Det var ikke helt så mørkt i dag.
Vejen har oprindeligt gået mellem de to gule huse til venstre
Helsinge ligger midt i et agerland, og tidligere har der ikke været særlig meget trafik fra Helsinge til København. Det ændrede sig i 70′erne, da man lavede omfartsvej og blandt andet flyttede vejen, som gik mellem de to huse til venstre, over mod højre (udenfor husene) for derved at kunne have en bredere bilvej.
Huset hvorpå der står “Mansa autodele”, er et rigtig gammelt hus, men sådan som det ligger klemt inde ved vejen ville det efter mit skøn være rimeligt nok at rive det ned. Hvis man ville bevare det, skulle man også sørge for plads og niveau omkring huset. Det har heller ikke været bevaret på en måde som skulle vise dets bygningsmæssige kvaliteter. Det har været brugt til forretnings- og lagerlokaler.
Helsinge er blevet kaldt en grim by
I alle byer er der forladte huse og grimme partier. Her er bagsiden af Helsinge forretningsområde, som glimrer ved at det ikke koster noget at parkere.
Selv parkeringspladser kan laves mere eller mindre skønsomt.
Parkeringspladsen var oprindeligt uden bevoksning, og unge mennesker fandt hurtigt ud af at de om aftenen kunne ræse rundt på den tomme parkeringsplads. Det var dog så farlig en fritidsbeskæftigelse at det blev stoppet ved at forskønne parkeringspladsen med bevoksning af bøgehæk.
Kysten Nord for Helsinge -- Vejby Strand
Paradoksalt nok er Helsinge også blevet nævnt som en af de kommuner, der har de største landskabs- og naturværdier. Måske er det derfor, at folk har interesseret sig mindre for byen. Nu har jeg ikke været omkring Kirken og domhuset i dag, måske skulle jeg en dag samle billederne, så man kan se, at der er små kønne partier i byen såvel som udenfor.
Kystbeskyttelse
En gang imellem kan man høre i Radioavisen, at Kattegat æder fem-seks centimeter af Nordkysten hvert år. Fortsætter det på den måde, vil mit hus blive ædt om 40000 år.
Husene ved kysten har imidlertid forsøgt at beskytte kysten, og de høfder som ses på billedet, har ligget der siden ca. 1994, hvor store storme åd så meget af kysten, at et muret bådehus med redningsmateriel på det sted, der hedder “Hareskåret”, blev totalt smadret.
Men kystbeskyttelse er privat opgave. Kommunen yder kun begrænset støtte.
Kystskråningerne befæstes af stride roser.
Kom ikke og sig, at roser er sarte (Heidenröslein, go home!) Her hjælper roserne med at holde på jorden på skråningerne. Skrænternes værste fjende er den værste ødelæggelse den indre udskylning, når forårsregn i rigelige mængder siver ned i hulninger lidt inde i landet og søger ud til kysten i gruslagene. Der er plastisk ler nogle steder, og det fungerer som smørelse. Det er meget ustabilt. Til gengæld kunne man lave en masse kattegrus og isoleringsmateriale ud af disse skrænter 
November 12, 2009 at 9:44 UTC
Vist er det farligt at ræse rundt på parkeringspladser, men så flyt den dog ud på kanten af skrænten. Så er løsningen jo lige for enden…..
Men hvordan får vi delt sol og vind lige, så de unge via learning by doing får opøvet deres balance på knallerten, og vi satte borgere kan krydse byen uden at blive kørt ned? De SKAL jo lære det, og man kan jo ikke læse sig til det.
Tænk, hvis jeg havde fået lært det i tide, så havde jeg kunne tage Sydamerika på langs på en Nimbus! Eller en Ural måske, der er mere plads til bagage, og et ekstra trækkende hjul.
November 12, 2009 at 10:02 UTC
@AagePK: Tak for kommentar.
Jeg er enig: Learning by doing er det, som tæller her, og jeg tror faktisk også at der er en overmåde stor forståelse for unge menneskers påhitsomhed her i kommunen – måske ikke så meget som for nogle år siden, men alligevel en hel del.
Der er også forståelse for, at ikke alle hjælpesystemer er gode nok til alle forhold.
Med hensyn til knallertkørsel kan man forestille sig at Tisvildeleje Strandparkering og mange af de mindst befærdede veje og pladser kan gøre det ud for øvelsesveje.
Til gengæld er der nogle uskrevne regler om ikke at sidde og drikke øl eller sodavand på offentlige bænke, som går stik imod al sund fornuft. De unge mennesker har samlet sig ved nogle borde og bænke ved Gadekæret i Vejby, og det er der nogle andre mennesker, som tager anstød af. Måske er det et spørgsmål om at rydde op, fx. at samle øldåser op.
November 12, 2009 at 17:02 UTC
For nogle år siden var der nogle knægte under den lovpligtige alder, derfor uden kørekort, der evindeligt drønede forbi her for at vende ude på den gamle, tilgroede losseplads. Da der løber små børn rundt, og knallerterne larmer, måtte jeg jo stoppe dem; vi fik en aftale om, at de kunne køre én gang hen og én tilbage, men ellers blive derude på lossen og øve sig; helt tage fornøjelsen ville jeg ikke.
Det har holdt lige siden, og de hilser stadig høfligt på den gamle. Win-win.
Hvis bare man husker på, hvad man selv havde af drømme dengang man var ung, er det slet ikke så svært at snakke sammen og få holdbare løsninger.
Hvad med at hænge en basketbold-kurv over en affaldsspand, så det blev en sport at få affaldet i kurven?
Ellers har Ulla på Betydning.wordpress fundet en svensk genial skraldespand.
November 12, 2009 at 20:52 UTC
Tak for fine ideer – de skal nok komme videre til rette personer i Gadekærslauget, som står for vores lille grønne Oase!
Jeg glemte at kommentere på ideen om at køre ad den TransAmerikanske Highway og ned langs Andesbjergene på motorcykel. Jeg tror, at den, som gør det, får en oplevelse for livet. Ung og naiv kørte jeg som 19-årig til Locarno over Gotthardt på en 90cc Vespa scooter. Det var en stor oplevelse.
Men hvorfor på en Nimbus? Skal det ikke være en, som de kender lokalt? Hvad er en Ural for en størrelse – hmmm … jeg prøver Google.
November 15, 2009 at 13:32 UTC
Ural er den russiske udgave af BMW R71 fra 30′erne; den blev bygget i licens i Irbit ifølge Ribbentrop-Molotov-aftalen.
Jeg blev fascineret af, at den med fastkoblet sidevogn har træk på sidevognshjulet, og oliekøleren sidder i sidevognen.
Men det er ren nostalgi, ligesom det med Nimbus’en; når ingen anden har gjort det før, kan man jo roligt drømme om det, ikke?
November 15, 2009 at 16:19 UTC
Jo selvfølgelig kan man drømme nostalgiske drømme. Jeg tror at denne drøm om at køre på motorcykel med sidevogn ned langs Andesbjergene er ret vild. Jeg har i sin tid læst og set rejsebilleder fra en ung familie, som gjorde turen på motorcykler enten i “Motor” og/eller i TV. Det var rart at læse om hvor mange gode oplevelser, de havde haft.
Men selv om jeg har kørt over Sct. Gotthardt på en 90ccm Vespa Scooter vil jeg hellere drømme om Andesbjergene i en Citroen 2CV eller i en Fiat Retro500. Økonomisk teknisk ved jeg ikke hvilke biler, der egner sig bedst til at køre op og ned ad 5-km.bjerge men min gode ven ville sikkert sige at en Toyota Corolla stadig er et fornuftigt valg?
November 13, 2009 at 15:54 UTC
Tak for informativ tur i “min” gamle by og oppe ved klinten – det er dejligt som det hjælper på kystlinjen.
November 13, 2009 at 20:26 UTC
Selv tak, Sister! Det er så lidt – og en fornøjelse. Det er ofte kun hvad man lige har tid til, og gråvejrsdage er der ikke rigtig noget ved det. Jeg har lyst til at finde nogle flere gamle billeder frem og lave en collage til ære for dig, men det bliver altså først når jeg har fået sorteret og ryddet, hvad ryddes kan.
Vi må håbe at kyst-beskyttelsen hjælper, men ærligttalt, har man set et stormvejr brase ind på kysten, så er de stendiger ikke rigtig noget der kan konkurrere med havmandens kræfter!