Archive for March 2012
Mus i bagagerum og fasankok på terrassen
Her til morgen gik en fasankok rundt på terrassen – da jeg gik hen til døren for at se de flotte farver, kiggede den fornærmet på mig og gik sin vej. Jeg gik ind i køkkenet igen og kunne høre den gokkede løs igen. Det er en fornøjelse at have sådan en gående på terrassen.
For nogle uger siden syntes jeg at jeg i venstre øjenkrog så en skygge bevæge sig i hurtigt væk. Jeg kom til at tænke på min bror, som engang fortalte at en “synsk” mand somme tider (sagde at han) så en skygge bevæge sig op fra en kælderhals, og spurgte om vi andre nogensinde oplevede noget lignende – at se noget, der ikke var der. Når man er vokset op med lidt synsforstyrrelser, så ved man jo godt at der kan være ting i synsfeltet, som ikke eksisterer.
Jeg var derfor i tvivl om jeg havde set noget komme ud af bagagerummet – eller om det var en synsforstyrrelse.
Senere opdagede jeg de små, nydeligt ordentligt anbragte aflange “frø”, der viste sig at være muse-exkrementer. Den havde spist af en af kludene i bagagerummet, en 18 år gammel T-shirt som er bilklud. Velbekomme
Jeg håber ikke den har prøvet at gnave benzinslangen over!
Jordfygning
Da jeg kørte til værkstedet FZ-Auto i Helsinge, krydsede jeg Holløse Bredning og konstaterede at luften var tyk af jord. Jeg besluttede at tage billeder på hjemturen.
Lige da jeg kom til Ågerup (nabo til Tågerup) fik jeg set nogle støvskyer, eller støvdjævle, som steg 10-20 meter tilvejrs over husklyngen ved Tågerup, jeg stoppede og tog billeder – men som det altid går, var de store støvdjævle allerede væk.
Jeg ventede 2 – 5 minutter og der kom meget støv forbi – men det ligner jo tåge, så jeg ventede og håbede på flere støv-hvirvler. Man kan lige ane sådan én på billedet ovenover.
Disse billeder taler for sig selv.
Cyklisten klarer modvinden uden at klynke
Penge pr. SMS
Det generer mig at man kalder køb af en serie SMS’er for et “klippekort”. Jeg er klar over at det gør det danner billeder og måske er lidt lettere at forstå. Men det jeg er bange for er en “falsk forståelse”.
Det generede mig også at man ikke kunne se, hvad det koster, altså, hvad det er for en slags klippekort, man køber, og der står heller ikke hvordan man betaler. Man kan betale med dankort via websitet 1415.dk’s link til et betalings-system, men man kan også betale med “mobilpenge” – og den nærmere definition af hvad det indebærer kan jeg heller ikke finde. Trækker man det på mobiltelefonen, så vil det ikke fungere med taletidskort der er ved at udløbe – osv.osv.osv.
Hvis man skulle købe billet til København (det overvejede jeg men blev desværre for syg til at deltage i blogg-treff) så kunne man måske risikere at betale tur-retur 9 zoner à 7.50 kr. (67.5 x2) 135.kr. sammenlignet med rabatklippekort til alle zoner, tur-retur 9 zoner à 5 kr. (45 x2) 90kr.
Og bare det at skulle overvinde sig til at regne prisen ud!
Ikke det store for en normal indtægt, men når man er havnet på folkepension eller lign. kan den slags små udsving få betydning.
James Grieve med sygdom
Ganske kort: Dette træ giver gode æbler, store, flotte, syrligt-friske (men de holder sig ikke så længe). Men træet fik myrer i podestedet for 10-15 år siden. Jeg gravede dem væk og sprøjtede lidt, og barken har prøvet at lukke hullet, men der er nok svamp i selve stammen, som er svag. Træet er derfor støttet med to “krykker”.
Vil det ikke være bedst at prøve at tage kviste og pode et nyt træ?
Nedslag
Ved at se på Boligsiden.dk kan jeg se at en naboejendom er sat ned fra 1400kkr til 925kkr. Det er ikke salgsprisen, jeg gætter, at den er solgt for ca. 850kkr, p.g.a. tilstand og beliggenhed, som ikke er ideel. Jeg har et billede fra Februar: Man ser ejendommen nederst til venstre (klik for at hente stort billede).
Prisfaldet har m.a.o. været 33% (en trediedel af opr.salgspris). For en ung familie, som ønsker et rummeligt hus med have, kan det blive et godt hjem til en endog meget rimelig husleje.
Det har stor betydning for vurderingen, for min ejendomsskat, og for mine muligheder for at sælge min ejendom, hvis det skulle blive aktuelt.
Fuglene flyver i flok
Der var en farlig larm fra en fugleflok da jeg var ude efter posten. Desværre kunne jeg ikke se hvorfra lyden kom. Der var faktisk larm fra flere flokke, flere slags fuglestemmer. En mejse tæt på overdøvede dem alle, men jeg gik lidt rundt og lyttede.
Så så jeg pludselig en stor sværm af fugle komme rundt om et hus længere væk, og de slog sig ned på marken. Jeg tror der vågnede et jagt-instinkt her.
Har du det også på den måde?
De var for langt væk til at jeg kunne bestemme hvad art det var, men de var for små til at være krager og for store til at være stære på træk.
Billedet her er en krageflok en anden dag.
Den 25. Marts er der blogg-treff
… i Firefly, en grøn restaurant ved Grønttorvet ved Københavns Nørreport. Det er en søndag og det er klokken 13 SOMMERTID. Tilmelding på Huskebloggen!
Sørg for at være der kl.12 Dansk Normal Tid (DNT, er der noget, der hedder så’n?) så går det ikke helt galt
Plantens svampeforsvar
Som kollegianer – student med bolig på et kollegium, Grønjordskollegiet, har man mange muligheder for at lære noget nyt og anderledes end det, man selv studerer – forudsat at man ikke selv skal tjene sine penge og har erhvervsarbejde ved siden af studerierne, sådan som jeg var nødt til. Alligevel nåede jeg at få talt med bl.a. et par biologistuderende, som havde Morten Lange (SF-medstifter, professor og en overgang rektor for Københavns Universitet, tror jeg) og som fortalte, at Morten Lange var specialist i svampe. Jo – de vidste godt at folk normalt ville undre sig lidt, men prøv at læse Farmers beretning om landbrugsbesøg i Vietnam for et par måneder siden, så kan du se, kære læser, at svampe-biologien spiller en stor rolle, en afgørende rolle for at mennesket kan brødføde sig selv ved landbrug. Svampe kan alt for ofte ødelægge en afgrøde, citat:
Deres problem er aks- og lagersvampe. Der var tydeligvis meget aksfusarium i deres ris.
Det koster naturligvis meget udbytte; men det værste er egentlig kvalitetsforringelsen, idet svampene udskillet toxiner, som gør risene decideret usunde at spise.
Men de tålte tilsyneladende mosten, og vi havde heller ikke på noget tidspunkt helbredsmæssige problemer, selvom en dansk fødevarerkontrollant ville have fået travlt med at erklære hele området for ren dræberzone.
Her er billeder af mit pengetræ / paradistræ, som jeg beskar i December, og som fik svamp der, hvor jeg havde skåret over.

Her skar jeg igennem ved et knæ på stængelen (eller stammen) og behandlede med atamon - svampe-angrebet blev standset ved menneskehjælp

Her har jeg ladet planten beholde det yderste led af stilken (stammen) og har ikke behandlet med Atamon (jeg vidste jo ikke om jeg risikerede at slå planten ihjel!)
De yderste led falder af, når de er tørret ind – resultatet ses her.

Snittet, knæet, hvor en svampe-angrebet, indtørret spids er faldet af, er helt rent og grønt ligesom det, der blev behandlet med Atamon - men der er IKKE penslet med Atamon her!
Kloge fugle
Et billede af en flot, velklædt spurvehøg på Huskebloggen sporede min nysgerrighed: Er der kommet flere fantastiske video’er som viser at fugle kan være endog meget intelligente?
















