præcis det, der skete; de mest
sandfærdige detaljer ofte det, der kunne være sket,
eller burde være sket. Halvdelen af mit liv er gået med
omskrivning; mere end halvdelen har udspillet sig med meget ringe
variation. At være forfatter er et vanskeligt ægteskab mellem
præcise iagttagelser og lige så præcise fantasier vedrørende de
sandheder, man ikke selv har haft lejlighed til at se. Resten er
det uundværlige, stringente arbejde med sproget; for mig betyder
det, at jeg altid har måttet skrive sætningerne om og om, til de
til sidst lyder så spontane som en god samtale.

Men i det mindste vil jeg tro, at det skyldes min mormors gode
manerer, at jeg blev forfatter, og – mere konkret – en retarderet
skraldemand,, som min mormor altid behandlede meget høfligt og
venligt.

…

Irving fortæller så, hvordan drengene gjorde nar af Piggy Sneed,
skraldemanden, som boede for sig selv og som havde 18 grise, som
han fodrede med køkkenaffald og hvad han nu ellers kunne finde.
En dag brændte Piggy Sneed inde, og Johnny kunne ikke lide tanken
om, at denne rare sinke, som aldrig gjorde nogen fortræd, måske
var brændt inde og havde lidt en frygtelig død. Han gætter, at
Piggy Sneed var taget til Europa, – eller måske til Florida -
men brandmajoren finder, efter at tomten er kølet ned, de
forkullede rester af et menneske og siger til John, at han skal
samle dem op (med krog op på et brand-lagen, som skylles og
derefter pakkes sammen til begravelse.)

Mange år senere går det op for Johnny, at han med sine
fantasifulde historier om, at Piggy Sneed var taget på ferie til
Florida, egentlig havde prøvet på at digte en historie. En
historie, som skulle “redde” Piggy Sneed.

Jeg var, som jeg allerede har fortalt, “hendes dreng”, og hun var
oprigtigt bekymret for mig. Måske havde hendes hovedfagsstudium
i engelsk litteratur overbevist hende om, at forfatter var noget
meget lovløst og destruktivt at være. Og derfor fortalte jeg
hende hele historien om branden den nat,om hvordan jeg havde
forestillet mig, at jeg – hvis bare det, jeg fandt på, lød
troværdigt nok – kunne redde Piggy Sneed (på en måde).

…

Mormor afbrød mig. Med mere medlidenhed end egentlig vrede
klappede hun mig på hånden og rystede på hovedet. “Lille Johnny,
skat,” sagde hun, “Du kunne have sparet dig for en masse besvær,
hvis du havde behandlet mr. Sneed med lidt mere menneskelighed og
anstændighed, dengang han var i live.”

Skrive …

About these ads