Beethoven, uddrag fra Oxford Companion to Music
Billedet af Beethoven, vist i går i et lidt større format, havde en text som man kunne forstørre ved at klikke på billedet (og derved hente en større version):
Billede vist i går - Mormor havde svært ved at læse - Klik eller læs nedenfor
Vores Norske Mormor kunne ikke rigtig læse det, men her nedenfor er så klip fra billederne i større format.
Det er interessant, fordi det er en slags “new journalism” der går ud fra en dagligdags situation, – men det er skrevet i 1930'erne, hvor musikhistorie i Tysk-Danske bøger ofte forsvarede musik-kunst som statiske, autonome værker, der først beviste deres værdi når de havde været spillet og elsker i snesevis af år (og derfor var de moderne komponister ikke rigtig noget værd, de lød jo også underligt.)
Percy Scholes ["Skøwlls"] ønskede brændende at formidle meningen med den kunstneriske musik, hov! som bekendt har musik ikke nogen mening, den kan måske illustrere en historie eller skabe en stemning, men mening – hmm, jo, der er alligevel mening, og den opstår af samspillet mellem publikum og musikerens/komponistens hensigter med noget så ophøjet som livet. Det var det, som Scholes ville fortælle om med sine små sjove artikler, og det var det, som endte med at give tusinder af engelske unge mennesker en oplevelse for livet under Anden Verdenskrig (da bogen var ny).
Tænk på nutiden, hvor vi taler om at den klassiske koncerttradition koncertform må ændre sig for at den “klassiske” musik ikke skal dø, vi må fortælle historien bag musikken, man skal have mulighed for at høre musikken flere gange – form, hovedtema, sidetema er ikke det vigtigste, men karakteren af de to elementer, der støder sammen, det er vigtigt. På den baggrund synes Scholes vinkler at være 60 år forud for deres tid.
Det er nok også derfor, at bogen er blevet genudgivet, lettere revideret, men skrevet i samme ånd og stil som Scholes lagde ud med.
Her handler det om mennesket i en dagligdags situation (billedet vist igår)
Sidste del af billedtexten
Beethovens værker sættes i socialt perspektiv
Takk skal du ha. Som sagt. Briller må anskaffes. Gøy å lese.
mormor
Thursday, February 9, 2012 at 11:53 UTC
Selv tak, Mormor
Donald
Thursday, February 9, 2012 at 13:16 UTC
Jeg fik mere lyst til at læse teksten efter din “indføring”, Donald. Jeg ser hvorledes “tone-poeten” ikke blev hof-komponist, som ellers var den måde komponister ernærede sig på, men jeg hæfter mig særligt ved hvorledes Beethoven ikke ophørte med at komponere da hørelsen aftog. Man måtte jo synes ændringen var et vældigt handicap, men for ham var det åbenbart ikke et handicap, da han kunne blive ved at skrive musik. Hvordan det så påvirker meningen med musikken i samspillet med publikum skal jeg ikke kunne sige.
Jørgen
Thursday, February 9, 2012 at 12:30 UTC
Det glæder mig at få sådan en kommentar, Jørgen
Beethovens hørelse var selvfølgelig nødvendig for at skrive musik, men som Niels Viggo Bentzon engang udtrykte det, så må hukommelsen have betydet meget. Man kan godt “tænke musik”, og de fleste kender det fænomen at have “en melodi i hovedet”. Hvis man begynder at lege med de evner, kan de fleste få en fornemmelse af, hvad slags musik Beethoven måtte nøjes med sine sidste år.
Dertil kommer:
En strygekvartet er et forholdsvis nemt medie/besætning at skrive for – de larmer lige meget og musikerne er dygtige til at indstille sig efter hinanden
Donald
Thursday, February 9, 2012 at 13:19 UTC
HOV-HOV-HOV! HVEM ER “Vi”??
Den klassiske musik har det fint, og er i gode hænder.
“Vi taler om, at den klassiske koncerttradition må ændre sig..” Rent sprogligt: en tradition kan ikke ændre sig: en tradition kan heller ikke ændres! Men: koncertarrangører kan ændre koncertformen, og hvis det slår an, får man, måske, en ny tradition. Enig?
“…for at den klassiske musik ikke skal dø..” Jamen, er der da fare for det? De, der overværede La folle journée, Nantes 2012 i søndags vil vide: uden for Danmark er der i hvet fald INGEN fare: alle sale var fyldte til bristepunktet med børn og unge mennesker, både på scenen og blandt publikum.
Musikskolerne er fyldte, over hele verden strømmer børn til, når de får chancen, fra Venezuelas slum, Bolivias jungle, Sydafrikas blikhytter, for slet ikke at tale om Kina: fik jeg en øre for hver ny violin og en krone for hvert nyt piano, ville jeg snart være millionær! Lang-Langs koncerter overværes på tv af flere unge mennesker, end der bor i Danmark!
Hvorfor?
Fordi musik giver mening, musikken er meningen, musikken er kommunikation, og de unge vil gerne kommunikere, i dialog. Her kan man også sætte sig ned på sin flade med sit instrument, og uden tanke på profit og overskud sidde og klimpre og øve sig, så man bliver bedre og bedre, til glæde for: SIG SELV! Samtidigt lærer man tålmodighed, som nok kan behøves, hvis man ikke vil eksplodere i frustration i dagens tusindvis af køer.
Læs Aske Muncks anmeldelse af Pamela Drucker’s :”French Children Don’t Throw Food-Parenting Secrets from Paris”. Vi blev opdraget i samme ånd, det holder og musikken er en stor del af det: et kommunikationsmiddel.
Derfor er kvartetter o.lign. også så populær blandt unge musikere: de får prøvet sig af, så de bedre som solister kan kommunikere med en dirigent og hele hans orkester. Det så man tydeligt, da Patricia Kobaltjinskaya vendte sig mod de forskellige grupper i orkestret i Tjaikovskijs violinkoncert, så dialogen mellem komponist og samfund blev mere tydelig, end jeg nogen sinde har oplevet før.
Så jer er ikke med i det “vi”, altså hvis nogen skulle være i tvivl.
AagePK
Thursday, February 9, 2012 at 15:04 UTC
HOV-HOV-HOV! Dette er ikke en brokkeblog
Men bortset fra det, så har du ret. (Texten er rettet!)
Jeg anede ikke at det var lykkedes Lang Lang og andre at nå de unge, blikskurene og junglebørnene!
Her i Danmark er det ikke så længe siden, der taltes om at nedlægge P2-klassisk.
Donald
Thursday, February 9, 2012 at 16:27 UTC
VI mener, at HVIS blog-formen vil overleve, må den ændre sig til en brokke-blog.
Tænk Gustavo Dudamel, et barn af El Sistema, Orchestra de joventud Simon Bolívar, som i hjemlandet Venezuela har over 1/2 million elever; og som nu er startet i Los Angeles. I Bolivias jungle satte jesuitterne gang i en lokal musik- og kompositionstradition, der er på højde med Vivaldi: man har fundet i tusindvis af noder, jeg har optagelser med et ungdomsorkester nede fra Las Missiones, Bolivia, på turné i Peru, en enkelt blev inviteret til at spille for paven i Rom. Han spiller i dag cello med bl.a. Damaris: Dulce ironia, på youtube. Jeg fik P2 til at spille “Fuera!” med koret Arakaender Bolivia, akkompagneret af Florilegium, England, hvis dirigent er meget glad for musikken dernedefra. Min datter sad tilfældigvis i flyveren med en kvinde, der var med til at restaurere de fundne noder.
En engelsk kvinde startede Soweto Strings, et strygeorkester for slumbørn.
Her i Danmark: hvor konservative kulturløse ministre, læs Brian og Per, sælger ud af arvegodset og burde stilles for en krigsret (vi er stadig i krig, ikk’) og idømmes til kryolitbruddene på Grønland! (Sammen med de kulturløse journalister, der dræner DR-P2-musik for 100 millioner kroner: HVERT ÅR!) Ja, jeg véd godt, de står under vand: så kan de nøjes med brød! I disse sparetider!
AagePK
Thursday, February 9, 2012 at 16:59 UTC
AagePK: Denne reserve-blogg er jo allerede gledet i retning af brokkerier, hvad i al verden brrrokker du dig over
Nå men den del af kommentaren, som fænger, det er ikke så meget Jesuitterne (mere brok, se jeg kan selv!) men mere det om de kulturløse ministre. Der er ingen tvivl om, at Brian Mikkelsen er et naturtalent, men det er da vist ikke indenfor kunst og kultur. I samme åndedrag var vi nogle stykker, der undrede os over at Helge Sander blev videnskabs-minister; heller ikke tvivl om at han har evner, men ikke indenfor videnskab og slet ikke indenfor IT. Det overlod han delvist til andre, og så modtog han Microsoft-guruen og lod ham og hans folk formulere en aftale, der skulle kunne accepteres – eller som i det mindste ikke kunne modsiges – af Danske IT-fagfolk og IT-politikere. Men lad det nu ligge. Det var det med kulturen herhjemme.
Jeg er meget forbavset over “de kulturløse journalister, der dræner DR-P2-musik for 100 millioner kroner: HVERT ÅR!” – hvad er det for nogen journalister? Er det musik-værterne på P2 der tilsammen koster så meget? Gisp. De søger p.t. free-lance værter, jeg har jo været vært engang for 28 år siden og har et oplæg til formidling i hovedet. Der var mange ting, vi ikke måtte dengang, og nu gør musikværterne rask væk alt det, vi ikke måtte: Spiller enkelte satser, fader ud i satser, laver kommentarer, som ikke har noget med noget at gøre. Jeg kunne ikke lade være med at dø af grin, da musikvært Nikolaj Koppel fik besøg af Sexminister Emil med fald i håret, som tog fusen på Nikolaj ved at udlove en præmie, en afstøbning af hans (egen) penis – det var for meget for P2's kernelyttere, sagde Nikolaj senere, men man måtte jo blot glide videre.
Det er ikke fordi man må så meget, som man ikke måtte, at jeg har lyst til at søge om at få chancen som P2-vært, (og jeg tvivler på at jeg får nogen chance) men mere fordi jeg har lyst til at fortælle om de politiske strømninger, som drev kunstnerne i 1830'erne hvor teknik og videnskab “buldrede” fremad; DR-NU TV-on-demand har p.t. en udsendelse om “Kunstens Arnesteder”, hvor den sociale bevidsthed kommer i fokus, og hvor en af hovedfigurerne er Delacroix – han var ofte gæst hos Chopin og Dudevant (hun havde et større hus på landet) og de talte nogle gange om kunstnerens ansvar overfor publikum, om at skrive – eller male – noget, som er “ægte”. Dette ægthedsbegreb har Chopin ikke sagt så meget om, han var godt klar over at musik på papir blot er bærer af strukturer, som strengt taget ikke kan udtrykke noget, men at det er musikerens realisering, som – evt.- kan udtrykke noget.
Sådan nogle tanker kan man filosofere over på mange måder — men nok for nu.
Den Dudamel, du nævner, stødte jeg på for nyligt fordi jeg ledte efter en YouTube optagelse af Chopins koncerter for klaver og orkester.
Donald
Thursday, February 9, 2012 at 19:44 UTC
Den er lidt svag i lydstyrke, ovenstående indspilning. Hvis man vil høre Emmanuel Ax (vistnok autoriseret med to ‘m’er) så skal man høre noget andet, her den sjældent spillede sonate for cello og klaver. Med YoYo Ma. Desværre er det kun første sats – og selv om der er en “part4″ andetsteds af denne optagelse, er det altså svært at finde. Ikke desto mindre er det en skøn, levende opførelse, som får Chopins sonateform til at folde sig ud. Efter mit skøn fordi de er så gode til at holde tempo indenfor rammer, så de forskellige afsnit fungerer sammen.
Smukt!
Donald
Thursday, February 9, 2012 at 19:54 UTC
De journalister, der er løbet med DR, og dermed også P2′s penge, 100 millioner om året, er snøblerne Mads Brügger og Mikael Bertelsen. De har skabt parasitten 24/7, som sender xxl timers konstant navlepiler, hvor de finder åndelige bussemænd.i. Hvis du så Mikael Bertelsen på Caminoen på vej til Santiago de Compostella og Mads Brügger med det Røde Kapel i Nordkorea, ja, så er du sporet ind. Og med sig har de Torben Steno og andre velopdragne fyre og damer. VHPWC!
Jeg kan anbefale at søge på youtube: Florilegium, hvor du ser en flot lavet præsentation af “Fuera!”; derfra kan du klikke på Chiquito baroque festival, eller Musica Barocca San Javier.
“Soweto Strings” er også præsenteret på youtube med et enkelt indslag.
Og der er masser med Simon Bolivar Youth Orchestra, både deres Proms, Østrig, Schweiz og Berlin-optrædener, foruden deres nytårskoncert fra deres egen nye koncertbygning i Venezuela. Tysk tv har sendt op mod 10 programmer om og med dem, et enkelt blev sendt i DR-kultur. Dudamel har dirigeret Beliner Philharmonikerne flere gange, de er sponsorer for ungdomsorkestret. Pt er han chefdirigent for Los Angeles Symf.
AagePK
Thursday, February 9, 2012 at 21:20 UTC
Nåh OK – sådan skulle det forståes.
For jeg tror ikke at medarbejderne på P2 får 100 mio. om året; lønninger, teknik og spille-afgifter løber måske tilsammen op omkring 100 mio – nej, det tror jeg ikke, kun hvis man tæller orkestrene og koret med som udgift, så løber det nok op over 100 mio. Hvor kan man se den slags?
Siden jeg hørte Brügger første gang har jeg anset ham for at være en modig og ihærdig journalist med hul i hovedet. Jeg kan sådan set godt forstå, at DR tildelte ham en slags ros eller pris for en række udsendelser om et parcelhuskvarter i Aarhus, “Skjoldhoy Arkivet” hvor han kommer i kontakt med den rigtige Dansker ved at spørge, om han må låne en kop sukker, men efter min ringe mening var det et hvin i den søde tand.
Tak for tip og navne. Lige nu må jeg se at få samlet den el-radiator og få gjort andre ting, så jeg kan invitere dig og andre på kaffe uden at rødme. Men jeg lytter og læser i pauserne
Donald
Friday, February 10, 2012 at 11:26 UTC