Det er gået op for mig, at den ikke skriver sig selv, min
barndoms jul. En række usammenhængende billeder kommer op når
nutidens jul oversvømmer min postkasse med meningsløse reklamer
og supermarkedet har hængt børnenes flotte røde gavesokker med
broderier og applikationer i overstørrelse op over køledisken
med ost og pålæg.

En forretning med et tykt lag savsmuld på gulvet og en underlig
lugt af rengøring dukker diskret op i hukommelsen, mens jeg går
ned til mejerivarerne.

Erindringen om barndommens forretninger på Frederiksberg og
Vesterbrogade trækker andre billeder med sig. De vil fortælles.

Da jeg var 3 år flyttede min mor alene fra Fredensborg til
en lejlighed i København, rettere Frederiksberg, en sidegade
til Frederiksberg Alle, og som 4-5 årig gik jeg altid med
på indkøb, hvis jeg fik lov. Min mor gik som regel på indkøb
på Værnedamsvej, der dengang som nu var en forretningsgade,
men forretningerne var jo en helt anden slags.

Der var tre-fire store slagterbutikker på Værnedamsvej, og de
sørgede altid for, at der var rent, og derfor lugtede der lidt
af en skrap sæbe, blandet med savsmuld og mange mennesker, børn
har jo gode næser; om vinteren kom kunderne gående igennem sne
eller sjap, dengang blev fortovene ryddet med håndkraft, og
hvis det sneede for længe kom der lastbiler, og mænd skovlede
sneen op på ladet og så blev det kørt væk.

Men årstidernes skiften var jeg mig ikke bevidst. Der var så
meget, der skiftede, der var ingen mening i at det skiftede, det
skiftede bare, og når man følte sig utryg så var der nogen der
trøstede én, og så gik det over, selv om det vist egentlig var
snyd, for der var stadig noget, som gjorde lidt ondt.

Min mor havde fået en lejlighed i en ejendom af rødsten. Der var
elevator, og i lejligheden var der badekar, centralvarme og
køleskab. Det var en næsten helt ny ejendom, og der var fem
etager, i andre Københavnerhuse var der 3 eller 4 etager. Vi
boede på anden sal i en to et halvt-værelses lejlighed og min mor
havde lejet det ene værelse ud. Hun gik på arbejde og kom hjem om
eftermiddagen ved 4-5 tiden, og så gik vi ofte på indkøb inden
hun lavede mad.

Turen til Værnedamsvej tog kun et par minutter, det var “et
stoppested”, 4-500 meter. Der var en bank på hjørnet af
Vesterbrogade og Værnedamsvej, og der gik hun somme tider ind og
så sad jeg ved en af skrivepultene og ventede. Der var blæk
i blækhusene og folk kom ind og brugte dem som om det var deres
egne, så jeg tænkte at jeg måske også gerne måtte og spurgte min
mor. Næste gang fik jeg lov – men kun på ét stykke papir!

Vi gik ned ad Værnedamsvej og kom først til en grønthandler,
sikken en lugt af jord! Min mor så alvorlig ud, nærmest vred.
Bagefter spurgte jeg hende “hvorfor ser du så vred ud?”

“Jo for ellers tror de, at de kan snyde mig,” svarede hun. Jeg
blev lidt bange for hendes evner i den retning.

Hos slagteren købte hun som regel de ting, der var til at betale,
en kalvetunge, blodpølse eller lever. Ofte lavede hun de
dejligste retter ud af hvad der nu var råd til. Ved juletid var
det mest blodpølse, og det så sort ud, men det smagte jo godt med
æblemos og sirup på, uhmmm! Og kartoflerne kunne jeg altid spise
mange af. Hun var bange for at jeg blev for tyk, for der gik mange
år før jeg smed babyfedtet.

Ofte købte hun fisk eller fiskefars, de butikker, som hed “Norsk
Fars” havde faktisk meget gode produkter, og det var nemt at
lave. Der var også en fiskehandler på Vesterbrogade, som vi
engang imellem gik ind hos, men det var mest om sommeren.

Jeg kan slet ikke huske hvad min broder lavede, mens vi gik på
indkøb. Somme tider var han med i stedet for mig, men
jeg kunne nu så godt lide at gå sammen med min mor.

Dengang lagde hun stor vægt på, at vi fik nogle oplevelser og
selv om pengene var små, kom vi i biografen Metropol og så Disneys
Juleshow. Det var jo forskelligt fra år til år, og sommetider var
der omtale i aviserne af de nye historier, som for eksempel dengang
Disney lavede en tegnefilm om en bilist, der var det elskeligste,
blide væsen, når han var udenfor bilen, men i det øjeblik han
satte sig bag rattet, var han en fartdjævel. Det illustrerede
Disney ved en myre, som bilisten omhyggeligt undgik at træde på,
men da denne her bil drøner ud af garagen, er den lige ved at
ramme den stakkels myre, som bagefter står og klø’r sig undrende i
hovedet. Når der senere var premiere (dansk) på Askepot, Snehvide,
Pinocchio og Bambi, så var vi igen i Metropol og for at nyde de
fantastisk flot animerede tegnefilm. Det var kunst for børn. Jeg
tror jeg kan huske nogle af melodierne – i hvert fald kan vi alle
huske “Når du ser et stjerneskud”, som i filmen Pinocchio bliver
sunget af Jesper Fårekylling (den indre samvittigheds stemme)
og som ikke har spor med jul at gøre.

Ved juletid kom min far og besøgte os. Han sov ikke hjemme, men
kom om morgenen og gik igen sent om aftenen. Senere fik han vist
lov at sove på sovesofaen i stuen. Jeg ved ikke om det var fordi
han ikke havde råd til andet, men det tror jeg, dengang tænkte
jeg ikke så meget over det, jeg kendte ikke andet.

Måske var de også blevet enige om nogle af de ting, vi gjorde for
at fejre jul. Min far kunne godt lide at fejre jul, jeg tror han
var mere ivrig efter det end min broder og jeg var. Vi havde et
eksemplar af “Peters Jul”, og den kunne han godt lide at læse op
af. Det gjorde han mange gange. Han var god til at læse op, og
han havde en klar pæn stemme dengang. Han læste tydeligt og
forklarede hvad det betød.

Han kunne også finde på at lægge sig på min mors seng og fortælle
os godnathistorier, det var dejligt. Han fortalte, at han engang
som dreng havde været ovre i Jylland og besøge en fjern
slægtning, som havde en ejendom, der hed “Clasonsborg”. Jeg tror
min far havde holdt jul der, men jeg faldt jo i søvn når han
fortalte for meget, som jeg ikke helt forstod.

Min far gik også meget op i at juletræet skulle være pænt. Jeg
husker at han gik med for at købe det på fortovskanten på
Vesterbrogade havde en blomsterforretning stillet juletræer ud
til salg. Træet skulle være så stort at vi drenge skulle se op
til stjernen – så selvfølgelig blev træet større og større
efterhånden som årene gik.

Lillejuleaften blev det pyntet med sølvtråde og “fehår” og der
blev sat lys på, og min far strålede også og udsendte en glad
stemning. Han var ikke tyrannisk eller voldsom, men der var
åbenbart noget galt siden de var flyttet fra hinanden. Jeg kunne
høre at de talte højt i køkkenet og blev urolig. De aftener
skulle vi ikke tørre af efter opvasken.

Juleaftensdag havde mine forældre bestilt bageren til at stege en
gås, og den skulle jo først gøres i stand og bringes ned til
bageren. Det var en bager, som lå i en høj kælder, som man siger,
man gik et trin ned, og når det var regn eller sne, var det et
hyr for bageren at holde gulvet rent, men det gjorde han. Vi
var nede og spørge efter den et par gange, inden vi fik lov at
få den med hjem, og så bar min far den højtideligt hjem.

Der blev dækket bord med det fine porcellæn (fajance!) og
sølvtøjet (plet) og så ellers servietter og lys og så videre,
og så blev der spist i det lille hjem. Der var også risengrød
og mandelgave bagefter, og det var som regel en marcipangris
dengang vi var små. Det skal det jo være

Efter at have spist ryddede vi op og enten min mor eller min far
tændte lysene på træet – for lukkede døre og så måtte vi vente,
og endelig fik vi lov at komme ind og se. Det var som han havde
læst det i “Peters Jul”, med stjernekastere på træets grene, der
stod og knitrede mens vi kom ind. Så blev der sunge julesalmer
og sange, mens vi vandrede hånd i hånd alle fire om juletræet.

Selvfølgelig blev jeg også spændt på, hvad der kunne komme
af gaver, men jeg husker kun en gang, hvor det var særlig
slemt. Der var en dille med legetøj, som bestod af en slags
rutschebane med to tårne, et i hver ende af banen, og så sendte
en lille mekanisk tap en bil afsted med en fart så den røg op
i den anden side, og enten var det så en anden bil, der blev
sendt tilbage, eller også var det den samme, som blev fyret
af frem – tilbage – frem – tilbage.

Jeg havde ønsket mig sådan en, og mindsandten om jeg ikke fik
sådan en.

Morgenen efter var jeg så spændt på at se den igen, at jeg stod
meget tidligt op og satte den igang. Måske har jeg vækket nogen,
men de sagde ikke noget.

Jeg så på den i to minutter, måske fem, så var der ikke mere ved
den. Den fornemmelse af tomhed og tåbelighed – et legetøj, som
nærmest legede med sig selv og ikke kunne andet! den fornemmelse
var en åbenbaring. Det var ikke legetøj, som gav livet mening.

Senere på dagen undrede jeg mig over, hvor meget mad mine
forældre kunne få ud af gåse-skroget. Der var virkelig meget kød
på og det var morsomt at se.

Hvis jeg var maler ...

Det skal altså ses på minimum 23″ skærm.

Farverne får liv i vandspejlet

Billed-ABC er nået til bogstav “O”

Jeg kan godt lide ideen med en Billed-ABC. Det kan bruges til at illustrere sammenhængen mellem bogstaver og ord. Ordblindhed lettes meget ved at lære bogstaverne grundigt, lege med dem, finde de sjove ting ved formen. Alle kan være med til Billed-ABC, (meld dig til på http://abctema.blogspot.com/) og de mange typer bidrag gør det til lærerig underholdning. Det er vel at sammenligne med en selskabsleg af de bedre.

Men AK! Jeg ville så gerne have en lille ting med et navn, som begynder med “O”, en ting, som børn kunne tage i hånden og sige “Oooo — ooo — ooo” – og så måske klukle lidt

Der var bare ikke et godt billede af en Ost, eller en Obo, eller en Oldemor, eller en Opskrift, eller en Operation, Omkørsel, Overbelastning, Oppegående, Ostentativ, Ozelot, Ottearmet, Ozonlag – nej og efter et par timer har jeg opgivet. Det bliver denne OVN fra et køkken på RUC.

Oprigtigt talt er mit billede af en ovn ikke noget særligt godt billede. Jeg kan huske at jeg tog det fordi jeg vidste, at nu måtte jeg snart tage en beslutning om at holde op på RUC p.g.a. helbredet og så ville jeg gerne huske, hvordan der så ud, så jeg gik med kameraet i lommen og tog et billede i ny og næ, når jeg syntes at der var noget interessant.

Køkkenerne i de nye Henning Larsen-Tegnestue bygninger er ikke uden problemer, men de viser en grundlæggende god ide: Man mødes om måltidet og man snakker hyggeligt, når man tager en kaffepause. Sådan var det i det oprindelige huse på RUC, nu RU (hvis nogen ellers tror at man kan lave om på sådan en branding!)

En ovn i afdelingskøkken på RUC

I de nye bygninger var der også et køkken til hver afdeling, men af en eller anden grund er de store forelæsningslokaler lagt i samme rum som køkkenet og det fungerede ikke godt ret mange steder. Der er blevet sat skillevægge op, og arkitekten græder fordi lyset i lokalerne nu falder fra en side og slet ikke giver rummet den spænding, som de store, åbne lokaler har.

Men der var brug for et køkken OG forelæsningslokaler, ikke køkkenforelæsningslokaler.

Jeg var (lidt) forbavset over, at der både var ovn, mikrobølgeovn, opvaskemaskine, køleskabe og kaffemaskine på køkkenerne – det er jo vildt, når man har boet i en koksopvarmet lejlighed uden varmt vand.

Men sådan er der jo så meget.