Archive for February 2012
Motion dagbog
Fugleflugt – vanskelig opgave
Et par gange før har jeg lagt mærke til en eskadron eskadrille brevduer, som laver flyveøvelser henover markerne. De kommer fra haverne, drejer skarpt efter luftstrømme, som kan hjælpe, og tager en tur over Julehøjstien ud på marken til vandhullet og tilbage igen.
Jeg øver mig i at tage billeder, som er nogenlunde illustrative.
Gæs og krager

Her fik jeg et skud over en hæk - gæssene reagerede ikke på min tilstedeværelse, jeg var jo mere end 50 meter væk, og der var ikke nogen heste i hestefolden (marken bagved)

Her er jeg kommet over på stien på den anden side af banelegemet, og gæs og krager kigger over på mig - der er ikke andre på stien og har ikke været det i 10-20 minutter

Kan man se, at der er et par stykker, som holder øje med mig - det eneste menneske i 1-200 meters omkreds? Jeg passer på ikke at skræmme dem
Her er billeder af en stor gåseflok, som spiste spirer sammen med krager og råger eller alliker for en ugestid siden – de var her igen i går, men da fik jeg ikke taget billeder.
Dragevejr og Maage surf
Der var en ung far med sin lille dreng på Tisvilde Parkeringsplads – i strid blæst – med en drage af den slags som kan styres med to snore. Desværre var den gået i stykker, der manglede et bånd, som skulle holde dragesejlet udspændt. Jeg hjalp med at holde den og vi prøvede at samle uden snor, men den røg i jorden med et brag. Det mindede mig om engang min far købte lister og papir og vi lavede en drage, men ak og vé, dér hvor han havde skåret så listerne kunne sættes sammen, dér var de jo også svækket og den knækkede straks vi kom udenfor i blæst. Vi nåede ikke engang hen til linie 3's stoppested. Mærkeligt som jeg kan se det for mig, Enghavevej, min fars lidt stive udtryk, listerne, det brune karduspapir. Jeg fik aldrig fløjet drage. Tilbage til nutiden.
Jeg sagde til faderen, at nu skulle de nok hellere gå en tur, og så prøve med en anden drage en anden dag, der var jo alligevel masser af ting at se på stranden og i skoven, op på en af skrænterne og se udsigten. Vi prøvede at finde stumperne, men holdere og muffer var knækket helt. Jeg gik forbi den lille dreng som stadig stod og holdt linerne i den anden ende af parkeringspladsen, og fortalte at nu var dragen desværre gået helt i stykker og at det ville være morsomt at gå en tur med far i stedet for. Han så lidt ked ud – men hans øjne udstrålede også tillid.
Da jeg kom ned til vandet åbenbarede der sig ikke én, men flere mågeflokke. Det var ellers lidt af en udfordring at fotografere dem, men det lykkedes da – jeg kan faktisk bedre se dem på billederne end jeg kunne i eftermiddags på stranden. Jeg fik også taget nogle video-sekvenser, så man kan se mågernes adfærd.

Der var også måger over klitterne, se flere ved klik/hent stort billede - de elsker at hvile på opdriften

Med kolde arme kan jeg ikke holde kameraet stille: Op i klitten for at ligge ned og støtte albuerne og få stabil video, men hunde og mennesker skræmte mågerne op. Man kan se byger i horisonten

Hjemad! vendte mig om for lige at se horisonten igen - så var der dette mærkelige lys over vandet, man skal være hurtig med kameraet, det forsvandt efter et par sekunder
Jeg var ikke helt ovre ved Stængehus Livredderhytte, men man kan dog skimte den på billedet med de to mågeflokke.
Fuglesang gennembrød lydmuren
Med lukkede døre og vinduer hørte jeg det alligevel, fuglesang.
Strandet
Disse billeder er fra i Mandags – men det er først nu, fire en halv dag senere, at jeg har tid til at sætte dem op. Blad-skribleri har taget mig. Men det er jo også en slags tilfredshed.
Kommentarer?
Rå kvoter
Aage på Ærø har sendt nogle billeder, og min dårlige samvittighed byder mig at sætte dem om nu kl.0:37 (og undskyld mig at der har været stille, den sidste uge eller mere er gået med at rette og skrive og blad-korrektur etc.)
Rådyr 20-30 kg, sika fra 27-55 kg, dådyr fra 60-120 kg, og kronhjorte fra 80-170 kg. Jeg snakkede lige med en passioneret jæger-ven i går, ifølge ham har man endnu ikke fået skudt halvdelen af sidste års kvote, endnu et tegn på krise, folk har ikke råd til at betale for at gå på jagt. Det kan gå hen og blive et problem for trafikken, kan jeg forestille mig.
Her på øen har vi kun rå- og dådyr, de sidste er kommet til for mindre end 25 år siden. Men engang i mellem finder vi kronhjortegevir fra stenalderen ved bopladserne, det er lykkedes mig én gang.
I Dyrehaven ved Eremitagen kan du se sika-, då- og kronhjorte, dådyr har skovlformede gevirer lidt lige som elge. Der medfølger et par billeder fra efteråret.

Går solen ned i en sæk er der (sandsynligvis) en front; her, vestværts, er sækken ikke lukket forneden
Især p.g.a. reflexerne i vandet skal dette billede ses i stor størrelse – hvis du klikker på det får du det i 1807×1200. Jeg er nødt til at mindske billederne lidt, original-filerne er på 5+MB og det er for meget.
Tipvognsstien
Planlæggerne af bebyggelsen her har tænkt langt og har placeret gode stier inde mellem husene og uden om. Man kan derfor undre sig over, at der i forbindelse med stationsbyggeriet blev forsøgt begået attentat på stierne, formentlig i håb om en pæn profit på “centralt beliggende bolig”.
… XX har meldt bygherren til Politiet. Politiet har så i dag til aften beset byggepladsen, afspærringen mv. og udtrykt undren over forholdene. De har bedt XX om at give besked til kommunen, som så skal pålægge bygherre at bringe orden på sagerne. Er dette ikke sket inden aften i morgen … så skal han igen kontakte politiet som så vil sætte ind.
Pausebillede
Her er et billede af Månen med tydelige kraterringe og kraterskygger, tilsendt af AagePK.
I serien “Astronomi med en stok” har jeg nævnt at almindelige forbrugskameraer nu har mulighed for at se nogle af de fænomener, som Galilæi så med en af de første astronomiske kikkerter: Kraterskygger, Jupiters måner og evt. Jupiter som skive, Venus-segl, Saturn-ringe, Andromeda “tågen” og lidt mere.
Det ændrer meget. Måske slipper vi i fremtiden for at der er “Apollo-benægtere”. Gid vi kunne sige det samme om Holocaust-benægtere, men det er jo nok en helt anden psykologisk diagnose, der ligger til grund, angsten for at verden virkelig kan være ond.

Månen 3.Februar med Nikon D90, auto, 4288x2848, ISO280, 1/125, svarende til 35mm film 450mm-brændvidde
Dette flotte billede viser flere og tydeligere kraterringe og også flere skygger, end jeg kan få frem med Canon Powershot SX130IS. Derfor var jeg selvfølgelig nysgerrig efter, hvad det er for et kamera, AagePK har brugt. Når man får tilsendt originale filer (tak igen AagePK) så kan man se tekniske oplysninger med et program metacam, som udtrækker informationer fra billedfilen. Der stod at det var taget med et Nikon D90 kamera. Det koster 4-5 gange så meget som det mindre SX130IS (priserne svinger en del p.g.a. årstid og efterspørgsel). Og man får noget for pengene.









































