Tøm Papirkurven

Fra AagePK har jeg modtaget disse to dejlige billeder med lovning på flere af vejrets trylleri med æbler og træer.

Den 25. november sidst på eftermiddagen, udsigt fra Drejet mod Vejsnæs Nakke.

Jeg synes den er lækker

Alderdom:

Pyt med at solen står lavt når bare den skinner

Billedet ovf. er et udsnit af et større billede (“klik” for fuld størrelse, ikke at det ændrer så meget, men alligevel.)

På utallige opfordringer bringes en rapport fra en indesneet parcellist.

Der må have været andre motiver, som havde mere at fortælle, men jeg blev hjemme hele Søndagen. Billedet er dog taget udenfor huset.

“Jeg vil gerne servere noget spiseligt”, siger Adam Price(1) om TV-Drama serien “Borgen”, til et spørgsmål fra franchise-indehaveren Lasse Jensen, tidligere nyhedschef DR, som nu producerer udsendelsen Mennesker og Medier. Det gør han godt, og det var ikke overraskende, at han havde inviteret Adam Price, så han kunne bore i den store TV-drama serie “Borgen”.

Hovedideen bag plottet i Borgen er at se samfunds-styret fra tre søjler, siger Adam Price venligt forklarende: Statsministeren (Birgitte Nyborg, Sidse Babett Knudsen) der sidder i en af landets mest magtfulde stole, (i det mindste noget af landets struktur) pressechefen (Kasper/Pilou Asbæk) der sørger for at “kontrollere” pressen, og pressen, (Katrine, Birgitte Hjort-Sørensen).

Warning: Spoiler-alert!
Adam Price ville vise, at det største problem, det største spørgsmål, skisma (hjælp mig med at vælge et ord!) i vore dages samfundsopbygning er privatsfæren overfor det offentlige hverv.

Hvorfor spoiler alert, når han ikke siger mere? Det minder mig om dengang Sven Wichmann i Tisvilde Bio annoncerede at næste uge ville vi kunne se “Titanic” – hin mindeværdige film med de flotteste digitale effekter og med Leonardo di Caprio (bedre kendt fra “What’s Eating Gilbert Grape”?)

Men det særlige var, at Tisvilde Bio havde fået en version med happy end, sluttede han – vinkede afværgende og gik ud.

(1) Måske var det ikke lige den formulering, han brugte, men han talte om, at han gerne med sit professionelle manuskript arbejde og plotkonstruktion ville servere noget, der kunne få en tåre frem i øjenkrogen. Heldigvis var det ikke det eneste, han sagde. Jeg undrede mig over om han ikke nogensinde havde hørt udtrykket “manipulere med publikum” som modsætning til kunst, der tilbyder billeder og hjælper publikum med erkendelse?

Opdatering:

Det er det moderne menneskes kæmpestore udfordring at vælge mellem dem vi elsker og det vi elsker, altså de mennesker, vi elsker, og det arbejde, som trækker os så voldsomt i en anden retning. Altså at skulle styre vores lidenskaber, at vælge mellem den private arena og den professionelle arena, det synes jeg er den største udfordring på den helt personlige skala som vores karakter udsættes for. (Adam Price i Mennesker og Medier 2010-11-26)

Og det skulle have været en lillebitte posting …

Det er grundlæggende for faget fysik at man lærer nogle af værktøjerne at kende: Bunsenbrænder med spreder og rist. Min moder gav mig hæftet med sine opgaver et par år inden hun døde med ordene: “Du interesserer dig jo for sådan noget.” – Jeg kunne ikke lade være med at undre mig indvendigt over at hun ikke havde sagt det for 50 år siden, men jeg tror jeg ved hvorfor.

Min moder var lidt skræmt over mine fysik-experimenter, som når jeg fx. satte 220V til en Tekno-motor. Det var en formiddag hvor vi skulle møde senere i skolen. Det var dyrt med batterier, til gengæld var der masser af strøm i stikkene i væggen, og jeg havde nogle tynde ledninger fra en spole, som jeg havde viklet op, med isolation af ganske tynd bomuldstråd, der var snoet omkring metallet og som var ved at falde af, men det gjorde jo ikke noget, hvis jeg bare holdt ledningerne et stykke fra hinanden. Der var ingen stik, så jeg måtte holde ledningerne ind i vægstikket, en hånd på hver og så måtte jeg tænde for strømmen med albuen. Den snurrede meget hurtigt i en brøkdel af et sekund! Wow. Men jeg nåede ikke at se det, desværre smeltede ledningerne, da jeg tændte for strømmen med albuen, og de glødende ledningsstumper faldt ned på det pæne parketgulv og brændte to sorte striber; de var dog ikke så lange, for det meste af ledningen var fordampet eller krøllet sammen!

Efter nogen tøven ringede jeg til min mor og fortalte, at jeg havde brændt hul i gulvet og at jeg var ked af det.

“Hvor er du nu?” spurgte hun.
“Jeg står ved spisebordet og ringer med telefonen, som jeg plejer! Selvfølgelig!”
“Åh det er vel nok godt at der ikke er sket noget! Fik du ikke stød?”
“Nej, hvorfor skulle jeg dog det?” spurgte jeg.
“Du kunne være død af det!” svarede hun bare.

Jeg måtte love ikke at prøve igen. På vej hjem fra skole kunne jeg igen tænke på mit experiment, mens jeg gik forbi nogle kæmpestore popler i de bittesmå forhaver på Rahbeks Allé, og jeg tænkte, måske er jeg heldig at være i live.

Som gansk lille havde jeg bl.a. klippet dynebetræk i stykker. Hun blev vred, og jeg måtte ikke bruge saksen mere. Vi havde én saks. Hun spurgte mange år efter: “Hvorfor klippede du dynebetræk i stykker?” Jeg forklarede at jeg ikke kunne tro, at dynebetrækket kunne gå i stykker, men jeg havde jo set, hvordan man kunne klippe papir og tråde med en saks, og hun stillede sig tilfreds og sagde, “hvis du dog bare havde sagt det dengang!”

Senere har jeg tænkt, at hvis hun nu havde forstået, hvordan min verden gik i stykker, da vi flyttede ved skilsmissen, så havde hun nok også kunnet forstå, hvad det fysikforsøg med saks og dynebetræk gik ud på.

En anden gang undrede jeg mig over en lille hvid plet på et lænestolsarmlæn af bejdset lakeret mahogny. Jeg prøvede med et eller andet lille stykke metal, om jeg også kunne lave hvide punkter, ja, ja! endda en hvid linie!

Min mor blev ikke vred på mig, hun fik repareret armlænet, men uden at sige noget om det til mig. Da jeg opdagede, at striben var væk – mystisk – måtte jeg jo experimentere lidt igen og se om man stadig kunne lave sådan en stribe. Det kunne man – og nu blev hun lidt mere vred! Denne gang blev armlænet ikke repareret, men senere lærte vi selv at slibe og lakere.

Mange år efter sad vi i de samme lænestole, nu med et dejligt olivengrønt meleret betræk og skinnende selv-lakerede armlæn, og så spurgte hun “hvorfor lavede du egentlig mærker i lakken på lænestolene?” Jeg svarede, at jeg måtte vide om det virkelig var muligt, at den etablerede verden kunne få skrammer, for hvis den kunne det, så kunne den måske også falde fra hinanden. Ligesom husene i Tyskland som jeg havde set billeder af i Berlingske Tidende.

“Hvis bare du havde sagt det dengang … men du var nu en sød lille dreng.”

Gad vide hvordan samme slags opgaver så ud i 1880 – måske har kusinen eller andre opgaver fra uddannelserne i 1800-tallet?

Egentlig er mange af fysikkens begreber abstraktionsmetoder, og man burde understrege dette for eleverne, men ikke desto mindre fremtræder de som “sande” fænomener.

Når jeg ser disse sider med fysikrapporter, som er skrevet af en 18-årig pige i Paris 1931, så bliver jeg nødt til at spørge om det var almindeligt at man uddannede kvinder i Frankrig og tilsvarende – hvornår kom man igang med pige-gymnasier i Danmark udover Zahles Skole?

Opdatering: Foranlediget af en kommentar skal det oplyses, at ovenstående side beskriver de ting, der bruges ved kopiering, med andre ord kopimaskine Anno 1887.

For nogle år siden fandt jeg en gammel slidt “Det Bedstes Bøger”, som indeholdt forkortede udgaver af flere forskellige bøger. Det var meget underholdende og gribende læsning, især den sidste, som handlede om Engelske piloter, som sprængte dæmningerne i Ruhr distriktet med bomber, som skulle slå smut henover vandet for at ramme dæmningerne så præcist, at trykbølgen fik disse umådeligt solide konstruktioner til at krakelere på en bestemt måde, der fik dem til at bryde sammen. Derved kunne man oversvømme Ruhr distriktet og hæmme Nazisternes krigsmaskine.

I sidste uge var samme hændelse med som tema i “Foyles War” (en god krimi-TV-drama serie, som er grundigt beskrevet i Wikipedia) og jeg bringer derfor et par billeder, som jeg håber kan give en fornemmelse af krigens brud og tab. Rettelse: En fornemmelse af hvordan krigens brud og tab påvirker de kæmpende på begge sider, de voldelige, onde (som omtalt i “Krigsdokumentar” igår) og de retfærdige, som kæmpede for at redde menneskeliv – i handlingens øjeblik og mange, mange år senere.

Det var en extremt farlig opgave. Man forventede store tab, fordi bombemaskinerne var nødt til at gå ned i en højde ca. 10 meter over vandet, hvis bomben skulle trille ind i dæmningen et par meter under vandoverfladen. Det er svært at forstå, at disse piloter meldte sig frivilligt. Man siger, at soldater flygter fra kampzonen, når hver tiende er såret eller dræbt, her kunne flyene være vendt om efter de første bombardementer, men de valgte at fortsætte for at udnytte overraskelses-effekten, – og måske for at få det overstået?

Udsendelsen om “Dam Busters” havde fulgt en af piloterne på det lille dusin fly, der havde trænet denne form for nedkastning. De var klare over at det var dødsens farligt, fordi der selvfølgelig var antiluftskyts på tårnene på dæmningerne og fordi byerne var beskyttet med lyskastere og luftværnskanoner.

Det lykkedes ikke at bryde den anden dæmning. De tilbageværende fly måtte vende om.

De tyske værter siger til den gamle mand, der som ung pilot bombede dæmningen, at han ikke skal føle skyld over de mennesker, som druknede, men selvfølgelig siger han – spagfærdigt – det var ikke meningen at slå folk ihjel.

Det er vel ikke til at rumme, når man efter krigen har levet et normalt liv i 50 år. Det var en krig, hvor England havde mistet så mange liv under bombardementerne af London, og hvor V1 og V2 bomber så ud til at kunne tilføje yderligere smertefulde tab af menneskeliv, så den tankegang “at man ikke bomber for at dræbe” virker som en barok venlighed. Selvfølgelig skal man forsvare sig og gå til modangreb.

Jeg håber det går an, at jeg har ultra-forkortet.

Med 57 års forsinkelse får vi dokumentar-film om (u)tyskernes adfærd. Jeg har i de sidste måneder set en del af de udsendelser, som DR2 og DR/K har sendt.

Her er et par screen-dumps fra aftenens afsnit med kommentarer.

Benjamin Ferencz var så oprørt over synet i koncentrationslejrene at han deltog i arbejdet med at opspore og afsløre de mennesker, som havde oprettet og drevet mord-lejrene. Jeg bruger med vilie ikke udtrykket “udryddelse”, som ellers ofte anvendes om tyskernes drab på uskyldige. En af de skyldige, som havde udvist mere tjenstiver og grusomhed, end normalt, hvis noget er normalt i denne sammenhæng, var Hans Stark.

Der var jo 90000 der meldte sig frivilligt, sagde en af de anklagede.

Nogle af de mennesker, som deltog i SS, begik selvmord, fordi de pludselig forstod, at det var kriminelt, også i krigs-sammenhæng. En SS-leder, som blev dømt, boede i Oranienburg og havde en familie. Hans datter fortalte, at han var så rar om morgenen, og om aftenen, når han kom hjem, tog han brusebad i lang tid indtil konen sagde, kom, så går vi en tur. Som om man kunne vaske det af.

On 10 November 1943, Liebehenschel was appointed commandant of Auschwitz extermination camp, succeeding Rudolf Höß. When Höß returned to Auschwitz, Liebehenschel was appointed commandant of the Majdanek extermination camp on 19 May 1944, succeeding Martin Gottfried Weiss. The camp was evacuated because of the Soviet advance on Nazi Germany, and Liebehenschel was ordered to Trieste, Italy to the office of Odilo Globocnik, Höhere SS- und Polizeiführer (HSSPF) for Operational Zone Adriatic Coast (OZAK). Liebehenschel became head the SS Manpower Office there.

At the war’s end, Liebehenschel was arrested by the American Army and was extradited to Poland. After being convicted in the Auschwitz Trial in Kraków, he was sentenced to death and subsequently executed by hanging on January 28, 1948.

Jeg tror at veden ville se anderledes ud idag, hvis vi havde fået dokumenteret viden om de mekanismer, som udsendelsen afdækker. Jeg mener også at man ville diskutere mere ærligt, hvordan man kan beskytte samfundet mod nedbrydende religiøse eller pseudoreligiøse tendenser.

Religion, når den er bedst, opfordrer til accept, tolerance, forståelse og uselvisk hjælp (den barmhjertige Samaritaner) men religion bliver også brugt til at skabe had og tanketomhed. Det synes jeg var budskabet i denne uhyggelige, fordøjelsesødelæggende dokumentar.

“Dødningehoved-enhederne” Tysk dokumentarserie fra 2002. (The SS – Incarnation of Terror)

Kan en kvindelig statsminister overhovedet være gift? Ud over det absurde i at skulle gå fra et ministermøde for at hente børn fra børnehave eller sport, synes der at være mange andre belastninger af privatlivet, hvis man er kvinde og har fået jobbet som statsminister. At dømme ud fra TV-drama serien Borgen, mener jeg. Scenerne er fantastisk godt spillet, når jeg ser dem første gang. Ved gensyn er det bare godt.

DR.dk har indrettet en fiktiv avisside for Borgens cyberspace verden.

Nu er der jo ikke mange kvinder, der bliver statsminister, så tillad mig at nedjustere billedet lidt: er der en indbygget umulighed i at en kvinde er chef og manden er fx. lærer?

Tipvognsstien er resterne af en tipvognsbane, som gik fra en lergrav ude ved Vejby Strand og ind til Tisvildebanen. Herfra blev vognene med ler kørt til teglværkerne i området.

Man kan skimte Vejby Kirke fra 1180 ved at klikke/se billedet i stort format. Det er karakteristisk for moræne-skabte landskaber, at der er runde, blide bakker, “rolling hills” (hvad hedder det på Dansk?) Der hvor kanten har været, opstår der “åse” (ridges) – skarpe bakker, med hældninger, der gør at de ikke kan dyrkes på normal måde. Der er ganske få åse i Danmark.

Jorden er leret, og her som de fleste andre steder på Sjælland er der ler af høj kvalitet, når man kommer max. 6 meter ned. Landskaber viser spor fra fortiden. Moræneler er rester fra istidens isbræer eller gletschere, som kom fra midten af Sverige-Norge, den Skandinaviske Halvø, og gled ned over Danmark. Der var flere istider, og den sidste kom ikke helt henover Danmark, men for 20000 år siden var hele Danmark og Nordeuropa dækket (inclusive Berlin).

Leret i jorden er fine stenpartikler, sand, der er malet mellem andre sten, så det er blivet så fint som malerens pigment-pulver.

En undskyldning for at vise flere billeder af samme motiv – øvelse i at tage illustrationsbilleder: Gravearbejdet på den gamle Kro-grund. Man kan se hvor leret jorden er, for regnvandet bliver liggende de fleste steder og gruset er mættet med vand!

Måske er billedet alligevel ikke så illustrativt: Det er sammensyet af 9 billeder, d.v.s. 8 “sømme” som vistnok er ret vellykkede, værst ved siden af skiltet. Men et så bredt perspektiv narrer den tilfældigt forbipasserende beskuer, og man får ikke den rigtige proportions-fornemmelse.

Den ene af markerne overfor er blevet tilsået – den anden er ikke.

En korrespondent har undret sig over at jeg rapporterer fra landbruget heromkring, men det er selvfølgelig en ting, man gør fordi det er morsomt! Tænk, hvor kan verden være enkel en gang imellem

Der er flere, som har udtrykt at det er morsomt at følge med i planteavlen heromkring – det glæder mig selvfølgelig at der er positivt feed-back

Da vi flyttede til Vejby, fik jeg at vide, at der blev afholdt pløje-mesterskaber. Det er ikke helt enkelt at få det til at lykkes så flot, som det er på denne mark! Hvis du ser godt efter, kan du se at den er meget fugtig, og lige nu ville det være helt umuligt at køre på den – men planterne får fred og kan spire inden der forhåbentlig kommer en dyne af sne.

Det småregnede hele tiden, men der er nu noget ved at komme rundt i lokalområdet. Man møder mennesker og heste … Den kiggede på mig. da jeg kom gående, og – ja jeg ved, de ikke er mennesker – men øjnene sagde til mig, kommer du ikke hen og hilser? Jeg gik hen til hegnet, den kom meget tæt på men ville ikke fotograferes! Det gentog sig i en anden fold med en anden hest – hvor er de venlige.

Kameraet skal snart udskiftes, jeg håber alligevel ikke at du æder det, min fine hest

Det var dog en utrolig fart den fik på, væk, efter at have snuset til mig og kameraet. Med to lag hestedækken må den kunne holde varmen. Det undrer mig at der også gik en hest, som ikke havde frakke på.

Der er flere billeder – nogle af dem endda interessante – men jeg skal jo ikke sidde ved computeren nu! Afsted! Ud i det fri.

Men hov, der mangler lige et nærbillede af spirerne for den faginteresserede; det kommer her, lyset er ikke rigeligt p.g.a. skyerne men man kan godt se, at der er spirer af både korn og uvedkommende planter.